I Rustchekanen med Fannypack
Imens tankerne fløj som sorte skyer til Ultra’s gemmested tog spejderleder med dolkebevis, P. Peaceplace, de evigglade mariehøns fra Brooklyn aka Fannypack og jeg på sight seeing - dagen derpå. Solen strålede som Kool K’s skriggule underdrenge og PjerrotPrut fjollede os tilbage til slikkepinde, neon halskæder og hysterisk hylende unger. Tivoli – så ruller Dæmonen...
For dem der ikke var på Store Vega 1. maj eller kender Fannypack, så er der tale om tre piger, der er lige til at putte. Tøser i tidsløs teenage; Cat og Brook er 23. Fly-girl Jessibel er den yngste med afsluttende eksamen fra high school – en ’just a baby’ på 19 - der stod i hvide hot pants og lækre lår under koncerten. Og som var det en forlængelse af baby-looket gik Jessibel - uden ironiske undertoner - dagen efter ind og lavede sin egen bamse i Tivolis ’Build a Bear Workshop’. Lad mig sige det sådan; hvad Kelis overdriver på tv, det underdriver Jessibel i real life. På med sukker far: Fannypacks milkshake smager frisk!
Fannypack er ikke ’silikone slim gelantine kokosgnidende female artists’, der claimer ghettofab’ frækness. De er virkelig søde piger, når Brooklyn er allermest normal. Og måske også derfor mente herrebesøget til Erick Sermon – efter at have overværet fem minutter af Fannypack’s show - at der var for lidt bootyshaking over Fannypack. Mere gang i balden, rul med rouladen: Professionel catchy hip hop. Alright; havde Erick fra Tiende ret? Fannypack var ik’ så frække live på scenen, som vi/jeg havde forventet. Udfra pigernes hit "Cameltoe"- med teksten der giver skam til strækbukser: "Is your crotch hungry, cause its eating your pants, fix yourself girl, you got a cameltoe!" - havde jeg forventet lidt mere attitude. Men de var så langt sødere end andre nykkedronninger, der gi'r den med gong gong’en på hip hop’s højrefløj.
(skåret ud i pap - kameltå: Når pigens bukser sidder for stramt og du kan ane hendes fjams - goddag! – bliver det pludselig for meget for dig?).
Egentlig var min mission - midt imellem "Valhalla", pensionister og "rullende kaffekopper" - at spørge pigerne om deres potentielle skizofrene feministiske budskaber med et nummer som "Cameltoe". Men da vi havde rundet souvenirshoppen, og Brook købte en frø, der holder et hjerte, til sin mor, indså jeg, at vi ikke skulle på dybere grund end det. Så i stedet tog vi et billede af Frederiks reality på et stearinlys og gik hen og fangede ænder: Can’t beat the system, just go with the flow.
Fannypack er rent faktisk ikke frembrusende moderne feminist artister- konceptuelt i retning af Peaches eller Chicks on Speed, som mange gerne ser dem som. Ej heller er de real nasty, som en anden fræk pussylip der rullede en fyr i lørdags på Søpavillonen... Snarere slapper de af på de kanter. ’Rap, Dance and Fun’ er bølgen for gruppen - godt hjulpet på vej af deres producere Fancy og Matt, der har hang til en 808 deep drum kick. 80er - da det var ’ now rocking with the best’, Salt-n- Pepa, L’Trimm, J.J Fad – og den skov af andre, som satte bas op på trille-måsen og udråbte et ’rapping in the house’.
Cat fortæller, at hun mødte Matt gennem dj'ing. Cat er udover Fannypack også selection-dj; Fra Rolling Stones til Talking Heads, electro og old school hip hop. Matt mødte Jessibel i en anden sammenhæng, og spottede tilfældigt og lokalt det tidligere gruppemedlem Belinda, da hun stod og råbte til en pige på den anden side af gaden. Fannypack blev dannet – og kom hurtig i stald hos Tommy Boy Records. Den kun 16-årige Belinda er nu sprunget fra; high school og sengetid kaldte. Al den hype blev for meget for hende. Derfor var det det nye hook up – Brook – vi så på scenen i Vega.
Fannypacks tekster er båret af nursery rhymes – beyond Roxanne Shanté: ’skanky, cranky, foogly, oogly, slammin’ dudes who wanna do me’...’big muscle men and a little itty bitty...’ – akkompagneret af hard pumping miami bass, house, electro, hip hop beats, samplinger fra 80erne, lidt etnisk lir og scratching really fresh med lynlås. På albummet "So Stylistic" fra 2003 kører interludes med "Jessibel phone home", py-partysnak om at være en havfrue og deres store kærlighed til bløde kaniner. No wonder at nogle ønskede mere Lolita over pigerne, for hvad kan man(d) ellers tænke dem som, for nu at være lidt g-streng? På den anden side var det cool, at pigerne ikke svang deres honningkrukker rundt om en stiv kromstang. Hvordan ville publikum så have reageret...(Tramp?)
Rolling Stone Magazine kårede Fannypacks nummer "Hey Mami" til årets top 5 hiphop-single i 2003; men ikke desto mindre var der knap så mange, der kendte Fannypack til koncerten d. 1.maj. Fannypigerne er på flere måder off beat med den genre, de er blevet refereret til - og placerer sig midt i ’Let’s go see a street art fashion show’ mantraet. Hér skubber de det så rigtig godt. De har skabt sig selv lige præcis på det tidspunkt, hvor det snart bliver hot at gå med stonewash jeans igen (we’ve got to pray!), hvor der fældes tårer over GraffitiRock programmerne, og hvor en erklæret anti-fascistisk feminist fra Ungern i progressiv tro ryster sin røv til Beanie Man. Bland det op Sussi!
Ved "Sørøverskibet" spørger jeg Cat, hvad hun syntes om koncerten på Vega, som svarer, at hun ikke helt kunne mærke publikum; hvad de egentlig syntes om musikken - hvorefter hun sætter håndfladerne op til hovedet som tegn på skyklapper; sien der filtrerer alt det fra, som ikke lige er hiphop al dente. Tja, måske var der også lidt for lidt show off i showet, da Fannypack optrådte. Og måske er de ikke hip hop – selvom de kommer fra Brooklyn, hvilket jo i sig selv er et statement... men pigerne var nok bare lidt generte eller grønne – og hermed har jeg loopet mig rundt i rutschebanen i opdagelsen af Fannypack - tilbage til mit udgangspunkt – deres milkshake smager frisk! De har det sjovt, når de rapper op og ned på Matt og Fancys ’superdupersound’. Og sikkert lige så fun-loving blev det, da de efter "Det Gyldne Tårn" tog videre til Superstar Records for at indspille med Booty Cologne; et nummer der kan høres på B.C’s kommende album.
Increase the fnis!