ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

CAS - For hårdt til radioen (de apokryfe tekster)

CAS brugte for et par år siden et interview med undertegnede til bl.a. at fortælle om, hvad der havde formet albummet "Velkommen til vrangsiden" - at han havde haft et hav af numre, men havde sorteret de fleste fra. Nogle af de numre, er blevet hevet frem igen - lavet lidt om og sat sammen så de passer ind i et mixtape, der - som Jay B siger på skiven - giver baghjul til flere fucking albums.
 
Jeppe Busy Bisgaard hoster mixtapet, der ikke alene har en hel del gæsterappere, men også Jokeren til at smide ord på introen. Efter den obligatoriske intro er det tid til de numre, der altså ikke klarede cuttet til "Velkommen til vrangsiden". Hvorfor flere af disse numre så ikke gjorde det, skal jeg ikke kunne sige, for der lægges ud med "Nosser & hjerte" der er produceret The Fantoms. Et tungt, tungt nummer med en bas der kan vælte de fleste omkuld. En potentiel hit-banger, der ikke alene har en gennemgående god lydside, men bestemt også giver bevis på, hvor godt CAS' flow og stemme passer til sådanne numre. Samme kan siges om "Schemer for dadler" der - selvom der er flere om budet - efter min mening har albummets bedste produktion - en opgave Benjamin har stået for. Udover CAS selv, er M.I.V. også at finde på nummeret - og det fungerer.
 
Jeg anmeldte for ikke så lang tid siden Luis Roncos album "Our room", der på produktionssiden er et mix af alt fra søndags-chillout, RnB og gedigen hip-hop. Det er også tilfældet på de produktioner han har lagt på dette mixtape - "Lys i tågen" er muligvis lavet med tanke på den tekst det skal ligge under, men det er ikke noget der fanger mig. Heller ikke teksten. Faktisk fanger jeg slet ikke de der eftertænksomme tekster - der skal meget til at jeg synes den slags er passende til hip-hop og rap, og jeg synes hellere man bør undlade at forsøge at lave dem, end partout at måtte have dem med i alt hvad man udgiver.
Benjamin er bagmanden for "Hjem til dig" - egentlig et udmærket nummer og produktion, hvor der i øvrigt må være hentet en smule inspiration fra Eric B & Rakims "Mahogany", men sød sang i omkvædet og kærlighedstekster generelt synes jeg ikke passer så godt til CAS. Jeg kan godt forstå at han ikke vil sættes i bås og at han selvfølgelig indeholder andet, end den hårde gut fra Vesterbro - men rapmæssigt passer han bare bedst til de noget mere kontante numre.
 
Heldigvis er "Et hektisk liv" netop det - hårdt. Man lytter jo for fanden efter, når CAS ligger på sådan et nummer. Og tilbage til Luis Ronco, der også kommer bedst til udtryk i sådanne produktioner. Også et godt eksempel på, hvad man kan begive sig ud i, i omkvædet, i stedet for syngeriet - nemlig et par linjer der er godt chopped n screwed. Nummeret tåler dog på ingen måder sammenligning med næste Luis Ronco-produktion "Månesyg". Et crunket og ekstremt aggressivt nummer, hvor CAS absolut finder sig til rette - og i tæt opløb med "Schemer for daler" om at være mixtapets i særklasse bedste produktion.
 
Ovenstående observationer og gennemlytning, er sådan set glimrende betegnende for resten af cd'en. Der veksles mellem stille og rolige numre til hårdere numre. Jeg kommer nok til at lyde temmelig konservativ - rent musikalsk mener jeg dog ikke at være det, men jeg orker simpelthen ikke alt det sang på numrene. Det virker som en dårlig undskyldning for, at være løbet tør for idéer. Og det er CAS slem til at benytte sig af - f.eks. bliver Ymans iørefaldende produktion på "Plan-b" skamferet af et håbløst omkvæd, der gør, at man bare må videre i teksten. Hvordan sådanne løsninger er blevet valgt, når man kan bruge Yman til at lave et nummer som "Lever den op", går over min forstand. Sidstnævnte nummer er nemlig så fedt, at man hører det igen og igen. Ligesom "Nosser & hjerte" er det en rigtig banger, der burde kunne gå hen og ramme både klubber og radiostationer. Eller et nummer som "Høg over høg" der bærer The Fantoms signatur - det ER bare CAS i hans naturlige element. Aggressivt, kontant og direkte. Sådan skal det lyde!
Og skal det ikke, skal der et helt specielt emne til - som skæring nr. 14 "R.I.P. M.E.S.", hvor CAS reminiscer og giver udtryk for sine tanker og følelser i forbindelse med en nær vens triste og tragiske dødsfald sidste år.
 
Alt i alt er dette mixtape - der i øvrigt afsluttes af "KBH anthem" hvor der gives prøver på det kommende udspil fra KBH Kartel - virkelig et lyt værd. Min kritik rettes udelukkende på baggrund af, at visse tendenser på skiven ikke lige falder i min smag. De gode numre er dog i overtal, og de gode numre er tilmed rigtig gode. I tilgift er mixtapet sat meget spændende sammen - Jay Bs hosting passer eminent som outtro til hver enkelt nummer, og de flydende overgange mellem numrene, medvirker til at cd'en støbes til en helhed, der giver en et samlet indtryk af den - det er meget vellykket.

17/08/2007 - Lagt online af Matias

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [191 - 200]
næste >< forrige Her vises [191 - 200]