Først en undskyldning til Pede B, hvis optræden vi desværre missede da turen fra København tog lidt længere tid end forventet, men vi var tydeligvis ikke de eneste der ikke var kommet til starten af dette års Took It. Da vi trådte ind af døren til Train var Jeppe "Jay-B" Bisgaard, der i år må klare sig uden sit faste sidekick, Jøden, igang med at gøre klar til at introducere den næste kunstner på scenen. Det må have været et utaknemmeligt job at skulle holde gang i de få mennesker der var mødt frem på dette tidspunkt, og man kan til tider godt have lidt ondt af de kunstnere - og værten - der får de tidlige gigs på Took It. Anyways, efter 3-4 minutters uafbrudt speedsnakken fra Jay-B, var vi klar til den næste - og i vores tilfælde første - kunstner.
Den Fede Spiller aka MC Meller kom på scenen i hvad der bedst kan betegnes som en Fat Joe-udklædning, og for en gammel, bitter, udbrændt hiphopper som undertegnede, er det svært ikke at krumme tæer, når man ser noget der ser så påtaget ud. Anyways, Næstveds Finest havde taget Jeppe Rapp med som hypemand, og de forsøgte så godt de kunne at få gang i folk, men det er altså ikke nemt når der for det første ikke er særlig mange mennesker, og for det andet så var de få der var, ikke specielt bekendte med Mellers materiale. Jeg må indrømme at jeg ikke selv er videre velforvaret udi Mellers bagkatalog, men jeg husker da jeg første gang stiftede bekendtskab med ham til DM i Rap 97 - heller ikke dengang var jeg imponeret, hvilket nok skyldes at råbe-hiphop ikke just er min kop te. Der er gået 10år siden dengang, men det er der ikke nogen der har fortalt Meller, for teksterne, flowet og mikrofon-teknikken var på samme stadie, men det må næsten være udfra devisen "If it ain't broken, don't fix it". Well, It's motherfucking broken, partner! Helt ærligt, det er trist at jeg skal sidde her og svine en optrædende til, men jeg kan ikke finde en eneste god ting at sige om Mellers optræden, og hvis man havde set det på video, ville man tro at der var tale om en dårlig parodi på hvad hiphop har udviklet sig til på MTV. Måske skulle jeg tage imod det gode råd der lyder, at hvis man ikke kan sige noget pænt om andre, skal man ikke sige noget, så vi må videre i programmet.
Næste levende billede var Gisli, og for undertegnede var det første gang at jeg skulle se ham optræde live, hvilket jo altid er lidt spændende. Flankeret af DJ Talkback og en "ung smuk mand" - Gislis egne ord (no homo) - indtog han scenen og begyndte at give prøver på nogle af numrene fra sit album, "Kisses from a bastard". Talkback imponerede mig en hel del, bl.a. ved at spille trommerne direkte på en trommemaskine og lave talkbox. Beats'ne fejlede bestemt ingenting, og Gisli og hans kumpan viste masser af energi på scenen, og på det her tidspunkt var der også kommet en hel del mennesker til, så crowden var ved at være oppe på tæerne. Gislis lidt alternative form for hiphop kom ganske godt til udtryk live, men - og det her er en generel betragtning for hele Took It - så er der mange af de "mindre" navne, der gerne må få lidt kortere tid, da man ofte står og tripper efter at den næste skal komme på, da der er for meget fyld.
Revoltage, der tidligere har været på scenen til Took It for at levere en lille teaser på, hvad det egentlig var de gik og bryggede på, begyndte at gøre klar til at gå på scenen, og det betyder bl.a. opstilling af live-instrumenter, hvilket - i min lille verden - som regel betyder at energi-niveauet til en koncert kan nå nogle højder, som det er svært at opnå, når en person som f.eks. Cormega tager sin tourmanager til at skifte cd'er. Ok, eksemplet er lidt søgt, men mon ikke min pointe er opfattet..
Bandet indtog scenen, og Es og Sven fulgte efter i hver sin flyverdragt; egentlig et lidt komisk syn, eftersom at Sven er nogenlunde dobbelt så høj som Es. "Livsforsikring", "24 Timer" og "Viva La Revoltage" er de tre bedste numre på pladen efter min mening, og lige netop de tre numre fungerede også rigtig godt live, imens nogle af de andre numre måske blev lidt for rodede. Rodet blev det dog først da SupaJan, Kasper Spez og Nappion også skulle på scenen og rappe med, men publikum kunne ret godt lide det, og hvad showet måske manglede af musikalsk kvalitet blev der mere end godtgjort for i energi og attitude. Jeg havde ikke forventet det helt store af Revoltage, men må indrømme at jeg stod tilbage med en lidt positiv stemning, da showet var forbi - måske egentlig mest fordi at der er nogen der har turde at gøre noget, der er bare lidt anderledes end normen i dansk rap. Eneste reele kritikpunkt fra min side må være, da man besluttede sig for at der skulle råbes "Befri Humme" - Humme er ganske givet en flink fyr og en dygtig rapper, men du får altså ikke mig til at råbe "befri Humme" (eller nogen som helst anden for den sags skyld), medmindre at jeg ved hvad vedkommende har gjort og at jeg opfatter det som reelt justitsmord. If you can't do the crime...
Aftenens hovednavn var Saigon - en rapper mange ser som en af fremtidens helt store stjerner på hiphop-scenen. Der kommer en særskilt anmeldelse af koncerten senere her på sitet, men ganske kort vil jeg sige at energiniveauet var ekstremt højt ifht. hvad man normalt ser fra New York hiphoppere, og Saigon virkede til at være tændt og i godt humør, hvilket virker bedre på mig end en der står og spiller hardcore og sur. At man så også lige fik en anekdote om hændelsen den anden dag, hvor Saigon slog Prodigy i gulvet gør jo heller ikke noget...
Afterpartyet blev uden vores deltagelse, men fredag er en ny dag, og Took It er for alvor igang nu!