ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Obie Trice - Cheers

(Shady Records/Interscope Records 2003)
Ja, ja jeg ved det godt, "hvor og hvor længe har du sovet når du først anmelder Cheers nu, om man må spørge?" Okay, jeg indrømmer, at Obie Trice's album har været ude et stykke tid, men sådan er det, når undertegnede (anmelderen) hellere vil rende rundt og lede efter ensfarvede doorags end at sætte sig ned og anmelde plader… Når det så er sagt, så kan vi vende tilbage til udgangspunktet, for nu er den her endelig, anmeldelsen. Jeg må indrømme, at jeg før Obie Trice begyndte at blive blæst op sensommeren over af det tunge Shady/Aftermath medie-artilleri, ikke kendte meget til den lille, erotisk buttede Detroitrapper. Mit kendskab begrænsede sig til den udmærkede single "Rap Name" fra 2002, et skit på D-12 pladen "Devils Night" fra samme år og Obie's cameo-apperance som fritids-wrestler, der river Moby rundt i Eminem's "Without Me" videoen. Derfor var det selvfølgelig en kærkommen overraskelse at se et fuldt album fra "The O´ster".

Pladen udgøres på produktionssiden af en ret dominerende indsats fra Eminem, og selv om både Dr. Dre, Timbaland, Denaun Porter, Emile og "Fredwreck" Nassar giver deres bidrag, er det dog hans specielle lyd der udgør hovedparten af pladens udtryk. På rapsiden gør Obie den største del af arbejdet (det skulle man næsten også forvente, der er trods alt hans egen plade!) medens featurings primært udgøres af hans egen camp, Dr. Dre, Eminem, 50 Cent, Nate Dogg, Lloyd Banks fra G-unit, D-12 og Kon Artis fra samme gruppe.
Det første nummer hedder "Average Man" og er produceret af Eminem. Beatet er tungt og hårdtslående og er bygget over et overraskende melankolsk spinet-sample, som giver en dunkel stemning, godt hjulpet vej af piano og en gang strygere i omkvædet. Nummeret er indholdsmæssigt centreret omkring Obie Trice's beskrivelse af sig selv som en almindelig mand, der distancerer sig fra alle de falske eksemplarer af gangstertypen, og hvordan gangster-izm kun er tilladeligt at dyrke, hvis der er hold i det. Et meget hardcore nummer, hvor Obie himself i omkvædet gør det helt klart hvad han vil gøre imod dem der faker: ¨"When I´m up in the Club / and these niggers wanna act tough / till' they get plugged / watch them bullets go (skud)/ Now you´re touched from a Slug / huggin' the streets like you´re in love / your heartrate's like/ ..duuuuuuuut…" Obie flyder langsomt men sikkert, og selv om teksten er måske lidt rigeligt hardcore, så er det stadigvæk et stemningsfuldt og godt nummer som skyder pladen afsted som kanonkongen skyder et show afsted i Cirkus Arena.
Det næste nummer "Cheers" er ligeledes produceret af Eminem, og nu vi taler Cirkus Arena, så indledes produktionen med en gang gøglerpiano af værste skuffe, der dog hurtigt afløses af nogle hårde guitar-riff's som er okay fede, men den samlede produktion virker lidt rodet er ikke lige min kop te. Nummeret er lidt af en kliché, det handler om Obie Trice's vej op, den succes han har fået, og sidst men ikke mindst en hyldest til de af hans venner der ikke er der mere (døde måske?), til at opleve hans stigning i graderne. Det er et almindeligt nummer som går an, men som virker tamt i forhold til intronummeret.

Så kommer club-bangeren numero uno fra pladen, der tales naturligvis om "Got Some Teeth". Eminem's beat er en hurtig, lidt rodet, men højest danseabel produktion, som på en gang er irriterende og charmerende. Det udmærker sig ved et skingert synth-lead i omkvædet, som mere eller mindre skaber den helt specielle "Obie-feel" der er at finde på nummeret. Til dem der ikke har set videoen, kan jeg oplyse at teksten omhandler Obie's dating-skills, druk, og hvad for fysiske atributter han fortrækker hos det modsatte køn, blandt andet gode, sunde tænder. Den lyriske side er temmeligt banal, men det kompenseres der mere end rigeligt for i festpotentiale, så alt i alt er det et godt, solidt partynummer. Man ikke skal nærlytte det for at finde svar på livets tungere spørgsmål, men bare gi´ den gas i baren sideløbende! Okee, dokee, Obie's here…
"Lady" featuring Eminem er endnu engang produceret af Eminem, som leverer en lidt mørk produktion med en dyb basgang, en lidt irriterende, hylende synth som baggrund, men et til gengæld gennemført trommearrangement med et godt clap der giver nummeret energi. Teksten handler om de to rapperes forhold til kvinder, hvad de syntes om dem, forhold generelt og, specielt i Eminem's tilfælde, deres mening om det hellige ægteskab. Det kan ikke siges, at der bliver lagt særligt positive betragtninger for dagen, men igen, hvad for en stodder har ikke prøvet at have lidt følelsesmæssige problemer i forhold til et medlem af det modsatte køn? Teksten er lidt ligegyldig, til gengæld leverer begge deltagende parter et solidt stykke arbejde. Dog må det siges at Eminem viser, at han er en langt bedre teknisk rapper end Obie Trice er og at han er i stand til mere fantasifulde lyriske påfund. Dette skaber problemer, når han faktisk kun er featuring, men stadigvæk er milevidt foran "hovednavnet". Ikke et nummer at råbe hurra for, men et o.k. stykke håndværk.

"Don't come down" er et af mine personlige yndlingsnumre på pladen, og lidt af en overraskelse. Eminem's produktion, suppleret i bedste Maneye Fresh-stil med et pichet soul-sample, et fantastisk sprødt og tørt kantslag, lidt piano, et underliggende opera-agtigt vokalsample og godt med rumklang på hele molevitten, skaber en god melankolsk stemning, der understøtter nummerets alvorlige og dybfølte emne godt. Obie fortæller om sin hårde opvækst og om hvordan han var tvunget til at sælge kokain i ghettoen som ung, og om det problemfyldte forhold til sin mor. Givet, dette kunne lyde som en gang corny sludder, men jeg syntes faktisk han kommer igennem med historie og budskab på en sober og ærlig facon, som klæder både ham og pladen enormt. Et rigtigt godt nummer.
"The Setup" featuring Nate Dogg er produceret af Dr. Dre (og en vis Mike Elizondo) Beatet er mørkt og stemningsfuldt, og kunne sikkert gøre sig godt i en eller anden filmsekvens i et Gamecube-horrorspil. Der er nogle fede bass-stabs og drumrolls, men udover det, syntes jeg ikke det er videre interessant. Teksten beskæftiger sig med en temmelig uberegnelig kvinde, som er i stand til at sno diverse gangstertyper (og andre mænd) om sin lillefinger, og derved få dem til hvad som helst, i det konkrete tilfælde at begå røveri, for derefter at vende på en tallerken og bedrage dem. En sjov tilgang til et nummers handling, men alt i alt et middelnummer, som ikke fortjener den store opmærksomhed, selvom Obie ligger stramt på beatet og Nate Dogg crooner sig gennem omkvædet. (og det er jo altid en fryd)
Endnu en gang bliver en anden producer hevet ind, denne gang i skikkelse af Timbaland på nummeret "Bad Bitch". Produktionen er meget interessant, den udmærker sig ved et volumemæssigt relativt svagt trommearrangement, der dog rigeligt opfyldes af en voldsom lydkollage af synths, bas og endda lidt vokalscratch i starten. Ja, Timbaland er sgu fed er han, men det redder ikke nummeret. Fed produktion eller ej, så er klichén om "dårlige" kvinder kedelig og i den grad en gentagelse, og Timbaland's sang i omkvædet gør det egentligt ikke bedre. Et ligegyldigt nummer, som de for min skyld godt kunne have fyret af helvede til i selektionsfasen. Thumb's down…

Så er Dr. Dre i gang igen, og nu er der tæsk i luften! "Shit hits the Fan" er straight up hip hop, ikke så meget pis. Produktionen er meget simpel, kantet og hård og appellerer nok mest til die-hard hip hoppere, der godt kan lide en god battle. For selv om teksten, med en noget tonedøv Eminem på omkvæd, godt kunne omhandle wackass rappere og andre personager der irriterer Shady/Aftermath-klanen generelt, så skal der ikke herske tvivl om, hvem nummeret henvender sig til, da det helt åbenlyst er en tilsvining af Ja Rule og hele Murder Inc. (de hedder de vist ikke længere forresten). Det er netop her nummerets problem ligger. Det er et godt, solidt track, men eftersom det er opstået midt i beef'en mellem de to hip hop-powerhouses (man kan spørge sig selv om Murder Inc. er hip hop..?) er dets relevans på nuværende tidspunkt nok lidt passé, og virker på sin vis lidt som en flad fadøl..
"Follow my Life" er produceret af "Fredwreck" Nasser, og han leverer til fulde må man sige! En stor, skæv, bombastisk produktion kun med tydelig stortromme, men med masser af bund og forvredne guitarer der kæler for øregangen. Det er kaotisk, men godt! Selve teksten om Obie's kriminelle løbebane med kokainsalg og de medfølgende problemer, og postulatet, at det eneste der kan holde ham i ro er hans mor, er alt sammen en gentagelse, så i den forstand er det et kedeligt nummer. Men produktionen redder det hele, og alt i alt må det siges at være et af de bedre indslag på pladen.
"We all die one Day" er pladen pose-cut. Eminem leverer endnu en gang et storladent, mørkt beat, uden de spektakulære detaljer, men som virker godt sammen med nummerets meget hardcore tekstleveringer. 50 Cent's provokerende omkvæd, grundigt sovset ind i rumklang, er et godt supplement til de øvrige rappere. Temaet er sådan set bare en lyrisk konkretisering af det pågældende selskabs hårdhed og er som sådan lidt kedeligt, men overall fungerer det udmærket. Eminem præsterer klart den bedste levering, men også Lloyd Banks og 50 Cent gør det godt. Nummeret er ikke pladens bedste, og lider under at Obie Trice igen bliver sidestillet lidt i forhold til de andre. Men er man til pure hardcore er det bestemt lyttervenligt.
"Spread yo Shit" er produceret af Denaun Porter, og er undtaget den lamme og trivielle radio-intro, en fed, head-bob produktion, som udover en grundig bas, tværfløjte, korsample, Hammond-orgel og soulomkvæd, langsomt bygger trommerne op i starten af nummeret på en meget effektiv måde. Teksten beskæftiger sig med alle de rygter der bliver spredt om Obie både før og efter han er blevet kendt, og hvordan folk i hans omverden ikke kan unde ham den succes han har fået. Nummeret præsenterer et lidt anderledes emne, som i sig selv er positivt, og beatet er så medlevende, at man ikke kan lade være med at bobbe med. Bestemt over gennemsnittet på pladen.

"Look in my Eyes" er en rimeligt triviel Dr. Dre produktion. Et lidt drømmende beat, med godt med strygere, spinet og piano, men ikke noget man ikke har hørt før. Nate Dogg giver fuld slæde på omkvæd, ikke dårligt, men det er desværre også det mest positive ved dette nummer. Teksten handler om hvad der er gangster for Obie Trice og hvad der er det for andre, hvor hardcore det var i hans hood og hvor gangster alle hans venner i Detroit var/er… "Look in my eyes mayn, it ain´t shit but real talk overhere nigger!" Ja, ja det´ fint Obie, men du har allerede nævnt hvor hård og gangster du er, og var der ikke noget på det første nummer om at du ikke var gangster, men en almindelig mand? Intetsigende og dårligt nummer, basta! Snakken om hans pubeshår i slutningen gør det ikke bedre.
Et nummer der skal bounce på en mere traditionel facon? Det havde jeg ikke forventet, men igen, der skal være lidt for enhver smag. "Hands on you" er produceret af Eminem, og selv om han prøver syntes jeg ikke helt det lykkedes. Harmonien i omkvædet er ikke vellydende, nogle af elementerne, som f.eks bassen, er for høj, og i det hele taget er det hele lidt disharmonisk og rodet. Teksten for begges vedkommende handler overraskende nok om de kvinder som i Em's/Obie's uigennemskuelig kvindesyn af en eller anden uransagelig årsag er gode nok, og som de gerne vil gøre noget for. Ja, okay, fint nok, i har trods alt almindelige menneskelige følelser, men nummeret er nu stadigvæk ret almindeligt.
"Hoodrats" er produceret af Emile(who?) som fyrer den af med en up-tempo produktion, med nogle lidt tynde, men ellers fede synths og skarpe kantslag. Teksten handler om de kvinder han har haft korterevarende seksuelle forhold til, og som han ikke ønsker at tale med nu, da de ødelægger hans nuværende mulighed for nye erobringer. En måske lidt corny handling, men nummeret er rimeligt underholdende, og han rapper fedt over det hurtige beat. Man kan ikke sige at et nummer om kvinder er afvekslende, men det er nu meget spas alligevel…
Så er Dr. Dre klar igen med "Oh" og det er inklusiv den storskrydende Busta Rhymes på omkvæd. Beatet er rimeligt, med noget xylofon/klokke, piano, hyletone og en gang heftig cello ind i mellem, cool nok, ikke noget odiøst i det. Tekstens handling er lidt af en gentagelse af forrige temaer, Obie's comming up in the industry, han nuværende succes og alle de haters der ønsker at se ham falde hårdt fra berømmelsens tinde. Måske ikke så interessant, men han forsøger på nogle breaks og andet godt i sit flow, og det gør hans ellers ligetil og en kende fantasiforladte rapteknik lidt mere underholdende. Busta Rhymes fyrer den godt af i omkvædet med sin umiskendelig røst, og det giver nummeret lidt ekstra krydderi. Et middel til godt nummer, som i sine enkeltheder ikke er specielt, men som samlet hele gør en god figur.
Ingen udgivelse uden en lille hyldest til alle de folk der betyder noget for rapperen. Dette bliver gjort i form af "Never forget ya" som er et klassisk "til alle mine tøser der hjalp mig, til alle mine drenge nede fra værtshuset" nummer. Ikke så meget at sige til det, Obie rapper okay fedt, teksten er medlevende og virker nogenlunde ærlig, og den understøttes godt af Eminem's sørgmodige produktion bestående af tørre kantslag, guitar og godt med melankolske strygere, suppleret af et soulet omkvæd. Ikke så meget udenomssnak, straight up thankfullness.
Så til finalen. Som sidste nummer er der overraskende nok en "Outro" med D-12 og Eminem. Beatet er produceret af sidstnævnte og der er godt med smæk på. En leadsynth sørger for stemningen sammen med de beskidte kloaktrommer og nogle spredte scratches i en stortromme. Det er en heftig, energifuld produktion, som dog minder meget om en del andre man har hørt på D-12 og Eminem's egne plader. Intet nyt under solen… Teksterne er ren og skær represent i retning af "vi fucker dig up hvis du fronter", så på den hvis er der ikke meget outro over det. Eminem leverer den bedste præstation (overraskende nok!) men Obie selv gør det også godt. Man kan mene hvad man vil om D-12, de bliver aldrig min yndlingsgruppe, men jeg syntes nu de blegner temmelig meget i forhold til Em og Obie, og trods Bizarre's langt ude beskrivelser af sig selv, klarer de den ikke til UG. Overall er outroen godt som selvstændigt nummer, men det mangler lidt en følelse af afslutning og konklusion.

Hvordan skal man så vurdere det samlede produkt? Hvis man ser på de reelle evner der bliver fremvist, så er "Cheers" nok ikke den mest fyldestgørende plade. Obie Trice er en god håndværker, der ligger stramt og sikkert på sine beats, men det er ikke krumspring og finurligheder der præger hans tilgang til rap. Det skal selvfølgelig ikke kunne siges at han ikke udvikler sig over de næste plader, men på stående fod er han nok lidt for triviel og konform efter min smag. Dertil skal det siges, at det heller ikke hjælper på sagen, at Obie kommer til kort, hver gang Eminem er med på et nummer. Hans emnevalg er sådan set heller ikke noget at råbe hurra for, pladen koncentrerer sig med enkelte undtagelser om tre temaer: Obie's hårde opvækst, realness og hans "ægthed" som gangster, kvinder i forskellige afskygninger og hans succes og de der ikke kan unde ham den. Det er efter min mening et for smalt spektrum af emner, og det gør at man aldrig rigtig føler, at pladen bliver levende og personlig. Den bliver svær helt at tage til sig. Skal den have en eksistensberettigelse, så ligger den primært i Obie's rimeligt konkretiserede personlighed og humor. For trods den manglende spænding i hans tekniske tilgang, så er man ikke et øjeblik i tvivl hvem Obie Trice er, og hvad han står for, og dette leveres faktisk temmelig morsomt på indtil flere numre, nok tydeligst på "Got some Teeth". Udover den rapmæssige side af pladen, som er lidt en blandet fornøjelse, så har den en styrke, men også en svaghed på produktionssiden. Produktionerne er meget varierede, og specielt nogle af de mindre højt profilerede producere sørger for at gøre "Cheers" til en meget spændende og varieret plade. Selveste Dr. Dre plejer jo at være god for et hit eller to, men her syntes jeg faktisk ikke han gør særligt godt væsen af sig. De fleste af hans beats er tamme og virker mest af alt som metervarer, der bare skulle bruges. Eminem som er hovedproducent, overrasker ved at fremvise et talent, som jeg bestemt ikke havde regnet med var muligt. Når man ser coveret på "Cheers" tænker man umiddelbart, at nu går det hele nok op i gøgleri, lomumba og tynde amerikanske bajere, men hans dunkle, stemningsfulde beats giver en følelse af seriøsitet, som klæder Obie's harcore emner udmærket. Når det så er sagt, så har Eminem's store indflydelse dog også den skyggeside, at selv om Obie Trice står i tydelig profil, så gør hans samlede produkt det ikke. Eminem's produktioner og enestående flow og teknik er så dominerende på "Cheers", at det mere end en 100 % Obie Trice, bliver en 50 % Eminem, 20 % Shady/Aftermath og kun 30 % Obie udgivelse. Produktet er simpelthen så dybt involveret i hele maskinen, at det kommer til at fremstå som uselvstændigt. Samlet kan man altså sige, at "Cheers" byder på triviel, men grundig rap, humor, overraskende dyster stemning og varierede produktioner, men også på uselvstændighed, begrænsede og firkantede emner, simplicitet og mangel på fantasi. Obie Trice kan sikkert, ved at klippe navlestrengen en anelse mere fra Shady/Aftermath og ved at opgradere sin raptekniske kunnen, gøre fremtidige udgivelser en del mere spændende. Indtil videre kan det kun blive til en middelkarakter.

08/03/2004 - Lagt online af Muggz Malibou

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

< forrigeHer vises [201 - 203]
< forrige Her vises [201 - 203]