Ying Yang Twins - "Me & My Brother"
Ja jeg må jo nok indrømme at jeg aldrig helt har fanget al den der hype omkring kronk.. Ja, fint nok, Lil´ Jon og Usher teamede da meget godt op på nummeret ”Yeah” hvis man er til diskant-R n´B af værste skuffe, men normalt er jeg jo lidt mere til kloakbeats fra det dybeste New York. Tidligere på året må jeg dog indrømme at min indre festdæmon blev fanget at et næsten hypnotiserende hjernedødt omkvæd fra et nummer, der på dette tidspunkt blev spillet med jævne mellemrum på P3 og andre af landets kommercielle radiostationer. ”Shake it like a Saltshaker!!!” blev der med hæslig, hæs stemme nærmest skreget ud i æteren, og trods sin næsten afskyelige audiotive karakter var der alligevel fængende på en måde der var klam og pirrende samtidigt.
Jeg fandt hurtigt ud af dette drejede sig om skrige-duoen Ying Yang Twins fra A-Town (Atlanta) i staten Georgia i det sydlige USA. Trods min aversion imod de i efter min mening i bedste fald ”interessante” grenskud af hip hop musikken som syden i de sidste mange år har budt på, så var det ufatteligt grimme og fantasiforladte cover med de lige så grimme og fantasiforladte rap-tvillinger Kaine og D-Roc for stor en fristelse til at jeg kunne undlade at anmelde pladen Trods det faktum at mine forventninger på forhånd lå på et sted som selv sydafrikanske diamantminearbejdere ville kalde lavt (eller dybt), er her uden yderligere forsinkelse hvad jeg hørte…
Først bliver vi introduceret for gruppen på "Them Braves", som er et helt klassisk intronummer hvor de to enæggede ævler løs om hvor vilde de er og at nu skal de fandeme kaste ned på den her plade. Det hele er meget trivielt og kedeligt, og beatet, som er en gang storladen orgel under nogle meget kantede handclaps, gør det ikke bedre, selv om producerne, Beat-In-Azz, som undtaget to numre har produceret hele pladen, gør deres bedste for at skam-komprimere det hele til ukendelighed. Ikke en god start, men på den anden side er det jo kun en intro.. ”I wanna bring you into our World”
Så kunne man jo håbe at det blev bedre på næste nummer, men nej… det gjorde det ikke. "Hanh!" er endnu en storladen mega-opsætning af skærende synth-leads, massive strygerarrangementer og knivskarpe claps, det er tydeligvis ikke meget nyt under solen fra producernes side. Hvis så bare rappen kunne redde det, men det kan den ikke. Der nærmeste skriges i omkvædet og selve versene er dubbbet ord for ord, så det hele fremstår som en meget rodet, larmende og igen overkomprimeret affære. Dette nummer kan bestemt ikke anbefales.
"Whats Happnin!" feat Trick Daddy er trods alt et lidt bedre nummer, men med sammenligningsgrundlaget i mente så er det stadigvæk ikke tilstrækkeligt. Beatet er endnu engang en ensartet, komprimeret blanding af strygere, handclaps og lamme synth-leads. Dertil er der blevet så grundigt fyret op for rumklangen, at man skulle tro lortet var blevet indspillet i Roskilde domkirke eller katedralen i Köln, hvilket gør det hele noget sterilt og nærmest tyndt i lyden. Trick Daddy leverer en ok præstation, idet han rent faktisk rapper et reelt vers, hvilket er mere end hvad man kan sige for de to råbe-abers vedkommende, som igen skriger i kor hele nummeret igennem, pu-ha…
"Grey Goose" er et hyldestnummer til alkohol generelt og dens fantastiske indvirkning på mennesker generelt og specielt de to undertegnede rappere. Nummeret er ret uinteressant og endnu engang dupper de hele vers så det ikke er til at holde ud at høre på. Beatet er lidt anderledes denne gang, meget retro og firser-inspireret, hvilket inkluderer en masse bliblyde og en lidt sjov pruttebas. Det gør det dog stadigvæk ikke til et godt nummer, bare en smule afvekslende.
Pladens ultimative festnummer "Saltshaker" feat Lil´ Jon og East Side Boyz er Lil´Jon-kronk til benet, med masser af synthbas, elektronisk fløjte og barberbladsskarpe handclaps. Om man kan lide Lil´ Jons produktioner er en smagssag, men han formår nu alligevel ofte at gøre et eller andet der får selv den mest stivnakkede baggy-buks til at nikke lidt med og den mest poppede vegatøs ud på gulvet i en ruf. Dette er så sandelig også tilfældet her, og selv om omkvædet bliver råbt og skreget og i øvrigt er temmelig intetsigende, så er melodien i det velskrevet og passer perfekt til beatets hårde, diskante klang. Dette er helt klart et lyspunkt på pladen og må generelt betragtes som et af årets bedre festnumre, ”keep it poppin´, till you perculate..” nemli´ ja!
"Georgia Dome" er endnu en omgang råben og skrigen og selv om der er en mindre variation i beatet i form af en velplaceret hyletone, ændrer det ikke ved det faktum at det lyder som alt det forgående. Handclaps, synthbas og et lamt, larmende og mindre velskrevet omkvæd, suk..
"What the F…!" feat Bone Crusher og Killer Mike er kun anderledes ved at tempoet i nummeret er faldet en del og at Killer Mike er den eneste der leverer hvad jeg ville kalde et mere eller mindre normalt vers i traditionel forstand. Ellers lyder det som helheden, larmende og tekstmæssigt tomt. Måske forstår jeg bare ikke kronk og sydens musikalske traditioner.
"Calling All Zones" feat Hitman Sammy Sam og Khujo er en ordentlig gang gotisk og mørk hyldest til rappernes hjemby Atlanta. Beatet som er dunkelt, langsomt og meget fyldigt er egentlig rimeligt vellykket, medens den lyriske side ligger på et smalt sted. Der bliver skrålet en del med hæse stemmer, men trods dette er det dog rent faktisk et enestående nummer, forstået på den måde at det rent faktisk handler om noget. Det er 8 pil op herfra.
"Me & my Brother" er trods sine monumentale strygere i introen et nummer som for min skyld godt kunne være blevet doneret til nogle sultne afrikanere, for det havde det vel gjort nogenlunde lige så meget nytte hos dem som i min cd-afspiller. En kedelig produktion krydret med nogle wannabe raggafyre der i starten fortæller om hvor meget weed Ying Yang Twins ryger og hvor meget alkohol de er i stand til at konsumere, hvorefter de selv gentager disse fakta i et helt nummer.. jeg gider ikke sige mere!
"Hard" feat K. T. er et simpelt nummer, der grundlæggende er bygget op om samme kerne som tusindvis af andre hip hop numre før det, nemlig hvorledes det benhårde ghetto-liv har gjort kunstnerne så hærdede og street-wise, at de ikke behøver anden inspiration, religion, uddannelse eller input end det som gaden og ghettoen kan og har givet dem. Beatet er en bombastisk blanding af monumentale strygere, synthbas og et gennemtrængende guitarsample, men selv om det er relativt interessant er nummeret ikke andet en fortærsket cliché og bliver hurtigt trættende. ”I ain´t going to Church, the Streets been my Teacher…”
"The Nerve Calmer" er et simpelt rygenummer. Hvad gør du, når du er stresset eller på anden måde psykisk ude af balance? Du tænder et kæmpe lyn, ryger det og pludseligt er dine problemer væk som dug for solen. Nu er hash og den slags jo tydeligvis en mere åbenbar og fyldig del af indtil flere rapperes liv og hverdag, men det er jo egentlig bare desto mindre grund til at lave endnu et nummer i den uendelige række af hash-relaterede tracks.
"Naggin´" er så pladens nummer til besværlige kvinder og alt deres brok og samtidigt et råd til mænd om at holde sig langt væk fra den slags rejekællinger. Ja, og det også fint nok, men nummeret er kedeligt, beatet er kedeligt og det hæse omkvæd over en ganske velkendt børnemelodi gør det ikke bedre.
Dertil kommer endda "Naggin´ Part II (The Answer)" udført af Ms Flawless og Tha Rhythum, som måske kunne have været et interessant remix eller noget, men det er blot det samme tema, denne gang blot set fra kvindernes vinkel, samme beat og samme latterlige omkvæd. Lige så kedeligt som sin forgænger…
Pladens sidste nummer hedder "Armageddon", og bag den voldsomme titel ligger en idé om at der en sjælden gang imellem i historien (sådan ca. en gang hver to tusinde år) dukker noget voldsomt og banebrydende frem af guds skaberværk og ændrer verdens gang. Jesus, Muhammed, Napoleon og Saddam Hussein har alle på hver deres måde ændret historien, nogle mere end andre, men i dette tilfælde skulle det så være Ying Yang Twins der var de banebrydende tilkommende på den verdensomspændende historiske scene. Okay, det er selvfølgelig et spøjst indslag som skal sætte lidt kulør på pladen, men selv om det er ment som en morsomhed, så bliver det pinligt i kraft af nummerets lave kvalitet. Produktionen er som alle de andre, uden nyheder og uden sjæl, og de to skrigetvillinger får endnu råbt og larmet sig gennem samtlige 4 minutter så det er et sandt helvede for øregangen.. men nu er pladen da i det mindste overstået.
Hvad skal jeg sige til sådan en udgivelse? Mine forventninger var lave, men jeg var overrasket over at pladen rent faktisk præsterede at være nogenlunde dobbelt så ringe som jeg i min vildeste fantasi havde troet muligt. Kronk og anden hip hop fra Atlanta og syden generelt har en anden lyd en de fleste er vandt til. Det er en anden mentalitet og musisk indstilling der hersker der, det må man tage i betragtning når man anmelder musik med den oprindelse. Jeg vil dog mene at navne som Ludacris, David Banner og Jermaine Dupri blandt andre, trods deres afvigelse fra mine normale præferencer, ind i mellem er i stand til at lave god og innovativ musik. Det er Ying Yang Twins tydeligvis ikke. Trods et par enkelte lyspunkter i form af det virkeligt gode festnummer "Saltshaker", og produktionen/ lyrikken på "Calling all Zones", er pladen monoton ud i det uendelige. Alle beats lyder ens med knaldhårde handclaps som centrum, og det bliver hurtigt ulideligt kedeligt. Værre endnu står det dog på den lyriske side, hvor der udover den totale mangel på noget som helst indhold udover forsuttede hip hop-emner, er en så forfærdelig fonetisk side af pladen at man er ved at bede fadervor og kaste sig i Peblingesøen for at tage sit eget liv. Der bliver konstant råbt, skreget, brølet og vrælet i en sådan grad, at man ville ønske man var født uden ører.
Alt i alt må denne plade siges at være en gang kedelig, larmende og uopfindsomt crap, og kan kun anbefales til hardcore kronk-fans totalt blottet for musisk sans.