En god aften på Train
for anden aften i træk nåede vi ikke showets start på Train, men denne gang var der ikke nogen trafik eller noget som helst andet at bebrejde - udover os selv naturligvis. Jeg vidste på forhånd godt at det var uheldigt, for min gamle homie Hennesey stod først på plakaten, og da han og resten af Rent Mel - ifølge ham selv - havde givet et godt show til Took It for et par år siden, gik jeg også glip af det, fordi vi kom for sent. Det er jo ikke fordi vi gerne vil komme for sent, men showstart kl.20:30 er bare en tand for tidligt for mig.
Organiseret Riminalitet var et stykke inde i deres sæt da vi kom, og der var rimelig mange mennesker i forhold til at det stadig var rimelig tidligt på aftenen. Fra min plads bagerst i salen kunne jeg se at O.R. havde følgeskab af nogle live-musikere, men lydbilledet var simpelthen så rodet og larmende at det skar i ørerne på mig; måske var de bare nået til den del af deres show, hvor de wilder out? Jeg plejer ellers at have masser af tid tilovers for O.R., men lyden var nærmest infernalsk, og da jeg stødte på Tom K fra hiphop.dk-redaktionen senere, bemærkede han også at diskanten havde været alt for dominerende og at det havde gjort ondt i ørerne.
Når der er Århus Took It kan man næsten sætte sine sparepenge på at Joe True og hans faste sidekick, Machacha, får lov til at underholde publikum i en halv times tid, og i år er heller ingen undtagelse. Egentlig er det en lidt mærkelig bookning fra Henning Winthers side, for Joes album er stadig ikke udkommet og der er ikke rigtig kommet noget nyt på gaden siden sidst, så relevansen (udover at det er hiphop, naturligvis) var måske ikke den allerstørste i år. Ikke at det gjorde publikum noget, for de så ud til at nyde True classics (get it?) såsom "Nørrebro Hotride" og ikke mindst "Gadeplan" - sidstnævnte må være en af de bedste danske bangers nogensinde.
Dagen i forvejen havde J-Spliff fået lidt scenetid af Saigon, som han benyttede til at spytte lidt ild, men fredag var scenen hans. Diverze stod bag pulten og ind kom Spliff sammen med sine to hypemænd, Substance og Nappion. Hvordan en svendborgenser har formået at gøre Århus til sin hjemmebane forstår jeg ikke, men for fanden hvor crowden elsker den weedpuffende tandtekniker, men man må også sige at der bliver arbejdet for sagen, for knægten står jo ikke stille i 2 sekunder ad gangen. "Three Sixty" er navnet på J's kommende album, og jeg er også ret sikker på at vi kom tæt på hele vejen rundt igår. Tjek iøvrigt en mere detaljeret anmeldelse af showet senere her på sitet...
Apropos hjemmebane, så var det blevet Jødens tur til at rocke huset, og hvis man havde befundet sig bare et par meter indenfor hans selskab ude bagved, så kunne man ikke undgå at lægge mærke til eller høre om hvor meget han glædede sig til at optræde til Took It - denne gang med et album i ryggen. Flankeret af Hefty og en maskeret mand, som de fleste nok godt kunne se var J-Spliff, kom Jøden på scenen, men først efter at hans producer og dj, Static, havde fået lov til at cutte den lidt op og give en smagsprøve på sine skills på pladespillerne. De fejler ikke noget for at sige det mildt, og gang på gang bliver jeg imponeret over den - og her må jeg lige ty til nogle engelske udtryk - attention to detail og flawless execution som Static fremviser. Det er imponerende. Igen, der kommer en fuld anmeldelse af showet senere, men en kort opsummering vil nok lyde nogenlunde sådan her: det bedste show Jøden nogensinde har lavet, og jeg husker ikke et publikum til Took It, der nogensinde har været så medlevende.
Aftenens hovednavn var sædvanen tro fra guds eget land, og jeg stod på forhånd og tænkte "Hvis Pharoahe ikke kan få rocket huset i aften, så skal han satme levere et dårligt show!". Publikum på Train var ganske simpelt i godt humør hele fredagen, og stemningen i huset var fremragende. Vores vært, Jay-B, sagde også til mig "Jeg kan mærke det bliver en god aften, Kim. Jeg kan bare mærke det". Han fik ret. Med X-ecutioners dj'en Boogie Blind bag de to 1210'ere indtog Pharoahe scenen, og med sig havde han som sædvanlig to korsangere, hvoraf den mandlige (Showtime kalder han sig vist) altid er billetpengene værd alene. Pharoahes show havde som sådan ikke noget nyt og revolutionerende at byde på i forhold til de sidste par gange han har været i Danmark, men der var naturligvis en del numre fra det nye album, "Desire", som var blevet tilføjet, og hvis ikke du allerede har været ude og købe det album, så synes jeg du skal komme i sving, for det er i min verden årets bedste udgivelse indtil nu. Pharoahe er en følelsesladet mand at se på, og nogengange når han rapper ser det nærmest ud som om at han er i fysisk smerte, imens han andre gange har et kæmpe smil på - det vigtige her er dog at det altid ser ÆGTE ud. Det er ikke påtaget, og det kan altså godt mærkes når sådan en energi og følelse i musikken bliver overført til et publikum.
Vi fik naturligvis numre som "Fuck You", "Desire", "Push" og ikke mindst "Simon Says", men egentlig var det her sådan en type koncert, hvor Pharoahe kunne have spillet hvilke som helst numre, og det havde stadig været voldfedt. Kombinationen af et publikum der var helt oppe og ringe efter en fremragende aften og en rapper der altid giver sig 110% kan bare ikke gå galt! Det kan godt være at den tidligere Organized Konfusion-rapper "blot" var en erstatning for legenden Rakim, men efter en karriere på mere end 15 år selv, er Monch vist også der hvor han efterhånden når en vis legende-status; jeg tøver ihvertfald ikke med at kategorisere ham som en af de bedste aktive rappere på planeten. Eneste minus ved showet var at han ikke spillede sin version af "Welcome to the terrordome", men det kan godt tilgives.
For lige at vende tilbage til det med de tidlige shows og min fantastiske evne til at misse Hennesey live, så stødte jeg naturligvis ind i knægten, som jeg ikke har set i et års tid, og han havde det største smil på læberne da han sagde "Så du showet?". Jeg overvejede et kort øjeblik at lyve, men valgte istedet at stå ved min kolo-enorme brøler.. Skuffelsen stod malet i ansigtet på Hennesey, og det eneste han kunne sige, var at jeg stod til dumflade. Jeg skylder i baren, Hennesey!
Back to the program, og da Pharoahe havde forladt scenen gik vi ud i backstage-området og fik vores drink on - egentlig imponerende som en god stemning i salen kan frembringe en tilsvarende stemning ude bagved, for sjældent har jeg oplevet kunstnere der opførte sig så uhøjtideligt og bare hyggede sig generelt. Nå ja, det var så lige indtil Saigon og hans crew kom; de havde (surprise surprise) misset deres fly, og nu valgte de så at husere til Took It istedet, men de blev godt og grundigt ignoreret af de fleste, som egentlig bare var ude på at have det hyggeligt og more sig.
Det gode humør og den gode stemning fortsatte til afterparty'et, som Boogie Blind lagde soundtrack til. Der blev danset, skålet og festet lige indtil vi blev smidt ud af Train.
Det blev en god aften.