Tical! 2.del af interviewet med Method Man
Yes sir, så er vi klar til at fortsætte hvor vi slap sidst, nemlig backstage sammen med M.E.T.H.O.D. Man og undertegnede, DJ Power. Hvis du ikke allerede har læst første del af interviewet, så er det bare med at komme afsted og få det ordnet, for forberedelserne skal være iorden, før vi kan gå videre!
And now ladies and gentleman... I det orange hjørne og de sorte handsker: DJ Power! I det sorte hjørne med Wu-formede handsker: Method Man!
Let's get ready to ruuuuumble!
Buckshot har sagt man bliver betragtet som gammel indenfor rap, når man passerer de 30. Kan du relatere til det?
Ja, sagtens. For når du er "that nigga", så klapper alle folk dig på skuldrene, de returnerer dine opkald og de kommer til dine koncerter. De fortæller dig konstant hvor meget de elsker dig og var vilde med dit vers på dit og dat. Når de så kan fornemme at det begynder at gå ned af bakke, så ringer de pludselig ikke tilbage. Man går forbi dem, og før i tiden var de helt vilde med dig, nu kan de knapt nok hilse på dig, for du er ikke en rigtig person i deres øjne mere. Og så er der alle de yngre fans, som måske ikke engang ved hvem du er, for de var måske 10år gamle da "Enter the 36 chambers" udkom, og de lyttede ikke til det dengang - nu lytter de så til nogen andre og aner ikke hvem Wu er - og de er også pisseligeglade.
Jeg vil ikke sidde her og spille smart, men jeg har lavet det her i 12 år, og jeg kan stadig tage et hvilket som helst sted hen i verden og blive genkendt - det gør mig til en legende. Og jeg siger det virkelig ikke for at prale, men det er facts. 10 år indenfor den her branche gør dig til en legende, 20 år så kan du kalde dig selv for et ikon. Det handler ikke om at være oldschool eller sådan noget, men hvordan kan det være at Luther Vandross som har været fremme i 25+ år går platin hver gang, han udgiver et album? Fordi han har et dedikeret publikum, som har fulgt ham hele tiden. Vores publikumbase er langt mere skrøbelig, de finder et nyt navn hvert år, fordi der er så meget, der bliver udgivet. Jeg kan godt lide noget af det nye der kommer, men jeg hader virkelig meget af det. Jeg hader når det bliver monotont - gør ikke rap til noget om smykker, tøj og tøser, for vi har langt mere substans end det. Hvis vi kan snakke om mere end det, kan vi opnå noget!
Visse folk har haft problemer med at du har lavet film, bl.a. har U-God kaldt dig "Hollywood"..
What, har U-God sagt det? Nå, men det er min bror, og hvis han siger det, så er det sådan. Jeg er "Hollywood". Jeg ville ikke finde mig i det hvis andre sagde det, men når han siger det, er det ok.
Seriøst, jeg har det sådan at jeg er den eneste, der skal forsørge min familie, og hvis jeg er god til noget, hvorfor så ikke udnytte det. Lad mig sige det sådan her: alle dem der står og brokker sig og snakker om at jeg er med i film osv., ville tage min plads uden at blinke, hvis de fik muligheden. Jeg lytter slet ikke til den slags folk - hvordan kan de være sure på mig, over at jeg får endnu en check? Er de fucking stupid? Jeg gør præcis det jeg har lyst til, og jeg er pisseligeglad med hvad folk siger.
De havde en artikel i Vibe, hvor de bl.a. spurgte om folk kunne huske dengang Redman betød noget? Er de fucking skøre? Redman hænger stadig ud i New Jersey, og den journalist, der skrev det skulle prøve at tage til New Jersey med Redman. Jeg har prøvet det, og Red bliver behandlet som borgmesteren af byen! Hvad fanden bilder en journalist sig ind at skrive sådan noget lort? Helt ærligt, magasinet har så meget magt over læserne, som i deres hjernevaskede tilstand tror på alt hvad medierne fortæller dem.
Det er det samme som min situation, når folk snakker om mine oplevelser med skuespil: det er straight up hatin'! Punktum. Det er hatin'!
Føler du ikke at det lige pludselig er blevet ok at "blive gammel" indenfor hiphop - at respekten er begyndt at komme tilbage til de lidt ældre kunstnere. Jeg snakkede med Chuck D om det her, og han synes han kan mærke en forandring..
Jeg ved ikke rigtig, mand.. Chuck D har banet vejen for meget af det social-bevidste hiphop. Det var som man ikke kunne tillade sig at så tvivl om Public Enemy, selvom der var nogen der forsøgte. Men Chuck D kan ikke gå til et Lil Jon-show og få respekt fra det publikum, for de aner ikke hvem Chuck er. Så svaret må vel være nej, for det er de unges branche, og det må vi bare acceptere. Tingen er: hvordan følger vi med? Hvordan sætter vi trends'ne? De unge har brug for os til at bane vejen for dem, de har brug for at vi viser dem hvordan tingene skal gøres. De har ikke brug for at vi bare står tilbage og siger "Vi har været der, vi har gjort det".
Lad os snakke om noget helt andet: Hvad var egentlig din motivation for at lave "Bring the pain"?
Jeg skrev nummeret til et helt andet beat faktisk. Jeg plejede at optage musikvideoer og så rappe mine egne tekster henover dem, og "Bring the pain" er lavet henover Masta Ace's "Jeep Ass Niguh". RZA har altid haft beatet liggende, og ligeså snart vi begyndte at arbejde på mit solo-album, sagde jeg til ham at jeg ville bruge det. Slutresultatet bærer egentlig præg af at jeg var på dust hele tiden, og det synes jeg godt man kan høre. Tical! Tical!
Men du var ikke helt tilfreds med albummet - du har endda sagt at det er det dårligste af alle Wu's solo-albums?
Jeps. For vi var konstant på tour da jeg lavede det album, og den tour var for at promovere Wu-albummet. Der skete en masse ting på det tidspunkt, som gjorde at jeg ikke var fokuseret: U-Gods søn døde. Der var oversvømmelse i RZA's kælder, så vi mistede en masse beats.. Det gjorde hele processen sværere, men fans'ne kunne godt lide slut-resultatet alligevel.
"Stimulation"-beatet gik tabt og RZA måtte genskabe det så godt han kunne. "Release Yo Delf" og "Meth vs Chef" gik også tabt og måtte laves helt forfra..
Dengang var Wu det absolut største - hvordan påvirkede det jer?
Jeg mistede jordforbindelse og havde mit hoved oppe i min egen røv konstant. Der er intet der kan sammenlignes med at være på en klub imens du har et hit ude. Vi begyndte også at være lidt til skade for vores egen karrierer, folk begyndte at misse shows og interviews og tage let på tingene. Resultatet af sådanne ting behøver jeg ikke engang fortælle om - derefter var det ikke helt på toppen, vel?
Hvad var jeres største fejltagelse dengang?
Det begyndte med den tour vi tog på sammen med Rage Against The Machine. Man kunne ikke vide hvilke Wu-Tang medlemmer der ville dukke til hvilke shows. Så droppede vi ud af touren, og det er det værste man kan gøre, for så har man automatisk promotere og bookere imod sig, og det er på tours at man tjener de store penge. Promoters er nærmest som en lille hemmelig klub, hvor de allesammen kender hinanden, og det gør det ikke nemmere at komme ud på de store arenaer! Vi har jo for fanden spillet sammen med Metallica for over 30.000 mennesker, og det er utroligt! Vi spillede i Rotterdam med Metallica, Prodigy og Rage Against The Machine - det var vildt, der var oceaner af folk - og det var udendørs! You white guys know how to party!
Men I har også sagt at I kunne udnytte Wu-brandet og optræde ni forskellige steder i verden, og folk ville stadig opleve Wu-Tang konceptet?
Det har vi gjort masser af gange! Jeg kan huske et show i London - og London er et svært sted at spille, for publikum er så krævende - hvor vi var fire på scenen, og publikum var pissesure over at det ikke var hele Wu, der var der. Vi spillede alle hits'ne, men det var ligegyldigt.
Du var ikke helt tilfreds med dit første album, men "Tical 2000: Judgement Day" er nok det mest værdsatte af dine albums?
Som jeg sagde til dig.. Svampe! Svampe er fede! Svampe er et fedt stof, mand! Svampe og e-piller. Jeg var holdt op med at ryge dust dengang, men svampe og e-piller! På det tidspunkt gik jeg faktisk meget til tandlægen, så jeg havde sting i min mund, da jeg lavede "Judgement Day"-tracket. Jeg var ude af kontrol, men jeg elsker det album. Elsker det! Det album klarede sig faktisk bedre end det første rent salgsmæssigt, men vi valgte de forkerte singler fra albummet, hvilket i store dele kan tilskrives Kevin Liles. Jeg plejede at elske Kevin Liles, men han mistede lidt tiltroen til mig.
Der har været så meget drama mellem dig og Def Jam, men nu er du omsider væk derfra?
Nej, jeg er stadig på Def Jam. Der kan du bare se, folk mister tiltroen til en, og det har alt sammen noget med Kevin Liles at gøre. Han mistede endda tiltroen til Redman. Jeg havde troet at en mand med hans erfaring vidste at det var vigtigt at holde fast på kunstnere som Redman og mig. Især med det show som vi kan levere, for mange kunstnere ved ikke hvordan man optræder live, og jeg har ikke tænkt mig at bruge penge på at se en rapper gå frem og tilbage på scenen. Jeg har ikke brug for en masse tricks, fyrværkeri og eksplosioner - jeg har ikke brug for noget af det lort. Når de kunstnere så kommer til et mindre sted, så kan de ikke læne sig op ad de billige effekter, og så aner de ikke hvad de skal lave.
Du har altid haft en lidt "gotisk" vibe over dig, hvor kommer den fra?
Tegneserier mand! Seriøst, tegneserier. Og så elsker jeg horrorfilm og sci-fi film, så det kommer med på mine plader. Jeg elsker de seriøse seriemordere i horrorfilm - ikke dem med de corny vittigheder lige inden de dræber nogen. Det skal være hardcore mordere, der kun går efter at dræbe folk; dem som er onde uden at der egentlig er en grund til at være ond. Jason. Michael Myers. Jeg elsker bare gyserfilm - hvad er det nu han hedder.. Han lavede "Suspiria" (Dario Argento).. Kom nu mand, I ved at "Suspiria" var uhyggelig som bare fanden, da I var små! Den måde han satte filmen sammen på - det er en stor inspirationskilde for mig!
Hvad med de helt gamle, Hitchcock og den slags?
Alfred Hitchcock var dyb! Jeg gad godt vide hvad der foregik i hans hoved! Og Poe! Edgar Allan Poe, hvad fanden var han på? "Raven" - oooooh! Den slags mennesker må have nogle mørke steder i deres sind, og når man så tager ting fra de helt mørke steder og bringer frem i lyset, så ved man bare at det er grimt! Og jeg er venstrehåndet, så jeg er altid i den mørke side af mit sind! Ondskab med en mening er det eneste rigtige! Tag nu Jason-figuren - han var ond for at gøre sin mor glad! Der var en mening med det hele.
Som vi var inde på tidligere lærte din far dig at spille trommer, men hvordan var dit forhold ellers til ham?
Jeg plejede at se så meget op til min far. Han var mit idol, men sådan er det ikke længere. Jeg snakker ikke rigtig med ham, men vi har det fint med hinanden - der er ikke mere til det, vi snakker bare ikke sammen. Jeg ligner ham, og når jeg kigger mig selv i spejlet, så er det ham jeg ser. Vi deler stadig efternavn, Smith, men det er et slavenavn, og jeg hader det navn.
Dit tredje album, "Tical 0: The Prequel", solgte ikke nær så godt som de forrige, men jeg synes det er et undervurderet album..
Hell yeah, det er undervurderet! For hvis du lytter til lyrikken på det album, så er det uforståeligt at folk kan finde på at kalde mig "Hollywood" og whatnot! Jeg tror at mange mennesker havde dannet sig en mening om det album inden de overhovedet havde hørt det, så jeg tager det ikke så tungt. Det er derfor at jeg lavede "The Motto" på det album - for at fortælle folk hvad jeg mener. Desuden så var det album nærmest ude af mine hænder, for Puffy var involveret og Kevin Liles var involveret, og på det tidspunkt havde Kevin Liles langt mindre tillid til mig end jeg havde til mig selv.
Der var nogen der mente at dine rim på Mary J's "Love at first sight" var sløve?
Sagde de at mine rim var sløve? Haha, det har jeg aldrig hørt før. Lad fans'ne vurdere det, og jeg synes at jeg leverede varen, især når man tænker på meget af det lort man skal lytte til nu! Jeg er ligeglad, for hør her: Dem der ikke kan lave noget selv, bliver anmeldere. Dem der spreder rygter, gør det kun for at virke interessante selv, fordi de ikke har nogen personlighed.
Hvad gik gennem dit hovede da du hørte at ODB var død?
Jeg kan huske at det sidste show vi allesammen lavede sammen var i Burbank, Californien, og det var dagen inden ODB døde. Da jeg fik det at vide, var jeg ude at købe julegaver, tror jeg.. Jeg var irriteret, for folk kom op og bad mig om autografer og billeder osv, og jeg havde lige fået at vide at ODB var død. Jeg bad folk om at holde sig væk, og sagde til dem at en af mine brødre var død, så de skulle skride. Sådan har jeg aldrig behandlet fans før..
Var du overrasket over hans død?
Ja, selvfølgelig - man regner aldrig med at en af ens nære dør. Og jeg har set ODB lave mange sindssyge ting uden at dø.. Vi har lavet et tribute-nummer til ham, men jeg ved ikke om I nogensinde kommer til at høre det. Jeg prøver at få det med på mit album, men jeg ved det ikke..
Hvad er status for Wu-Tang nu? Hvad sker der?
Vi arbejder på et album og har en tour i USA i 2006. Vi får at se, det er nok bedre at spørge RZA om det. Men jeg kan fortælle jer det her: Uanset hvilket Wu-projekt vi snakker om, så skal jeg nok sørge for at være der. Den eneste grund til at jeg har misset nogle af de europæiske koncerter, er at jeg arbejdede på mit tv-show.
Dig og Redman må være en af de sjoveste duoer indenfor hiphop - hvordan blev I sat sammen?
Nogengange sker tingene bare. Redman er en sjov fætter, og jeg har meget sjov sammen med ham. Vi var på en tour sammen i 1995, "The Month and the Man Tour", og vi faldt bare i hak. Det var et godt move Def Jam lavede dengang, ved at sætte os sammen.
Hvad vil du gerne huskes som?
Personlighed og charme. Der er ingen der rocker en scene som jeg gør - INGEN!