(Sony Music)
Gen-udgivelsen af "Illmatic" er en af de bedste idéer jeg har set i pladebranchen i mange mange år. Den giver nemlig alle Hip-hoppere, der ikke var en del af kulturen i 94, mulighed for at lægge ører til hvordan en ægte klassiker lyder. Den giver alle os andre mulighed for at nyde den nye masterering, der selv om man ikke troede det muligt, kun gør "Illmatic" til en endny større nydelse at lytte til. Lad mig bare slå det fast med det samme, jeg er af den mening at "Illmatic" er den ultimative definition på hvordan et Hip Hop album bør lyde, og 10 år efter udgivelsen fremstår albummet stadig lige så stærkt som ved udgivelsen i 1994.
"Illmatic" åbner med den Wild Style-samplede "Intro", og glider over i den Primo-producerede "N.Y. State Of Mind", der er den perfekt åbning på et album hvis lige stadig ikke findes. Nas spytter street-poetry som ingen andre rappere er i stand til, og med en Primo i topform, har man allerede fra starten høje forventninger til resten af albummet. Det bedste er at man på intet tidspunkt bliver skuffet. Efter the N.Y.-anthem, ryger vi videre til "Life’s A Bitch", hvor den på det daværende tidspunkt ukendte AZ medvirker som pladens eneste gæsterapper. Man må sige at han leverer varen over L.E.S.-produktionen, og nummeret betød at AZ fra det ene øjeblik til det andet blev betragtet som en en af de bedste rappere i N.Y.C. Primo er manden bag "Memory Lane", næste skæring på albummet, der i mine øjne er det bedste Hip Hop-nummer, der nogensinde er lavet. Jeg har ikke tal på hvor mange jeg har blastet "Memory Lane", og lige meget hvor mange gange jeg hører det, bliver jeg aldrig træt af det. Det er nogle af de bedste tekster Nas nogensinde har skrevet, og passer så godt til produktionen at det næsten er skræmmende. Derefter er det Pete Rocks tur til at være bag mixerpulten på "The World Is Yours", og produktionen passer perfekt til Nas’s tilbagelænede måde at levere hans gennemtænkte og velstrukturerede lyrik på. "The World Is Yours" afløses af "Halftime", der var første nummer Nas udgav, og som kunne findes på soundtracket til "Zebrahead". Large Pro er manden bag dette klassiske Nas-track, der indeholder så mange one-liners at det af pladsmæssige hensyn ikke kan betale sig at remse dem op. Det bliverv også til et enkelt bidrag fra Q-Tip, der med nummeret "One Love", giver "Illmatic" det berømte touch of jazz, og Nas beviser endnu engang sine kreative evner, ved at skrive nummeret som et brev til en homey i fængsel. "One Time 4 Your Mind" er næste nummer, og her er det igen Primo der er den musikalske bagmand, og det samme er tilfældet på up-tempo-tracket "Represent", hvor Nas bl.a. fortæller at han er "the type of nigga who be pissing in your elevator". "Illmatic" afsluttes af med "It Aint Hard To Tell", en Large Pro-produceret banger og et fabelagtigt nummer der rent faktisk var 2. single fra albummet. Som du bør have gennemskuet er albummet en klassiker uden sidestykke i Hip Hop-historien, og hvis du aldrig har lagt øre til første album fra Nas, har du her chancen for selv at konstatere at jeg har ret i hvert et ord jeg har skrevet.
Der er endvidere vedlagt en bonus-disc indeholdede 4 knap så interessante remix af numre fra "Illmatic", samt to aldrig før udgivne Nas-numre. Den gamle mixtape-klassiker "On The Real" får nyt liv med to sprit-nye Nas-vers, men kommer desværre aldrig i nærheden af originalen, hvor bl.a. Cormega medvirker, og spytter dødstrusler direkte til Ill Will’s morder. Det andet nummer er "Style Wars" som Large Pro har produceret, og det er faktisk et rigtigt godt nummer, uden det dog har samme holdbarhedsdato som numrene på "Illmatic". Så selv om bonus-discen er et underholdende indslag, er det stadig unødvendigt at den er der. "Illmatic" kan sagtens bære denne genudgivelse helt alene, og albummet vil for altid fremstå som en lysende stjerne på Hip Hop-himlen. Sådan var det i 1994, sådan er det i 2004, og sådan vil det sikkert også være i 2044. It’s illmatic..