Sveriges guldrapper, Petter lyder ikke som nogen andre. Men han er kommet mere til det end nogen sinde før.
Den helt specielle akustik han skaber om sin udtale står i gæld til hans vilde tandstilling som gør hans stemme til en eners på den fede måde. Det skal man vide på forhånd for der er intet der afslører det på hans nye plade ”Ronin” hvor han har lukket mund på alle fotos. Det er synd, jeg husker hvor SEJ jeg synes han var på sine sidste videoer for 3 år siden hvor han rappede lige ind i linsen uden nogen antydning af skam eller forfængelighed. Rå i udtrykket og ægte til benet.
Den nye Petter er langt mere poleret og selvbevidst. Og så er han blevet far til Alfons og om det er årsagen til at han prædiker mere end 12 apostle og svinger med pegefingeren mere end med samuraisværdet, ja det skal jeg ikke kunne svare på.
Pladens førstesingle ”Frederik Snortare och Cecilia Synd” er en moraliserende story-ballade om en kokaincharlatan og den unge uskyld han spolerer. Karaktererne er portrætteret netop så unuanceret og arketypiske som den fantasiløse titel antyder. Der er intet overraskkende, intet twist og ingen redning fra at nummeret ender som en rædsels kombination af Bubba Sparxxx og Whitey Ford i Plagiathelvede.
Så kan man til gengæld glæde sig over tracks som Soulsupreme producerede ”Repa skivan” hvor beatet tager et mærkbart disko-hop opad og energien knitrer gennem natklubbens tunge, tilrøgede lokaler. Eller ”Tredje gången gillt” som er ægte hiphop hvor tekst, flow, cuts og skills fusionerer til en højere enhed mens Petter møder Martin Bentantcourt i bokseringen til en sand knockouter.
Petter har været nede på stanbibliotäket og låne ”Hiphopalbums for dummies, - the pop edition” hvor der på side 2 står ” Husk mindst 1 reggaeinspireret track” og paperbackrådet er blevet fulgt med ”Vad som går runt kommer tillbaks” komplet med kvindesang på omkvædet.
Fra asken i ilden kommer man på track 6 hvor man et øjeblik tror at en opera-freak har hacket sig ind på ens cd-afspiller, blot for at opdage at det er den pompøse 1800-tals intro til ”Drömmen” der skuffer ekstremt med Petters næsten absurd simple stakato-flow og endnu en formanende tekst om at tro på sin drøm. Pointen er god nok, men for slidt og old til at kunne leveres helt uden opfindsomhed og sproglige finesser – begge er i dette tilfælde blevet udskiftet med det Stockholmske drengekor.
Så er ”Tidens Tempo” langt bedre; Petter rimer massivt og flower i sit es. Det giver et godt modspil at have den tungt dialektiske Timbuktu med, og begge har formået at skrive dybe og reflekterende vers der hæver sig over pladens generelle niveau:
”Dagarna går, veckor månader år Testosteron, stinna konungar
står Folk går som får i lånade spår Mår så svårt, lever i comatos
Med inbyggda skygglappar Tränade att slå på trycknappar
Lever på medellön och ryggklappar Fäst blicken på något
onåbart Som hårdmarknadsförs av konglomerat
Finn lyckan i en stor grå stad Gör inget onormalt, dröm om sol
Och bad Kronor ska tjänas eller stjälas Vi tränar och tävlar, ena
Skräniga jävlar Och vi slutar aldrig kuta här i ekorrhjulet
Och jag slutar aldrig supa där mot veckoslutet Kan bara leva i
Nuet och försöka bryta mig ut För skiten under ytan är djup.”
FUCK hvor er det fedt sagt!
Pladens joker må være ”Showdown” (især produktionen af BlaO aka Kiboy & Malii) som er en blanding af Bizet´s opera ”Carmen”, musical-sang og hiphop. Man enten elsker eller hader tracket der er bygget op om en historie hvor Petter finder sin kæreste i seng med vennen Moneybrother som agerer den syngende hævner på nummeret der kunne give Baz Luhrmann stiv pik anytime.
”Mitt sound” er også BlaO i laboratoriet med kolberne fulde af skøre lyde, jungleloops og harmonikariffs. Men den sære minimalistiske lyd (der inkluderer børnelatter og ulvehyl) lægger sig interessant under Petters tighte levering. Ingen tvivl om at de tossede producere er en guldgrubbe for rapperen så længe han formår at skille vanvid fra genialitet i deres beats.
Så er producer duoen Collén & Web mere traditionel i udtrykket, de står for i hvert fald 3 af tracksne på pladen og det gør de rigtig godt. ”Prolog” er inciterende, repetetiv og energisk. Den sætter pulsen op på Petter og det klæder ham, især når han så ifører sig Taro´s scratch og skruer bissen på.
Der er tændte reggaelamper i Kingston Town co/ Corruptcity Studios i Stockholm og en omgang pinligt simple rim leveret med Petters bedste glidecremeflow på ”Softa Ner”.Meget bedre er det ikke med ”Henry Hård” hvis titel præsenterer os for endnu en arketype, og problemet med dem er at vi jo har hilst på dem en million gange før. Been there, heard that og så kan sangerinden Linn ellers sjæle det bedste hun har lært i historien om fyren der tror vold løser alt. Det fungerer bare ikke.
Jeg vægrer mig for overhovedet at kommenter pladens sidste nummer: ”Alfons” – hyldesten til hans søn. Jeg synes ærlig talt at Will Smith gjorde det bedre i ”Just the two of us” men den slags lyder jo alt sammen ens fordi det er ens. Det er den samme uhæmmede begejstring og forblændelse der er rørende og samtidig ulidelig for omgivelserne fordi nybagte forældre ikke fatter at hele universet ikke deler deres opfattelse af junior som verdens ottende vidunder. Petter har sågar indlagt babypludder i outroen! Og bedst som man sidder og tænker ”Hvad SKER der med sentimentaliteten?!” bliver sutteflasken flået ud af højtaleren og sutten sprængt i stykker af en skjult bonus Streetmass med flammende halsbrand der bander og svovler ind over en lil´jay agtig produktion indtil det toner ud i den rene lamslåethed.
Og hvad skete der med Ronin??? Hvad blev der af samuraierne??? Der var mere Jamaica end opgående sol på den her skive. Og hvor er tænderne henne? Vis dem! brug dem! Pladen mangler bid.