Søren Strøm - "Autentisk"
Lang tid er der gået, siden jyden med attituden Søren Strøm gjorde opmærksom på, at han snart kom ud med et soloalbum. Ligesom flere af de bedste danske rappere havde Strøm dog visse problemer med at overholde deadlinen, og utallige forsinkelser såede tvivl i undergrunden om, om albummet overhovedet kom. Det var der dog ingen grund til, for den 3. december sidste år udkom det længe ventede album, "Autentisk".
Har man gået og ventet på et rapalbum i stil med de populære udgivelser indenfor genren bliver man slemt skuffet. Her eksisterer ingen blær, bling bling eller bootie bitches. Albummet er faktisk én lang kamp mod netop det. Selve titlen beskriver meget godt det gennemgående tema: Lyrikken er autentisk, bundærlig og fri for påtagede attituder. Det høres tydeligt, at Strøm er en rapper, der kender sig selv til mindste detalje, og han gør en dyd ud af at sprede ærlighedens budskab. Som han selv udtrykker det nummeret "Held eller tilfælde":
"Mine rivaler får facaderne gennemboret/
men jeg bruger hverken F- eller N-ordet/
De render rundt på kokain og lammer sig/
men ingen af dem ku' spytte et rim, der rammer mig/
De lever på sidste time og klamrer sig/
til et ego de finder i fantasien, det skræmmer mig/
Jeg har det sådan, jeg definerer mig selv/
udfra hvad jeg relaterer og distancerer mig til/"
At Strøm har lagt meget vægt på teksterne høres da også tydeligt. Rapperen ses af mange som en af de bedste lyrikere i dansk hiphop. En titel, der ud fra dette album at dømme virker rimelig fortjent. Kæben har en tendens til at hænge lidt lavere end normalt, når man lytter teksterne igennem, og det er hvad enten der er tale om storytelling, stille tankestrømme eller punchlineinficeret uptempo-rap. Og selvom lyrik i topklasse af og til leveres i kedelige, ensformige flows, har Strøm ikke meget at skamme sig over. Han flyder godt og stabilt hele vejen igennem, med enkelte svipsere.
Hvor både hans høje tekniske og lyriske niveau er noget, der altid har været forbundet med Søren Strøm, har ulfborgenseren på det musiske plan rykket sig en smule siden tiden fra Jyder Mæ' Attituder. Beatsiden på albummet er klart den største overraskelse på pladen. Seriøsitet og ærlighed - "realness", - har længe været ensbetydende med østkystinspirerede beats, og synthesizere har været noget nær en dødssynd i den del af genren. Den tradition gøres der dog op med fra allerførste sekund. Der er både de typiske østkystbeats, skæve og anderledes numre og meget synthpræget musik på pladen. At der favnes bredt på pladen er uden tvivl en dejlig forfriskning i en tid, hvor alt, særligt musik, bare skal ligne alt det andet. Jeg savner dog af og til en råd tråd på albummet, da et skifte fra sydstatsinspireret musik til østkystbeats kan være en smule forvirrende og forstyrrende for helhedsoplevelsen.
Et af de største kritikpunkter på pladen er, at stemmeføringen er ufatteligt ensformig. På trods af de mange kvaliteter ved pladen, er det ikke en, der kommer til at rotere i afspilleren hver dag hos mig. Han stemme og den måde, han bruger den på, bliver simpelthen for kedelig, og det dræber en stor del af den energi, der ellers leveres på alt lige fra flows til beats. Sidder jeg ikke og nærlytter musikken og teksterne, tager det ene nummer let det andet, og det kan være en smule svært at skelne mellem de forskellige numre, når det er præcis den samme monotone stemme, der dominerer hele albummet. Ærligt talt kommer man i tvivl om, om han overhovedet elsker at rappe, for det lyder som om, at han er en smule søvnig i boksen. Super ærgeligt, når lyrikken er på et så højt niveau, og producerne, på trods af en lille stilforvirring, virker til at have talentet til at lave en rigtig god plade.