Danger Mouse Presents: The Grey Album
Helt tilbage fra Double-D & Steinski’s cut-n-paste maltraktering af Tommy Boy bagkataloget fra start-firserne og op til De La Soul, 3rd Bass og ATCQ’s udgivelser af hele remix album, har remix-traditionen været gloværdig i hip-hop verdenen. Men sidste år blev blandings teknikken taget et skridt videre da 9th Wonder fra Little Brother fik fat i a cappella versionen af Nas’ "God’s Son", lagde ny musik under alle vokalerne og genudgav albummet som "God’s Stepson", med bedre beats end dem Nas havde købt i dyre domme.
Ud over at sende 9th Wonder i overhalingsbanen mod stjernestatus åbnedes rap-producernes øjne for muligheden i at remixe hele album, og på den måde associere sig med rappere, der normalt ikke engang ville ænse de eksisterede. Jay-Z, der var så begejstret for 9th Wonder at han tog ham med på Black Album, udsendte nærmest samtidig med "The Black Album" hele LP’en i en a capella version.
Det affødte en remix bølge, der efterhånden har fået mere opmærksomhed end original versionen af pladen. Kev Brown, Lt. Dan, DJ Kno, 9th Wonder og Kardinal Offishal udsendte alle deres egen version, og sågar i Aalborg skulle Probkid være klar med sit bud, ”The Kaleidoscope Album”.
Den mest originale idé kommer foreløbig fra DJ Danger Mouse, der tidligere har imponeret med særdeles kreative beats på DM & Jemini projektet. Han har remixet Jay-Z's "Black Album" udelukkende af samples fra Beatles’ dobbelt-LP, "White Album".
Umiddelbart lyder det som en enorm begrænsning kun at sample fra et album - ikke engang af James Brown – men det tæller til DM’s fordel at Beatles i sin tid blev beskyldt for ”White Album” var for flagrende og usammenhængende, samt at de var begyndt at eksperimentere med verdensmusik og genrefusion, så der er et særdeles varieret lydarsenal at hente fra albummet.
”Grey Album” lægger hårdt ud med ”Public Service Anouncement”, et af højdepunkterne på albummet, hvor Jay-Z's 117. historie om hans triumf over fattigdommen får et ekstra melankolsk lag af George Harrison’s guitar og korsang – det lyder corny men stemningen er faktisk udpræget grå. Ligeledes er ”What More Can I Say” en perfekt kombination af lyrik og musik, idet det lange guitar sample igen giver sangen både drive og atmosfære. Desuden rekonstruerer Danger Mouse omkvædet og lægger et velvalgt Audio 2-sample indover, så versionen sagtens kan konkurrere med den oprindelige udgave.
I modsætning til andre remixere af ”The Black Album” har Danger Mouse ofte valgt at lægge sig op ad original-produktionerne, så stemningen opretholdes men i ny indpakning. ”99 Problems” er et formidabelt eksempel på det, hvor Rick Rubin's retro-rock erstattes af Beatles' ”Helter Skelter”, hvilket specielt i de hæsblæsende vers-dele fungerer eminent. Neptunes’ ”Change Clothes” har dog fået en markant anderledes lyd, og det er klædeligt at det legende, barokke klaver løber under Jay’s versefødder, i stedet for det noget vattede udgangspunkt. Andre steder som på Quik’s ”Justify My Thug” og Eminem’s ”Moment Of Clarity” kommer Jay-Z’s vers til sin ret alene af den grund, det er forfriskende at høre noget andet end originalerne.
Med 12 bud på nye versioner af beats, der i forvejen er konstrueret af branchens største producere er det naturligt Danger Mouse ikke sætter nye farver på værket uden pletter. Hans tromme-programering er ganske mærkelig på ”Dirt Off Your Shoulder”, og ikke på den sjove Timberland’esque facon.
På ”Encore”, oprindeligt af sværvægtsproducenten Kanye West bliver der sat så meget fart på beatet, at Jay-Z’s ellers tungebrækkende hurtigrap lyder forpustet. Det hjælper lidt med en funky beatvariation i andet vers, og ideen med at lade John Lennon svare ”Oh Yeah” til Jay-Z’s ”Encore, do you want more”-spørgsmål er sjov, men remixet kommer aldrig til sin ret, måske fordi den generelle baggrundsstøj, der er på "Grey Album" er særlig udpræget her. Ydermere er Danger Mouse’s psykadeliske maltraktering af Kanye West’s ”Lucifer” på ”Lucifer99” nærmest skammelig.
"Grey Album" indeholder altså ikke altid de bedste remix man kan finde af Jay-Z’s afdansningsbal. Første del er markant bedre end resten, og det er tydeligt DM primært har fat i den lange ende når Jay-Z er i reminisce-mode. Men når en rapper er så besat af både sin fortid og det minde han efterlader som Jay-Z, er der næppe noget bedre akkompagnement til hans svanesang end Beatles verden af nostalgi.
Jeg hørte engang et radioprogram hvor Paul McCartney, hvis formue får Roc-a-Fella til at ligne en døgnkiosk, erindrede en tid, hvor Beatlerne hjemme i Liverpool rejste udenbys for at besøge bekendte, der lå inde med nye amerikanske 78’ere, de kunne lytte af og optræde med. Hvor smukt er det så ikke at DJ Danger Mouse alle disse år efter har aflyttet Beatles’ gamle indspilninger til at give amerikansk musik en ny indsprøjtning af kreativitet og legesyge.