Profil: The Game (US)
The Game spiller på Arena søndag kl. 15:30
"Straight Outta Compton, a crazy motherfucker named Chuck Taylor / Ridin' with a 12 gauge, nigga fuck haters! / I got a debt to pay, and it's a for Eazy / I'll blast any punk motherfucker who don't believe me!"
Nogenlunde sådan introducerede The Game sig til hiphopverdenen på diverse mixtapes i 2003. Med den mørke, lidt rustne stemme, der burde tilhøre en meget ældre mand end The Game, kan han virke truende på plade. Med en påstand om han sover med en ladt AK-47 under sengen i Compton, er der ikke så meget der tyder på førsteindtrykket lyver.
Lynhurtigt blev The Game kendt som et enmands NWA, der havde fået Dr. Dre's velsignelse til at genoplive 'the world's most dangerous group'. I den kommende tid fortsatte han med at fyre skræmmende gode freestyles af på både vest- og østkysten, der fik alle fra Talib Kweli til Ludacris til at give den op.
Signet til både Aftermath og G-Unit Records udkom debut'en "The Documentary" i forået, og ikke så få kaldte det det bedste gangsta-rap album siden Death Row's storhedstid. Albummet er dels en hyldest til de største succeser i rapmusikken, og samtidig en ret ublu hyldest til The Game selv, og hans ankomst på rapscenen. Det var pakket med gode beats fra folk som KanYe West, Just Blaze, Cool & Dre og selvfølgelig Dr Dre selv, og så havde hitmakeren 50 Cent også rullet et par tricks ud af ærmet i omkvædsafdelingen. The Game er selvfølgelig lidt af en slagsbror, men han har også meget at byde på lyrisk, hvis man lytter efter. Bl.a. leverer han en blændende social kommentar på sidste vers fra Hate It Or Love It:
"Waitin on shop money to lamp, sittin in the Range
Thinkin how they spent 30 million dollars on airplanes
when there's kids starvin
'Pac is gone and Brenda still throwin babies in the garbage
I wanna know "What's Goin' On" like I hear Marvin
No schoolbooks, they used that wood to build coffins
Whenever I'm in the booth and I get exhausted
I think what if Marie Bank had got that abortion?
I love you ma!"
Fra starten forstod The Game også at involdvere sig i de rigtige beefs. salgsmæssige fiaskoer som Joe Buddens og Memphis Bleek har fået et par slagord med på vejen karrieren igennem, mens The Game hurtigt reddede sig ud af en begyndende battle med Jay-Z. Desto bedre 'The Documentary' klarede sig, desto mere selvsikker blev The Game også. Først smed han sin NWA-kæde og lovede at klare sig på egen hånd. Derefter droppede han G-Unit, og nu er der udbrudt fuld krig med den gamle chef 50 Cent.
Til dette års store Summer Jam koncert annoncerede The Game at han nu er "G-uNOT" og på ingen måde har noget med 50-Cent eller de andre fra G-Unit at gøre. Når vi oplever The Game på Roskildefestival, er det en af de mest beef-plagede artister i industrien lige nu.
Chancen for han siger noget kontroversielt er derfor overhængende, og det kan ofte være direkte proportionelt med underholdningsværdien. Man kan forvente vaskeægte gangstarap fra The Game, når han træder på scenen, og hvis vi er heldige er der endda et par NWA-tributes med i showet. Desuden går rygterne på han medbringer en anden Compton Blood gangster som DJ, nemlig ingen ringere end DJ Quik, hvilket må siges at være lidt af et scoop.
Tre numre, der er værd at være på udkig efter:
Dreams: Over en sublim KanYe West produktion rapper The Game om sine håb og drømme, og om hiphoppens storhed og fald.
Hate It Or Love It: The Game viser han kan rulle versene af sig med uimponeret lethed i skøn duet med 50 Cent over en Cool & Dre sommersmashhit-produktion. Det bliver især spændende at høre på Roskilde om The Game leverer den nyindspillede disversion dedikeret til den tidligere medrapper 50.
300 Bars: Et femten minutters disnummer, hvor The Game langer ud efter de andre i G-Unit over klassiske numre fra Mobb Deep, Eazy-E og Jay-Z.