ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Ezi Cut: "Drop Dead Mixtape vol. 6"

Et mixtape kan defineres som en hjemmelavet samling af sange, som regel mixet sammen ved hjælp af teknikker som beatmatching og indeholder gerne scratch og brudstykker af mange sange; enkelte vers taget fra en sang kan blive gentaget (som f.eks. Funkmaster Flex ynder at gøre), eller man kan tage en a capella og mixe ind over et andet beat. Mulighederne er utallige. Man kan også grave lidt og finde sine gamle Double Dee & Steinski bånd frem. Eller hvis man er mere til den nye skole, så hiv dit Static & Nat Ill "Nightshift" mixtape frem, og hør hvordan et mixtape bør lytte.

Ezi Cuts nyeste 'mixtape' (som er nummer 6 i rækken) har ikke mange, hvis nogen, af ovenstående elementer som (i hvert fald jeg mener) et mixtape bør indeholde. Man burde ta' en fat penol marker og skrive "Drop Dead Compilation" eller "Ezi Cut Greatest Hits" på coveret. Nå ja, og så skriv "Cameos by" i stedet for "Featuring". Anyway; der er 21 numre på skiven, heraf tre shout outs, en intro og - næsten værst af alt - mindst fire gamle numre. Lidt mere om det senere.

På coveret er et stort billede af Ezi Cut (med hvad der ligner meget retoucherede grønne øjne), og hvis man kniber øjnene lidt sammen kan man fnise af at man faktisk kan se hvordan den gode Ezi ville se ud som Batman. "Featuring Niarn, Clemens, Jokeren og L.O.C." står der. Gode tegn, for det er vel eliten af dansk rap p.t. der er samlet her.
 
Ud over de før nævnte MCs er der også numre af THC, Paradox, Tegnedrengen, TRI, Jonny Hefty, Fantomet, Rasmus Modsat, Tempå Bang, Johnson & Malone, Locals Gang, 4Fod og Pede B.

Jeg åbner coveret og fjerner bookletten. Det er en tyk satan på 28 sider - alle i farver. "Fedt", tænker jeg, "der er sikkert alle mulige billeder og tekster og alt muligt shit". Som grafiker-nød er den slags relativt vigtigt for mig, så det er med nogen skuffelse at jeg finder ud af at kun 11 af de 28 sider er af egentlig relevans for selve mixtapet  - resten er irrelevante reklamer. Men pyt - det skal vel finansieres det hele. Men nok om det; det er vel musikken der skal bedømmes her, så på med skiven, skru op for volumen, og lad os høre hvad Mr. Ezi Cut har i ærmet til os af lækkerier denne gang...

Vi bliver mødt af en robot (Brygs) på introtracket der fortæller at vi skal "Drop Dead Dér" og samtidig byder os velkommen til Ezi Cut studiet, hvorefter vi bliver ramt af en byge af mere eller mindre standard westcoast-inspirerede beats. Ikke at det er en dårlig standard, og der er ingen tvivl om at Ezi Cut er en virkelig dygtig producer. Det er også dygtige rappere, der spytter rim på mixtapet, men der er stadig noget der hænger som en tung skygge over mixtapet. Man har været her før. Der bliver ikke sagt noget nyt her - på flere måder. For det første er stort set alle numre kørt over samme tema (som størstedelen af dansk rap p.t.): "Se mig - jeg er rapper, så jeg har de største nosser. Jeg er så god. I er alle wacke. Jeg kan dit og jeg kan dat."
Og selv på Ezi Cut's mixtape hører man deres 'blah blah blah'...

Men den største fejl er klart at Ezi Cut har valgt at inkludere gamle numre på cden. Oven i købet fra tidligere Drop Dead mixtapes! Og med gamle mener jeg 3+ år gamle numre. "Hold kæft og drop død" og "Jeg er ligeglad" (som dog fortjener et genlyt pga Fat Boys' "Jailhouse Rap" samplet) med Clemens, "Havnen (Drop Dead Remix)" med Jokeren, L.O.C. & Niarn samt det nyere nummer med THC: "Tik-tiki-THC".  Og så bør man whappe Ezi en flad med en våd avis, for man kan altså ikke bare få Kurupt til at stå og bræge "Gangsta shit" uden at droppe et vers, endsige nævne "Drop Dead" - Kurupts shout out kunne såmænd være taget fra et hvilket som helst andet sted...

Der er dog ikke kun negative ting. Af tracks der skal fremhæves er "Til enhver rapper" (Tegnedrengen), "Hosteren" (Jonny Hefty med Niarn & Jøden - som dog mest er sjovt end egentligt bangin'), "Ska' nok komme videre" (Rasmus Modsat), "Nå, okæj" (4Fod) og "I ka' kalde mig Pede" (Pede B), som alle er numre der fortjener genlyt.

Det er det førnævnte genbrug af meget gamle numre og det, at der faktisk intet nyt bliver sagt, der trækker karakteren ned. Der er simpelthen for meget ligegyldighed her.
 
Det er sgu' nok desværre stadigvæk det første mixtape fra Drop Dead der er det bedste i rækken.
 
Tilbage til studiet Ezi!

23/05/2006 - Lagt online af Kaos

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [31 - 40]
næste >< forrige Her vises [31 - 40]