Jeg synes man har ventet længe på opfølgeren til "Cassiopeia". Ikke for længe, bare længe. Måske fordi jeg ser "Cassiopeia" som den i særklasse bedste danske hip-hop-udgivelse. Nogensinde. Det synes jeg også efter at have hørt L.O.C. anno 2008 på "Melankolia / Xxx Couture". Og dog. Pladerne er så forskellige, at de nærmest ikke er sammenlignelige. Det er to vidt forskellige udtryk, to vidt forskellige lydkulisser og to vidt forskellige album hvad angår tekst og indhold. Men jeg skulle i hvert fald lige have lidt tid til at fordøje det nye album. Lytte det i gennem - og så lytte det i gennem en gang til. Og så sad den der. Jeg tror egentlig jeg havde indtaget rollen som anmelder anno 2005, og glemte, at L.O.C. i mellemtiden er blevet ældre. Det er jeg jo også selv, og derfor er jeg faktisk ret sikker på, at "Melankolia / Xxx Couture" har større effekt på mig, som den er, end hvis den havde lydt som "Cassiopeia part II". På den måde når L.O.C. også nye højder, og albummet fremstår som et mesterværk.
Nu har albummet jo efterhånden flere uger på bagen, så både numre og tema er sandsynligvis allerede godt kendt rundt omkring. Alligevel finder jeg det relevant at runde både et par numre og temaet, de 7 dødssynder. For temaet ville med sikkerhed ikke være gået op for mig, havde jeg ikke på forhånd været klar over det. Nu jeg vidste (og ved) det, synes jeg det giver fin mening. Dog er de 7 dødssynder, som tema, ikke det mest væsentlige i teksterne. Ikke for lytteren i hvert fald. Derimod er det, at der gives plads til fortolkning og til at reflektere. Eller sagt med andre ord; teksterne indeholder andet og mere, end de ord der udgør dem. Det er befriende at ikke alt behøver at blive leveret i børnehøjde - og det vidner om både indsigt og overskud. Jeg er ikke selv rapper, men jeg kan forestille mig, at det kræver mod. Nu er L.O.C. ganske vist så respekteret i gamet, at netop han kan gøre det, men alligevel. Albummet er jo et brud med dansk rap som vi kender det.
Lyden ligger til tider tæt opad Timbalands - som i sig selv får en del til at stille sig på bagbenene, tror jeg. Teksterne er dybe, eftertænksomme og følelsesrige, uden på nogen måde at være påtagede, kedelige eller corny. Og det synes jeg er en præstation af de store. Det kan lyde som snobberi - men det er det egentlig ikke. Det er nærmere en tilkendegivelse af, at det er bekræftende at hip-hoppen også kan rumme den slags.
Temaet er ikke genialt i sig selv. Det er nærmest lidt forventeligt - ikke at det gør noget. Men det twist der ligger i, at albummet er todelt, er under alle omstændigheder opfindsomt. Til at begynde med synes jeg det var irriterende. Man skal jo skifte cd! Nu synes jeg det er såvel fedt som nødvendigt. Produktionerne - den måde de fremhæver og forstærker stemningen, om den så er melankolsk eller grotesk overlegen og overfladisk - er heller ikke geniale. De er fucking geniale. Primært leveret af Rune Rask og Lounge Lizzards, men også Jo:El og Michael "Seven" Summers har bidraget. Jeg mener ikke, at det står til diskussion, at produktionerne er geniale. Om man så kan lide det elektroniske indtog eller ej. Det er hamrende solidt håndværk og skræmmende passende til de udtryk L.O.C. leverer tekstmæssigt. Uden, synes jeg, at gå på kompromis med det faktum, at der er tale om et hip-hop-album. Det er international klasse, og jeg er dybt, dybt imponeret. Der ligger i den forbindelse et par åbenlyse singler i "Så bizart" og i særdeleshed "Superbia" (hvor Simon Kvamm medvirker), som jeg tror (når nu det ny L.O.C. er blevet accepteret) ikke kan undgå at blive hits.
Jeg skrev tidligere, at albummet smager af mesterværk. Det gør det mistænkeligt meget endda. Men hvad sker der så, når albummet har haft sin tid som højaktuel? L.O.C. kan sagtens banke yderligere 2-3 plader sammen. Det vil være verdens mindste problem. Men uden at vide det, tænker jeg, at det ikke vil være vanvittigt interessant for L.O.C. Nu har han og folkene omkring ham selvfølgelig været gode til at udvikle sig, følge med tiden og tænke i nye baner (gennem hele hans karriere), og det sidste kapitel er selvfølgelig heller ikke skrevet i L.O.C.s liv, så jeg tager forhåbentlig fejl - men umiddelbart kan jeg sagtens forestille mig, at "Melankolia / Xxx Couture" i funktionen mesterværk også er et punktum. Ikke at der behøver at være noget dramatisk i det. Tiden vil vise hvad der sker - og i det næste lange stykke tid, bør man bare nyde det helt igennem komplette album, L.O.C. har smidt på gaden.