ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Luis Ronco - Our Room

For et stykke tid siden ramte Luis Roncos album "Our Room" gaden. Den københavnske producer - der bl.a. har leveret solidt materiale til Cas' album "Verden på vrangsiden" - har til lejligheden hevet tunge navne som Alex, Kuku Agami, Cas og Mortito ind i projektet, hvilket der er kommet en ret alsidig plade ud af.
 
Der lægges godt ud med introen "The Launch" hvor Cas lægger vokal til. Nummeret fungerer fremragende som introduktion til de efterfølgende - og lidt længere - numre. Stemningen bliver pumpet op, som var det en dygtig hypeman og dj til en koncert, der varmede op for hovednavnet. Man sidder i hvert fald spændt tilbage og glæder sig til at høre mere.
Desværre bliver der ikke helt fulgt op på hverken tempo eller energi på skæring nr. 2 på skiven, "Let's kick it" feat. A. Rahim. Produktionsmæssigt lades en del tilbage at ønske. Og som om det ikke er nok, bliver man nærmest lullet i søvn på "Mig & Maria" der har Frank Ceza fra Komplot på mikrofonen. Det kan være ganske glimrende med chill-out-søndags-numre på en skive, men "Mig & Maria" er ikke et godt eksempel på den slags. Omkvæddet er f.eks. helt forfærdeligt. I mine øre, that is.
 
Seest lægger stemme til "Ovenpå, indeni" - der i øvrigt er albummets andet singleudspil. Det er egentlig et ok nummer, der er bare ikke så meget hip-hop over det. Seests stemme minder mig temmelig meget om Claudes - og genren ligger også tæt op ad.
På "Sommernætter" akkompagnerer Mortito den københavnske duo Mass'n'McKinstry. Det gamle medlem af Kidnap giver nummeret lidt ekstra, og nummeret bringer én i en, som titlen antyder, ganske behagelig sommerstemning. Så må vi bare håbe på, at vejret byder på lidt bedre sommeraftener.
Cas er igen at finde på albummet, da dettes sjette nummer rammer højtalerne. "Et hektisk liv" er ganske velproduceret, og passer ikke mindst rigtig godt til rapdelen. Luis Ronco og Cas synes at passe godt sammen rent musikalsk - den del synes jeg der skulle have været lagt mere vægt på.
Det fungerer nemlig også på "Superstar", der er næste nummer i rækken. Her får Cas følge af M.I.V. - hvilket ikke gør nummeret mindre interessant. Der er blevet chopped og screwed en del i lyrikken, og det er virkelig, virkelig fedt.
 
To helt i gennem gode numre i træk - det er vist en stime, så lad os fortsætte i den, sad jeg og håbede. Desværre er "Bluebreaker" ikke noget at skrive hjem om. Ikke at M.I.V. rapper dårligt eller Seest synger dårligt - tværtimod - nummeret har bare ikke identitet nok, og er en smule kedeligt. Det er egenlig underligt, for produktionen er faktisk også ret fedt - men sammen giver det et mix der lyder som noget, der kunne have været fyld på en r'n'b udgivelse.
Heller ikke "Shake it" med Kisa feat. Kuku Agami fanger mig. Jeg kan simpelthen ikke lide den slags produktioner. Ærgerligt, for Kukus rap kunne man sagtens have brugt mere af - på en mere udpræget hip-hopproduktion og uden alt for meget sang.
På "Señorita" høres J-O og selvom det har lidt Bubba Sparxx "Back in the mudd" (rmx versionon (med den spanske guitar)) over sig, er også dette nummer for anonymt. Virkelig en skam, da man sidder tilbage med en tanke om, at det kunne have været et gedigent nummer.
En rigtig sjæler følger som nr. 11 på albummet. Det melodiske og behagelige "African coast" lyder - ikke mindst pga. Marcus Levys vokal - som et klassisk r'n'b nummer, spicet op med lidt rap fra Kuku. Igen, Kuku burde, mener jeg, have haft et rendyrket hip-hopnummer at udfolde sig på.
 
Endelig fanges jeg igen på "Sangre fria". Nummeret, der bliver besøgt af Jon Mass og Alex, har ikke én af de svagheder, jeg har rundet i beskrivelsen af de andre numre på albummet - der mangler kant og går hen og bliver noget uinteressante - dette nummer sidder lige i øjet, og det spanske rap giver nummeret det ekstra, der fører det helt til tops. Det er super fedt.
Titelnummeret "Our room" derimod, kan slet ikke følge op på "Sangre fria". På ingen måder faktisk. Det er ellers feat. McKinstry, Miss Law og Seest, men det fæstner sig ikke rigtigt ved noget. Det samme gør sig gældende ved albummets sidste nummer, "Inside her (rmx)". A. Rahim og Jon Mass ligger over endnu en af de produktioner, jeg synes er så intetsigende. Ligesom "Shake it".
 
Det er enormt svært at bedømme albummet "Our room", fordi det indeholder alt lige fra små genialiteter til numre man ikke hurtigt nok kan komme væk fra. Efter min mening skulle Luis Ronco have droppet alle forsøgene på at lave radio- og tv-hits, og koncentrere sig om det iørefaldende hip-hop, han laver så godt. Den del fylder desværre kun knap halvdelen af albummet.

05/08/2007 - Lagt online af Matias

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [191 - 200]
næste >< forrige Her vises [191 - 200]