J Dilla: "The Shining"
Det var meget tragisk da Jay Dee aka. J Dilla aka. James Yancey d. 10. februar 2006 gik bort. Heldigvis fik han lige færdiggjort - eller næsten færdiggjort tre albums. Det 31-numre lange instrumentalalbum "Donuts" kom tre dage før hans død, og nu er "The Shining" på gaden efter at være blevet finpudset.
I introen med Busta Rhymes har J Dilla på smukkeste vis maltrakteret Rimsky-Korsakovs klassiske nummer "Flight of the Bumblebee" til et sprødt beat, mens Busta Rhymes råber lidt indover engang imellem. Beatet er genialt, og det er lækkert, at instrumentalen bare kører uden decideret rap indover. Pladens første nummer får besøg af en af Chicagos fineste musikere, og der er selvfølgelig tale om Common. "E=MC2" er titlen på nummeret, og man fornemmer virkelig at den gamle J Dilla igen slår sig igen løs med de enormt velprogrammerede Jay Dee-trommer.
Pladens andet Common-nummer har også D'Angelo på. "So Far To Go" har et enormt laidback udtryk, derfor er Common også den rette mand til at spytte rim på nummeret. D'Angelo supplerer ham fint og sammen skaber de et meget melodiøst og flot nummer.
"Love" har en af mine personlige yndlingsrappere på vokalen - Pharoahe Monch. "We must be in loooove"-samplet der bruges, kommer på oven de lækre strygere - og så er et Dee-licious beat skabt. Pharaohe er i topform - nå, nej - det er han altid, men kombineret med Jay Dee, så kan nummeret intet andet end være fremragende.
Men nok om mine favoritrappere - Jay Dee har den forholdsvis ukendte rapper Guilty Simpson (der skulle være en af Jay Dees favoritter i følge Dillas ven og co-producer på "The Shining", Karriem Riggins) samt Madlib, som jo før har arbejdet sammen med Dilla på deres fællesprojekt Jaylib.
Produktionen er lidt monoton - det er én ting; men når Guilty Simpson (som Dilla-fans kender fra "Strapped på Champion Sound"-albummet) rapper kedeligt, og Madlib desværre ikke har pondus nok i sin rap, så er det et overall ret trist nummer.
Der er også to instrumentaler på "The Shining": "Love Jones" og "Over The Breaks". Sidstnævnte er alt for fed en produktion! Den har et ret hårdt udtryk og fede trommer. Ret overraskende har jazz-trommeslageren hr. Riggins stået for det - stilen er nemlig utrolig Dilla i sit udtryk. "Love Jones" er et jazzy beat med blæsere indover - der er dog ikke den store nyskabelse i produktionen. Nyskabelse finder vi til gengæld i nummeret "Jungle Love". Det er en skæring mere med Guilty Simpson samt MED - også kendt som Medaphor. Hvorfor nummeret hedder "Jungle Love", er ikke sært. Hvis Inkaerne lavede hiphop, så ville det lyde sådan. Ret spændende beat, men uden den store variation. Trommerne er dog alt for fede, og elektro-basen er okay til ikke at være alt for ensformigt. Måske burde Karriem / Yancey have arbejdet lidt mere på nummeret.
"Body Movin'" er et nummer med J. Rocc, som er meget elektronisk i lyden, mens J. Rocc cutter lidt. Han kunne for min skyld godt cutte lidt mere - for J Rocc er jo super hardcore(!) - det ville skam ikke gøre andet end gøre nummeret mere spændende; men en glimrende lille interlude er det da.
"Dime Piece (Remix)" er med Dwele som J Dilla før har haft med på "Welcome 2 Detroit". Det er et meget roligt nummer, som har en super funky bas. Men desværre synes jeg ikke at Dwele er så spændende som på eksempelvis "Think Twice" fra førnævnte plade, så nummeret bliver lidt kedeligt i længden.
Black Thought fra The Roots smider også lige et par vers på "Love Movin'", og det er alt i alt en ret kedelig affære. Produktionen er lidt kedelig jo mere du hører den, men Black Thought smider et par fine rim, og med sit uovertrufne flow er det absolut et hørbart nummer i sin helhed.
"Won't Do" runder den korte plade af, og her er J Dilla selv på mikrofonen. Det er et meget stemningsfuldt nummer. Og det er næsten helt vemodigt at høre Jay Dee runde pladen af med sin egen vokal. For som Black Thought skrev: "Definately the best producer on a mic".
Alt i alt er "The Shining" en ganske fornuftig plade. Den holder mere eller mindre fra start til slut - der er ingen decideret dårlige numre. Omvendt er der heller ikke numre, hvor du bare nodder så voldsomt med hovedet, at du er til fare for dine omgivelser. Jeg har en forkærlighed for Jay Dee, og pladen inkasserer 4/5. Hvis du kun synes lidt om Jay Dee, så træk en halv karakter fra.
Ligegyldigt hvad så køb pladen og støt "J Dilla Foundation" - for producernes producer fortjener sgu en skilling fra alle.