På plade er Atmosphere en duo bestående af rapperen Slug og produceren Ant fra Minnesota, der udgiver poetisk og melankolsk rap-musik på Rhymesayers pladeselskabet af den slags man drikker te og tænker dybe tanker til. På scenen er Atmosphere en hær anført af generalen Slug, der leder publikum ind på kamppladsen og inden slaget er slået har alle frigjort frustrationer, grint og grædt sammen. Da Danmark først stiftede bekendtskab med gruppen, havde de kun debuten ”Overcast” at prale med, men efter et væld af LP’er og EP’er, kan man tale om dem som et center for den alternative hip-hop scene.
Lille Vega var prop-fuld af festglade drenge og piger, der var både nostalgiske veteraner, som kunne sammenligne med de gamle shows, fanatikere, der for første gang så heltene fra pladespilleren på scenen, og almindelige hip-hoppere, der syntes en tirsdag sidst i marts var perfekt til en overdosis ukommercialiseret hip-hop. Når man bevægede sig gennem crowden mærkedes det hvordan den skiftede fra den opserverende anerkendelse bagerst og frem mod de forrestes svedende ekstase.
Til Atmosphere’s første møde med København havde gruppen en stjernespækket opvarmning. Pacewon fra Newark’s Outsidaz crew og Earatic Static fra Chicago var medbragt fra hjemlandet til at sætte ild i røven på publikummet. Herhjemmefra repræsenterede snart single-aktuelle Static & NatiLL, der sidst de spillede med Atmosphere var så rygende de på stedet fik en invitation til at rocke Scribble Jam i USA. Konferencieren Per V, der i dagens anledning havde påtaget sig dommer-rollen, guidede smukt publikummet frem til det store brag.
Før hovednavnet gik på, trådte Sveriges dreadiste, Promoe fra Looptroop på scenen. Med Supreme som back-up og DJ Large på pladespillere leverede han et sæt, der perfekt introducerede hans nye album ”Long Distance Runner.” Med blot et par gengangere fra "Stuggle Continues" albummet, var det i den grad en førstegangs oplevelse, hvor hyldesten til storbyens regnskov ”In The Jungle”, det nye shoplifter anthem ”Winona Ryder” og ”A Likkle Sumpn Sumpn” blev vel modtaget, til trods for de færreste nok kan synge med endnu. Vesterås’ fineste fik som altid masser af kærlighed, og de nye reggae-inspirerede rytmer virkede både spændende og anderledes.
Som ægte lang distance løbere kæmpede den svenske trio sig frem til muren, denne aften i form af ”These Walls Don’t Lie.” Det smukke rekviem for døde graffitimalere produceret af Large rungede gennem salen, og bedst som det hele kogte forlod Promoe scenen, og efterlod publikum sultne efter mere. Mon ikke, der kommer mange af de samme næste gang Looptroop Rockers gæster landet.
For at pumpe den i forvejen sydende stemning i vejret gik DeeJayBird fra Chicago, nu bosat i Minnesota på scenen, for at spille et par anthems. Meget sigende blev numre som verdenssucces’en ”Nuthin But A G-Thang” blandet med backpackerhits som Aesop Rock’s ”Daylight,” sikkert for at indikere Atmosphere har fans i begge lejre. Det var publikum nu ligeglade med på dette fremskredne tidspunkt, de ville bare have stjernerne frem i lyset. Med legendariske Mr. Dibbs fra 1200 Hobos bag DJ pulten begyndte Atmosphere’s show præcis som man kunne ønske – atmosfærisk. Hans evne til at mikse det larmende og aggressive med ekvilibrisme og følelsesladede er fantastisk. At han denne aften var maskeret med sort tørklæde så man kun kunne genkende på tatoveringen forhøjede bare fokus på det han frembragte.
Slug trådte nu ind i Vegas projektørlys. Over 1.90 høj, først 30’erne, med sort hår og dybe mørke øjne ligner han unægtelig Jeff Goldblum's dobbeltgænger. Denne aften havde han en hat på, der vækkede minder om billedet på gruppens ”Sad Clown Bad Dub” udgivelser, og han svingede sig rundt på scenen med teatralske bevægelser, der ikke efterlod nogen tvivl om han ejede dette cirkus.
Hans vokal var knivskarp, og på trods af et enormt og broget bagkatalog formåede han at lægge den næsten som på de originale indspilning indspilninger. Munden stod koncerten igennem vidt åben, for i stedet for at skrige vokalen udånder han den nærmest. Man møder somme tider intense mennesker, der næsten er indebrændte, men Slug’s intensitet ligger snarere i hans nærvær og udadvendthed.
Eftersom Ant aldrig turnerer, er det altid spændende hvilken i konstalation Atmosphere stiller op. Da de først besøgte Århus i 2000 var det sammen med freestyle fænomenet Eyedea, og da de sidste forår ramte smilets by igen, var det sammen med Blueprint fra kritikerroste Soul Position.
Denne aften var Luckyiam fra Living Legends Atmosphere’s co-rapper. Han imponerede med et klassisk, teknisk avanceret og legende Bay Area flow, som vi kender fra Hieroglyphics og Motion Man, og på nogle numre overtog han i den grad forestillingen med lyrisk finesse og en afvæbnende humor.
Herskede der tvivl om hvis hus Vega var denne aften, stoppede den da vi efter at være ført ind i Slug’s verden af paranoia, selvmedlidenhed, Weltschmertz og konstant kamp med kvinden Lucy nåede et af aftenens klimakser. Mens han fægtede med armen som om han skrev et brev ud i luften, adresserede han George W. Bush i et a cappella rap, der ramte publikum som et masseødelæggelsesvåben. Man siger amerikanere intet ved om udenrigspolitik, men Slug viste at conscious rap ikke starter og slutter med dead prez. Og mens Mr. Dibbs forfriskende kakofonisk cuttede Rage Against The Machine’s ”Killing In The Name” op, gik Slug og Vega sammen amok til toner fra sidste gang musikken gjorde oprør. Kulminationen og sammensmeltning af scene og publikum, fik Slug til at fortælle os: ”Nomatter who you are, you know that we’ve experienced something together tonight, and if you see the person standing next to you next week, know that you’ve shared the feeling of this moment.” Heldigvis afsluttede han med: ”Fuck it, let’s do more songs!”
Troede man koncerten sluttede her, var man blevet snydt for nogle fantastiske øjeblikke. Atmosphere lukrerede ikke kun på det nye ”Seven’s Travels” et album med rejser og amerikanske byer som tema, men tog også de bedste numre fra ”Overcast,” ”Lucy Ford” og ”God Loves Ugly” frem. Blandt de bedste var den illuminati-paranoide ”Scapegoat,” deres første undergrunds hit samt ”Woman With The Tattooed Hands,” hvor en forundret Slug ser kvinden: ”touch her own breasts / how the tattooes smiled as they stared down her stomach / as if anticipating when they'd be allowed to caress / the sweet flower that they both seemed too hungry” og mange flere mærkelige ting. Numrene blev primært spillet med Ant’s originale beats, selvom klassikere som ”Shook Ones pt 2” sneg sig ind. Beatsne er gået fra minimalistisk boombap til soulede bangere, specielt på Brother Ali’s album, men det er dejligt at føle beats og rim blive tredimensionelle, når man hører de gamle numre live.
Da vi nåede til ekstranumrene havde Atmosphere rocket crowden gennem et fornemt maraton, hvor samspillet mellem rapperne blev perfekt understøttet af DJ’en. Inden de afsluttede fik vi ”I Always Come Home To You,” den nyeste, og måske bedste, af de dobbelttydige kærlighedserklærninger til Lucy. Den starter typisk hip-hop: ”To all my killers and my hundred dollar billers,” men typisk Atmosphere tilføjes: ”To all my emo(tional) kids that got too many feelings.”
Atmosphere koncerten viste denne gang det bedste af, hvad gruppen har I sit bagkatalog. Efter ti års indspilninger står nyeste indspilninger i lyrisk stampe, men når det bedste af det bedste fremføres er det virkelig stor poesi de har præsteret. Showet kommer næppe igen op på de improviserede højder fra da Slug og Eyedea freestyle-wrestlede om mikrofonen, og selvom Luckyiam i sin egen ret var en fantastisk rapper var han ikke umiddelbart nem at placere i Atmosphere’s melankolske verden. Det sagt, var det en fantastisk oplevelse, hvor man aftenen igennem fik den dosis af indenpendent hip-hop, hvor man kunne være stolt af de hjemlige og imponeret af de internationale. Rapperne viste publikum og hinanden en masse kærlighed på scenen - Slug sportede f.eks. Looptroop t-shirt – og selvom rygterne går på Atmosphere spiller over 150 liveshows om året, gav nærværet en følelse af dette var en enestående oplevelse.
Det er interessant, at se at mens de navne, der på papiret er store enten aflyser eller laver half-assed shows, man knap nikker med nakken til, flår undergrundens stjerner hjerterne ud på scenen, og giver mere af sig selv end billetten kostede. Den største kompliment man kan give til aftenen, må være at publikum fik så meget smæk for skillingen, de igen er begyndt at hoppe(!) til hip-hop koncerter.