Jeru The Damaja skyder med skarpt igen!
Oversat af Peter Von Farum
Den rastainspirerede elite rapper, som engang udtalte, at ”hver dag føles som en krig”, har nu fundet sig selv. Han stoppede med at ryge cannabis, grundlagde sit eget pladeselskab og er nu fuldt fokuseret på sin fremtidige karriere. Da hiphop.dk traf ham under hans korte Europa-turné var der en fornyet positiv og ydmyg aura omkring ham, noget som tyder på bedre tider.
Velkommen til Europa igen! Hvad synes du om at være her?
Tak! Jeg holder meget af at rejse. Jeg har besøgt København omtrent 7 gange og kan virkelig godt lide at være her.
Oplever du en forskel på rap fans herovre og i Staterne?
Egentlig ikke. Jeg synes gennemgående at folk er ens. Altså på nær kulturelle forskelle, men ellers ikke. Publikummet er ret ens, fordi dem som kommer for at høre musik kommer kun for det, og DE mennesker er altid de samme typer.
Okay, lad os tale om dit nye album. – Det er længe ventet! Er du tilfreds med det?
Ja, jeg er vældig tilfreds med det. Jeg er faktisk altid tilfreds med et album når jeg udgiver det. Jeg siger aldrig ”hvorfor fanden udgav jeg dog det album!” Jeg er bestemt tilfreds med det.
Du har et nummer derpå du kalder ”Rise”, som giver mindelser om Gil Scott Heron eller ”spoken word”. Det har en dybfølt atmosfære – fortæl lidt mere om det!
Jeg fulgte stien fra kunstnere som Last Poets, Gil Scott Heron ...ja selv Curtis Mayfield benyttede sig af denne stil. Last Poets indspillede hele albums på denne måde. For mig handlede det bare om at... repræsentere hip hop kulturen og give udtryk for mine sande følelser. Uden brugen af et markant beat el. lign. talte jeg frit fra leveren.
Det er effektivt! Man bliver virkelig opmærksom...
Ja, helt sikkert!
Hvad med andre inspirationskilder?
Egentlig er livet en inspirationskilde i sig selv. Men derudover holder jeg meget af Bob Marley, Curtis Mayfield, Stevie Wonder. Det er folk som virkelig inspirerede mig såvidt angår musik. Men så kommer folk som atleten Jesse Owens og... Joe Louis. Alle dem som oplevede stærk modgang mens de levede, men som besluttede at de ville kæmpe og sejre.
Hvordan har du det med politik?
Jeg har det med at holde mig væk fra politik, for i de fleste tilfælde .. selv når ærlige mennesker går ind i politik, bliver det korrumperet. Så det er ikke mange politikere der har haft indflydelse på mig. Jeg mener, jeg holder af Martin Luther King og Malcolm X, men derudover er politik ikke noget for mig.
Hvad med Fela Kuti?
Som musikere synes jeg de er vældig gode. Jeg lytter til en bred vifte af musik, men dem som inspirerede mig mest er Bob Marley, Stevie Wonder og Curtis Mayfield. Det er der ingen tvivl om!
Budskabet eller kunsten at rappe? Det er tydeligt at du mestrer begge områder, men hvad er det vigtigste for dig?
I virkeligheden er det en kombination. Jeg elsker at rappe og budskabet er bare det som jeg udtrykker omkring hip hop kulturen. Rap handler om at sige det man har på hjerte og budskabet ligger i mine tanker. Det jeg elsker er basalt set at rappe mine tanker ud.
Du har altid skrevet samvittighedsfuld lyrik som altid har lagt sig op ad en fortæl-det-som-er-stil. Hvor stammer det fra? Er det noget du udviklede tidligt?
Det har i hvert fald udviklet sig igennem årene. Jeg startede med at hænge ud på gaderne og spille hardcore, ”you know what I’m saying!” Min far er rasta, så min barndom formede sig noget anderledes. Den bestod altid af en tilsætning af kultur og altid forbundet med en eller anden form for budskab. Jeg skulle blive voksen før jeg var parat til at videreformidle den ballast. Da jeg var dreng opførte jeg mig bare som en dreng gør. I den forbindelse var min far en stor inspirationskilde, fordi han i mange situationer altid var den samme. Og det var uanset i hvilken sammenhæng, så handlede han udfra et revolutionært udgangspunkt. Så det er nok dér årsagen skal findes til min egen revolutionære ånd. Det er jo hans DNA, forstår du!
Hvad er din holdning til neo-gangsters som 50 Cent og andre? Som europæer har jeg svært ved at finde mening med denne stil. Måske forstod man det bedre i 1980’erne og ’90’erne, men ikke i dag!
Altså, jeg går ud fra at alt har sin tid. Der er tid og sted for alt her i verden og alle passer ind i en eller anden sammenhæng. Så mit bud er, at disse personer passer udmærket dér hvor de nu befinder sig.
Er det branchens skyld at de stadig findes?
Alle står til ansvar for sig selv. Man kan ikke skyde skylden på branchen. Naturligvis har den en del af skylden, men alle står til regnskab for sig selv. Nogle synes det er i orden, andre synes det ikke. Det afhænger af hvem du er.
Er det generelt set et problem for hip hop?
Nej, for hip hop forbliver hip hop. Og det er uanset hvad der så sker. Så der er ikke andet for end at stå det igennem.
Måske er der på den anden side en mere radikal bevægelse i gang. Jeg tænker her på navne som Dead Prez, Rosa Clemente, etc. Så findes der igen folk som dig selv og andre store navne, som er begyndt at være fokuseret på politiske emner. Er du enig i den be
Ja, det er da sandt.. Jeg ser dog gerne mig selv i midten af de grupper. For det er aldrig godt at være for ekstrem. Så det er mit mål at være midt imellem alle disse mennesker. Jeg mener dog, at der er nødt til at findes ekstremer – der er nødt til at være hardcore gangsters og hardcore politisk bevidsthed. Men nøglen til livet findes på middelvejen. Som ung ville selv Buddha være hardcore, men måtte indse at sandheden skulle findes i midten. Og det er så dét jeg prøver at opnå.
Lad os kigge retrospektivt på dine pladeudgivelser. Hvad tænker du på når jeg nævner: ”The Sun Rises In The East”? Hvor var du henne udviklingsmæssigt på det tidspunkt?
Ohh, ægte sult! Jeg ønskede mere end noget andet at komme til udtryk dengang. For jeg var jo bare fra det lokale kvarter, modsat nu hvor forholdene er nogle andre og jeg har hele verden som scene. Men altså dengang var jeg fra kvarteret og blev nødt til at lade min stemme blive hørt.
Og ”Wrath Of The Math”?
”Wrath Of The Math” var min virkelig hardcore periode. Jeg sagde til mig selv: ”Jeg ved at jeg kan bringe mit budskab ud, så nu går jeg hele vejen”. Og dermed sagt, at jeg gik hele vejen på en hardcore facon.
Så er der ”Super Human Click”- albummet!
Mmmh! Det er mit hjertebarn. Det er mit første indtog i verden af ægte independent hip hop. Lige fra at producere til udgivelsen på mit eget selskab gjorde albummet til mit mest udfordrende og naturligvis bedste til dato, fordi jeg stod som omdrejningspunktet i alle led fra start til slut.
Havde du tidligere produceret eget materiale?
Nej, aldrig! Det var helt nyt for mig og blev DET centrale øjeblik i min karriere. Jeg havde førhen produceret lidt derhjemme for sjov, men aldrig noget jeg havde henblik på at udgive.
Og så sælger det stadig!
Ja, det er fedt for mig! Det fortæller bare at man kan udrette ting og sager. Og det selvom andre måske er skeptiske overfor dig, men troen på det har DU selv, hvilket udstyrer dig med den selvtillid der skal til for at du sigter efter dit mål.
Hvad fik dig så til på dit nye album at starte et samarbejde med Ed Dantez og Sabor?
Af den simple grund at jeg erfarede hvor hårdt det er at stå for alting selv. Så jeg ville gerne lidt ned i tempo og fokusere på tekstskrivningen, samtidig med at jeg kunne co-producere alle numrene. Desuden ville jeg fokusere på hele det forretningsmæssige aspekt, for det kendte jeg ikke godt nok. På ”Super Human Click” albummet var jeg lige begyndt at kende området, og nu er jeg blevet klogere på det. Og på det næste album vil jeg mestre det! I øvrigt gav dette album mig også mere rum til at jonglere med rim og få folk til at forstå jeg stadig har skills. – De forsvinder aldrig!
Hvilken metode tager du i brug når du skaber lyrik? Freestyler du eller sidder du og skriver alting?
Nogle gange kan tingene strømme ud af mit hoved, men jeg har det bedst med at udtænke og planlægge mine tekster. Dem som er usædvanlig dygtige behøver ingen forberedelse, men jeg er ikke som dem der ikke behøver at skrive tekster ned først. Jeg tror jeg har røget for meget weed, så min hukommelse ikke er helt så skarp længere. Sagt på en anden måde: Alting opstår i dit hoved, men jeg foretrækker bare at forfatte en tekst før jeg fremsiger den. Jeg satser på at variere mig i forskellige udtryk og anvende en eller anden passende formel. Det handler primært om at få ord til at rime og det gøres i skabelsen af koncepter og ideer, som får ordene til at passe sammen stilmæssigt korrekt.
Fortæl noget mere om din situation lige nu, om det nye album og om dit nye selskab!
Jo ser du, alting har været en indlæringsproces. Jeg grundlagde mit nye selskab, Ashenafi Records, fordi jeg ønskede at starte helt fra bunden igen. Det gamle blev nedrevet og oven på ruinerne byggede jeg jeg en ny bygning. Det varer heller ikke længe før du kommer til at høre om andre kunstnere på mit selskab, for det er planen at det skal udvides og optimeres for hvert år.
Hvad skete der med dit gamle selskab Know Savage?
Jeg trivedes ikke med mine samarbejdspartnere, så jeg besluttede... Jeg starter helt forfra hver gang. Hvis en person viser sig at være en type jeg ikke svinger med, får det den yderste konsekvens. Jeg stopper samarbejdet lige på stedet!
Ok, lad os gå tilbage og se på hvornår det hele startede. Hvad var dit første møde med hip hop?
Faktisk var det min tante som introducerede mig til hip hop. Hun rappede dengang. Hun er omtrent 5 år ældre end mig og plejede at babysitte mig. Da hun var ca. 13 år gammel og jeg var 8, tog hun mig ofte med til små udendørs block parties, du ved, dem hvor man fik strøm fra gadelamperne (Jeru ler!). Efterfølgende lærte jeg kunsten at rappe og indså at det var noget der lå til mit talent. Det var i årene 1979-80.
Husker du de første kunstnere du kunne føle?
”Super Rhymes”, ”Rapper’s Delight”, Spoonie Gee. Jeg elskede faktisk alle der rappede. ”Rapper’s Delight” er en af mine alle tiders favoritter. Selv i dag husker jeg hvert eneste ord derfra. Og det ikke fordi jeg hørte pladen gang efter gang at jeg husker pladen så godt – Jeg har altid kunnet huske teksterne siden pladen udkom. Følelsen jeg fik da jeg hørte alt dette var bare...”This is it! – This is who I am!”. Og her sidder vi nu i København 25 år senere. Utroligt!
Hvor ser du dig selv om 10 år fra nu?
Til den tid ejer jeg det største hip hop label, som repræsenterer ”the real hip hop”, og i øvrigt alle typer hip hop, alle musiktyper og alle musikkunstnere. Jeg er en sand forretningsmand, og det er noget som folk ikke ved om mig. Man tager for givet at jeg er en god emcee ”that keeps it real”, men jeg har samtidig ambitioner om, at have succes som forretningsmand. Jeg vil have succes i alle de ting jeg foretager mig. Jeg vil gerne fortsætte med at udgive den type hip hop jeg praktiserer nu, men det forudsætter, at jeg kan tjene penge på det. Hvis ikke Jeru the Damaja havde udgivet sin musik på egen hånd de seneste år, havde der meget vel ikke fandtes nogle Jeru the Damaja udgivelser. Det skyldes bl.a. forholdene i plade industrien, så det er meget vigtigt for mig at have de rammer.
Ja, jeg elsker at være på scenen, elsker at kommunikere med mennesker. Jeg gør det her udelukkende fordi jeg elsker at gøre det og jeg er Gud taknemmelig for, at Han gav mig et hverv som jeg holder af. Alle skal i deres liv have et arbejde, og jeg er kun lykkelig over at være i gang med noget som jeg elsker.
Men har du så lejlighed til at praktisere alt dette nu, hvor du er mere optaget af forretningerne?
Jeg prøver hele tiden at udligne den forretningsmæssige del på en måde der tillader at min kærlighed til musikken integreres. Dér ligger min store udfordring og det forklarer hvorfor jeg har været så længe undervejs.
Der var en som spurgte mig: ”Hvad mener Jeru med, at han er ”Super Scientifical”?” Kan du uddybe det noget nærmere?
Yeah, jeg er en videnskabsmand, og mit speciale rækker længere end den almindelige videnskab. Det er den type videnskab som tillader skabelsen af superhelte, ligesom man kender det fra tegneserier. Det ligger altså langt fra simpel og letforståelig videnskab, men er tværtimod videnskab som gør, at ”muthafuckas” kan rejse til månen. Denne videnskab skabte ”The Incredible Hulk” og enhver anden superhelt, som pådrog sig følgerne af et kemisk uheld. ”It’s more than just science, it’s S U P E R S C I E N C E !”