De La Soul & CL Smooth på Train
Det var ikke uden forventninger, at jeg bevæbnet med kamera og notesblok satte kursen mod Train, hvor der denne onsdag aften blev spillet op til dans. De La Soul var på plakaten, og som opvarmning stod programmet på selveste CL Smooth. Da jeg ankom til stedet lidt over otte, var CL og hans DJ/hypeman allerede gået på scenen, og var begyndt at gi den gas. Pladsen foran scenen var halvvejs øde, men forreste række var dog optaget af håbefulde unge hiphoppere, der kastede håndtegn efter alt hvad der blev serveret for dem. Et øjeblik følte jeg mig som en gammel knark, men det var hurtigt glemt, da der blev langet klassikere over disken.
CL virkede til at være i et vældigt humør, og numrene blev leveret med en imponerende skarphed. Første nummer, der blev hængende, var Main Ingredient, og derefter kom turen til et vist nok nyt nummer, der hed Love Is A Battlefield. Det var dog klart, at CL lød bedst over de gamle beats. Numre som "Ghettos Of The Mind", "Searching" og "I Got A Love" var lækker halvfemserlyd fra den gang hvor hip-hop var meget federe.
Salen var i mellemtiden begyndt at blive fyldt, og stemningen var ved at være på plads. CL droppede sit vers fra "Down With The King" til stor begejstring for undertegnede, og der blev spillet flere gode numre, indtil slutspurten blev sat ind med Appreciate og endelig nummeret, som vi alle havde ventet på, "T.R.O.Y." Alt i alt en times fornem opvarmning, og CL's skarpe levering blev fulgt op med nogle funky dance moves, der alt sammen bidrog til underholdningen og brød den ensformighed, der ellers er svær at undgå, når besætningen på scenen er en rapper og en dj, der ikke er Static & Nat-iLL.
Efter en lille halv times ventetid, gik Maseo på scenen og begyndte at spille A Tribe Called Quest plader, hvilket vakte jubel hos et taknemmeligt publikum. Endelig gik Posdnuos og Trugoy på scenen, og forestillingen startede med et nummer fra "The Grind Date"; "Verbal Clap". Derefter var der dømt klassikere, og vi fik "Potholes In My Lawn" og "Stakes Is High", hvorefter den stod på endnu et nummer fra den nye plade, "No", hvor de fik hjælp fra Butta Verses. Denne recept med 2-3 klassiske numre fulgt op med et nummer fra den nye plade holdt hele showet igennem, hvilket egentlig fungerede meget godt.
De La Soul lagde i deres show meget vægt på at få publikum med, hvilket i perioder fungerede meget godt, men især til sidst virkede det som om, at de var ret irriterede over at nogen bare gerne ville sidde og nyde musikken og ikke havde lyst til at stille op i råbekoret. Nogen i salen syntes det var meget sjovt, at dem på stolerækkerne måtte modtage en sviner fra scenekanten, men personligt synes jeg det var uværdigt for et stort navn som De La Soul. Desuden gjorde det, at disse råb fik lov til at køre en omgang eller to for meget, så det gik fra at være halvsjovt til nærmest kedeligt, og gjorde ventetiden inden næste hit lidt længere end ønsket.
Det kan dog ikke benægtes, at vi blev godt forkælet med hits, og 15 års hitproduktion er nærmest garanti for en god aften. "Saturday", "Me Myself & I", "Ego Trip II", "Oooh!" lød alle fantastisk, men "All Good" lød lidt fattig med Chaka Khan på pladespilleren i stedet for en eller anden levende syngesild.
Showet sluttede desværre med den evigt pinlige seance, hvor der skal hives en hel masse tøser op på scenen. Uanset hvad der blev sagt fra scenen for at forsvare denne del af showet, kan jeg ikke give point for det. Det er langtrukkent og kedeligt, og numrene "Baby Phat" og "Shopping Bags" som udgjorde soundtracket til denne optræden, hører ikke til i min bog af De La Soul klassikere.
Som ekstranumre fik vi "Bionix" og et par andre, og "Ring Ring Ring" lukkede og slukkede. Samlet set var det en lidt skuffende forestilling. Vi fik de hits, vi var kommet for at høre, men ellers var der intet nyt under solen. Lidt for mange partyråb imellem sangene, og lidt for trist, at der absolut skal hives tøser op på scenen hver gang. Better luck next time.