ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Ezi Cut "Hakket & Drejet"

I starten af oktober udkom et album, der er unikt for dansk rap. Ezi Cuts "Hakket & Drejet" er nemlig det første dansk-producerede album af sin slags. Som man nok kan regne ud, er "Hakket & Drejet" en udgivelse der fordansker den sydstatsamerikanske og noget mere velkendte "chopped and screwed" teknik, som (nu afdøde) Dj Screw har haft sin store andel i at udvikle.

Albummet består af 10 numre, Ezi Cut tidligere har haft fat i på "Drop Dead mixtape". Tracklisten tæller derfor numrene:
1. Jonny Hefty feat. Niarn & Jøden - "Hosteren" - der til lejliheden hedder "Snittern op i snottern"
2. Clemens - "Hold Kæft & Drop Død"
3. Pede B - "Pede B & Ezi Cut"
4. Johnson & Malone - "Pimpi Pimpi"
5. THC - "Tik-Tiki-THC"
6. Tempo Bang - "Tempo Bang, Bang"
7. Tegnedrengen - "Til Enhver Rapper"
8. Jokeren feat. Niarn & L.O.C. - "Havnen Hakket"
9. Fantomet - "Fantomet På Det Bånd"
10. THC - "I Snakker Bare"

Til at begynde med, kan det være lidt svært at forholde sig til vokalerne på albummet. Man ved selvfølgelig godt hvad man går ind til, men det er stadig lidt af en omstilling fra "almindeligt" rap. Og der er også smurt ekstra tykt på i forhold til andre udgivelser i nogenlunde samme genre som f.eks. Lil' Flip og Bun B. Lil' Flip "Game Over" (der var det nummer der præsenterede mig for "chopped and screwed") er således et ret regulært nummer hvad angår rappen, hvorimod produktionen er ret let at placere ved den Houston baserede genre.
Men efter at have gennemlyttet albummet, kan man sådan set slet ikke forestille sig vokalerne lyde på anden måde, end de nu engang gør - og det er jo et bevis på, at projektet er gennemført og at Ezi Cut har lykkedes med sine idéer.

At teknikken så passer bedre til nogle rappere og numre end andre, er der ikke noget overraskende i. Det vil alligevel altid være en smagssag. Personligt synes jeg at Clemens' og THCs bidrag er dem der passer bedst ind i lydbilledet, men også Pede Bs og Jokerens ekstremt fordrejede stemmer falder godt ind i de meget, meget tunge og crunkede produktioner. Samme produktioner er i øvrigt det bedste ved albummet. Ezi Cut har gennem flere år gået og rodet med denne lyd, og han rammer altså plet nærmest undtagelsesvis. Havde der ikke været vokaler på, ville jeg have været overbevist om, at der var tale om produktioner fra hip-hoppens moderland, USA. Så kan den gammelkendte diskussion om old-school v new-school ellers køre ligeså tosset den vil - Ezi Cut fra den gamle skole er godt i gang med at forstærke hans position, som en af de mest nyskabende her i kongeriget.
Noget andet der bestemt også må være lidt af en smagssag, er om man kan lide denne genre eller ej. Jeg har svært ved at tro, at mange vil falde for den lige nu og her - men på sigt tror jeg den vil vinde indpas. I hvert fald i et eller andet omfang. Jeg er for længst blevet fanget af den, og "Hakket & Drejet" har derfor kun bestyrket min positive holdning til denne afart af hip-hoppen.

"Hakket & Drejet" er i den grad et vidnesbyrd om den progressivitet og alsidighed der findes i dansk rap. Og det er et enormt velproduceret album, der sætter en tyk streg under Ezi Cuts færdigheder. Og ikke mindst er det et album, hvor man aldrig er tvivl om idé og koncept - og det kan være ganske befriende. Faktisk er udgivelsestidspunktet det eneste der ikke harmonerer med albummet. Jeg kunne i hvert fald lidt bedre have brugt at køre med nedrullede vinduer i juli, og ikke her i oktober. Temperaturen er bare ikke a la Houston lige for tiden!

31/10/2006 - Lagt online af Matias

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [11 - 20]
næste >< forrige Her vises [11 - 20]