Kan I huske filmen 'The Devil's Advocate', hvor den umådeligt middelmådige Keanu Reeves bogstaveligt talt er advokat for djævelen i skikkelse af guddommelige Al Pachino? Forestil jer Al Pachino ikke lige gad være med alligevel. Samme historie, samme titel, bare uden den rigtige stjerne. Lidt sådan kunne man have frygtet The Game's 'Doctor's Advocate' var endt. Oprindeligt skulle albummet have været en ubetinget kærlighedserklæring til Dr. Dre, men efter han ikke fulgte doktorens råd om at tage en chill pill i beefen med 50 Cent, var Aftermath lukket land og The Game måtte pludselig søge nye græsgange.
Det seksten numre lange album starter "overraskende" med lyden af en tændstik der stryges, der som bekendt er Dr Dre's signatur, og allerede på første nummer 'Lookin' At You' viser The Game han ikke har tabt meget momentum mens han genintroducerer sig selv over et beat, der er så dystert og hypnotisk det kunne glide direkte ind på NWA's 'efiL4zaggiN.' Man kunne forvente The Game ville finde en ny titel og sound til albummet, når nu Dr. Dre ikke ville brænde nallerne, men The Game kan ikke beskyldes for at ændre på opskriften til succes, når den har virket en gang. Derfor er titlen intakt og den røde tråd er så The Game's skiftevis skuffede og taknemmelige shoutouts til Dre. Det fungerer overraskende godt som spændingsmoment, og har samtidig den heldige bivirkning at man tænker meget lidt over, hvor 50 Cent og G-Unit, der spillede en stor rolle på 'The Documentary' er blevet af.
Producerne på 'Doctor's Advocate' minder om noget man ville finde, hvis man slog stjerneproducer op i en telefonbog, bl.a. Just Blaze, KanYe West, Swizz Beatz, Hi-Tek, Nottz, Jelly Roll og Dr Dre-kollaboratørerne Scott Storch og Jonathan JR Tatum. Der er ingen der får lov at levere mere end to produktioner til albummet, hvilket gør det noget ujævnt, hvilket jeg senere udpensler, uden nogen falder direkte igennem.
Den for mig ukendte Reefa stod for førstesinglen 'It's Allright (One Blood)', et trendy clash mellem gangstarap og rootsreggae. Den gamle Black Uhuru forsanger Junior Reid's vokal blandes med The Game's Hennessy-baryton, og det fungerer overraskende godt, selvom The Game lyrisk ikke folder sig helt ud herpå.
De næste numre, specielt 'Compton', der ellers er produceret af club-hopperen Will.I.Am, tyder også på det hele holdes gangster og old school, men så er der besøg fra Just Blaze og Scott Storch, der selvfølgelig leverer flotte produktioner, men den polerede lyd giver mere associationer til G-Unit end godt er. 'Let's Ride' skulle muligvis være en 2006 version af 'Let Me Ride', og det pumpende Scott Storch piano, og The Game's uptempo rap har også hit skrevet over sig med en fed sprittusch. Alligevel føles det upersonligt og når Chuck Taylor forgæves crooner i hooken minder det mest om en dårlig 50 Cent kopi. KanYe West får dog albummet tilbage på sporet med 'Wouldn't Get Far', hvor han og The Game opdaterer 2pac's 'All About You' - nummeret dedikeret til video-hoes, men i stedet for det handler om vilkårlige tøser, sætter The Game navn og adresse på alle sine historier:
"And all these new video bitches tryin to be Melissa Ford
But they don't know Melissa Ford drive a Honda Accord
She a video vixen, but behind closed doors
She do whatever it take to get to the Grammy Awards"
Det mest slående ved The Games rasen efter at bringe den klassiske west coast rap tilbage er jo at han immervæk kun har en håndfuld år som rapper under bæltet og faktisk er årgang '79'er. Men hvor vores hjemlige repræsentanter for årgangen har travlt med at pille deres forgængere ned, svælger The Game i pionerernes arbejde, i en sådan grad man næsten skulle tro han selv en af dem. Meget sigende er det også primært veteraner som Snoop, Xzibit og Dogg Pound, der får lov at dele mikrofontid med ungersvenden. Hvor gangstarapperne før ham rappede i St Ides' ølreklamer, laver The Game da lige en tribute til 'Olde English'-øllen. Nej, det er ikke originaliteten der er i forsædet, men nostalgien når The Game genkalder sin egen og gangstarappens barndom. Sammensmeltningen er gennemført men også forudsigelig, grænsende til irriterende. Namedropping ambitionerne kammer helt over i 'Bang', hvor Kurupt rapper "They don't even know what 2pac first album was" og stormesteren i hiphop jeopardy ivrigt svarer: "Should I tell them???"
The Game er god til at skrive om emner, og selvom han ikke altid finder en original måde at behandle dem på, gør hans ublu brug af sit privatliv og glæde for at nævne navne, at man føler sig underholdt. Faktisk er det The Games helt store styrke, at alle hans numre handler om noget, og selvom han er en habil flower er det ligeså meget det stiliserede indhold som leveringen der holder en fast. Til trods for en fejende flot afslutning på albummet, hvor produceren Jus Blaze trækker det helt store gospelkor - og Nas - med på en 9 minutters opus, er det nok stadig titelnummeret 'Doctor's Advocate' som sætter de største kromfælge på lowrideren. Her beskriver The Game sit forhold til Dre og er endda stor nok til at indrømme sine fejl, og sætte dem i perspektiv:
"...so I owe you my life, when I betrayed you
I tried to think of what the fuck Eminem might do
If every nigga hated him, for the 'Black Bitch' track
And niggas stopped bumpin' Dre after Dee Barnes got slapped
When Doc say it's a wrap, it's a wrap!
It's still Aftermath, and ain't nothing after that."
Til syvende og sidst er det en ujævn affære, men ikke uden store højdepunkter på pladen. Man ville ønske The Game havde holdt fast i den dystre stil fra de første numre i længere tid og til tider kan hans ordspil også være for simpelt: "If you ever knew Dre, motherfucker, you would say I was the new Dre". Men får The Game lidt af doktorens overblik og syn for detaljen næste gang, kan det være han faktisk får ret i sin påstand: "I'm in the Hall of Fame, next to Snoop behind Pac". Når filmen virkelig ruller for ham som på 'Lookin' At You', 'Wouldn't Get Far' og 'Doctor's Advocate' køber man The Game i rollen som gangstarappens arvtager, og man forbløffes lidt over han er sluppet fra at lave 'Doctor's Advocate' uden Dre - den havde Keanu sgu ikke klaret.