Lørdag Took It, mayn!
Min telefon ringede lidt over middag, og i den anden ende af røret var danmarks hiphop-fotograf numero uno, Jesper Skoubølling. "Hvad så Blim, vi er på vej hjem. MC Eiht var ikke på flyet!". F**K! Nej, lad mig omformulere det og smide censuren på porten: Motherfucking fuck of all fucks!
Eller man kunne naturligvis også sige det på den helt rigtige måde: Shiaaat! Compton's Most Wanted, MC Eiht, var nu blevet til Århus' Most Wanted!
Jeg må indrømme at MC Eiht nok var den kunstner jeg havde glædet mig mest til at se på dette års Took It - ikke fordi han har leveret noget fantastisk materiale de sidste 10 år, men fordi at de gamle CMW-plader står som klassikere i min bog, og jeg har aldrig set ham live. Og nu kommer jeg aldrig til det. Sådan noget pis!
I det mindste var det lykkedes at finde en afløser i form af J-Ro, men når man tænker på at han nok har optrådt mindst 10-15 gange på dansk grund, og vel nærmest står til et dansk statsborgerskab sammen med Maylay Sparks, så var min første tanke godt nok at det var en noget tynd substitut. Men props til Henning Winther for overhovedet at finde en med så kort varsel!
Nogle timer senere træder jeg ind ad døren til Train, klar til at se om aftenens noget independent-prægede program kan få folk op af stolene, eller om deres tekst-univers måske er for undergrund til at man kan forvente at crowden giver den gas.
Som aftenens første kunstner træder Chief Kamachi ind på scenen, og han bliver bakket op af DJ Illegal - som iøvrigt også agerer DJ for Jus Allah og Supastition. Som det måske kunne forventes er Train ikke engang halvt fyldt kl.20:30, men der er dog samlet en pæn flok foran scenen, og selvom der har lydt et par sure kommentarer hist og her om MC Eihts udebliven, har det tilsyneladende ikke påvirket koncertgængernes humør alt for meget, for de er på lige fra starten. Kamachi stiller op uden hypemand, og han gør det faktisk ganske glimrende og lyrikken går klart igennem, så alle kan følge med - også førstegangslyttere og folk der ikke er helt fortrolige med chefens rim. Jeg havde ærlig talt ikke de store forventninger til Chief Kamachi på forhånd, men følte mig ganske glimrende underholdt, så man kan sige at aftenens første koncert var en succes. Det må iøvrigt heller ikke være nemt at være første mand på scenen lørdag aften, hvor folk har to dages hiphop og fest i kroppen, hovednavnet er aflyst og spillestedet kun er halvt fyldt til at starte med.
Der var kommet en del flere folk på plads, da Jay-B og Jøden præsenterede den næste kunstner som en mand, der var helt utrolig laidback og flink backstage, men som angiveligt blev ond og sur når han gik på scenen: Jus Allah. Ganske rigtigt så han mere end almindeligt hardcore ud, og rimene blev da også spyttet med en aggressivitet som Århus aldrig har set magen til. Publikum gik amok og det var nu tydeligt at MC Eiht indtil videre var gået i glemmebogen, og at alle var kommet for at have det sjovt og høre noget god musik.
Fresh siger jeg bare, for stemningen var langt bedre end om torsdagen, hvor Ghostface - efter min mening - leverede et show, der kun var marginalt bedre end det Fat Joe spiste os af med i Vega tidligere på året. En koncert jeg uden at tøve kalder den værste nogensinde, så det sætter ligesom tingene lidt i relieft.
"That's what's up!" var hveranden sætning ud af Jus Allahs mund før og efter numrene, og han var tydeligvis pænt imponeret over det danske publikums entusiasme og kendskab til musikken. Undertegnede har ikke den store viden om Jus Allah, men ganske som under Kamachis sæt, kunne man tydeligt høre alt hvad der blev sagt, og de tekniske skills kan man ikke betvivle. Aftenen havde altså indtil videre budt på to positive overraskelser, og det kan man jo ikke brokke sig over...
Aftenens tredje act var Supastition, der iført en Kasper Spez t-shirt med ordene "Drik din mælk, lav din rap, luk røven" påtrykt, indtog scenen og gav et hæsblæsende show, fyldt med energi og effekt, så de få publikummer der før havde stået i arrogante b-boy-stances med armene over kors, nu måtte overgive sig og give den op. Der blev fyret acapella-rim af, crunk blev disset og i det hele taget rappede han sin røv i laser, og dem der ikke kendte Supa på forhånd kan du nu finde nede hos den lokale pladepusher, hvor de desperat forsøger at få sig endnu et fix af Supastitions materiale. Jeg var især imponeret over acapella-delen, hvor man tydeligt kunne høre at Supa har en fortræffelig mikrofon-teknik udover at rimene var pisse-fede! "You can say I'm from the other side of the South!" - Han understregede op til flere gange, at han ikke kom fra "The Dirty South", hvor de spytter Crunk ud som skidt fra en spædekalv, og der var da heller ikke meget bling bling og crunk over ham. Heldigvis. 3-0 til Henning Winther for aftenens program, men det var først nu at den store prøve skulle beståes.
Med Eihts aflysning var meget af lørdagen afhængig af J-Ro's optræden, og jeg var ret skeptisk - også selvom fredagens mindblower, J-Zone, havde valgt at blive en dag ekstra i Århus for at give J-Ro en hånd med. Helt ærligt: hvor fedt kan det blive når showet skal planlægges på under 12 timer, og de to aldrig har optrådt sammen før? Og en DJ, der ikke normalt optræder med J-Ro? Og J-Zone aldrig har været hypemand før? Come on mayn, hvor fedt kan det blive?
"FUCKING FEDT" er svaret, og jeg har aldrig set en mere oplagt J-Ro (heller ikke sammen 'Liks), og når man så har med folk at gøre, der overhovedet ikke er højtidlige eller selvoptagede, så bliver stemningen automatisk meget, meget bedre! Vi kom gennem adskillige af Alkaholiks' klassikere, såsom "Daaaamn" og "Hip Hop Drunkies", og jeg tror faktisk ikke at der var en eneste person blandt publikum, der skænkede en vis Compton-rapper en tanke på nuværende tidspunkt. J-Zone havde det store grin på, J-Ro rappede som om hans liv afhang af det og DJ Equal, der iøvrigt er noget nær den mest atypiske hiphop-dj hvis man kigger på fremtoningen, havde på forunderligvis fået forberedt sig på det, J-Ro kalder for "My life as an Alkaholik". Tilsammen lavede de tre et show, som efter min mening var Took It's højdepunkt i år, og efterfølgende må man bare bøje sig i støvet for Henning, nej fuck det: KONG Winther, som fik trukket den vildeste kanin op af hatten; det har helt sikkert været en af de kaniner, Gnags i sin tid sang om, for de bliver ikke vildere end det her! Showet sluttede med "Only when I'm drunk", og bedre afslutning kan man ikke forestille sig på tre dages hiphop...
Vi ses om et år!