ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Mos Def: The New Danger

Når en så skilled lyriker som Mos Def fra Brooklyn, New York udgiver nyt materiale, har man uvægerligt nogle forventninger til produktet lyrisk såvel som produktionsmæssigt.
 
Mos Def, som er en del af superduoen BlackStar, hvor han er sammen med Talib Kweli, udgav sin første soloLP i 1999 ”Black on both sides”. Der var enkelte gode numre på, men alt i alt levede den ikke op til de forventninger, der var bygget op efter BlackStar LP´en og Reflection Eternal (med Talib Kweli og Hitek).
 
På sin nyeste ”The New Danger” har Mos Def taget rollen som bad-ass-wild-west-cowboy til sig og kalder sig selv The Boogie Man, men han fastholder de positive værdier som peace, love, happiness osv, og det er et meget sjovt paradoks.

Han er denne gang tydeligt inspireret af bluesmusikken. De fleste af numrene på pladen er meget blues- og rockprægede. Ja…jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at der er flere numre med guitar, og Mos der nærmest chanter ind over, end der er decideret rapmusik. Det kan selvfølgelig også være fint nok, og der er ikke nogen tvivl om, at han mestrer dette, men jeg har bare en forventning om, at han leverer lyrik på højt niveau, og at han - qua sin respekt i hiphopverdenen – giver os hiphop-elskere noget mere.

Stilen for hele albummet bliver allerede lagt i det første nummer ”The Boogie Man Song”, hvor Mos nærmest piber ”I am the most beautiful boogieman – let me be your favourite nightmare”. Det er sgu lyrisk under Mos Def´s værdighed.

De næste tre numre gør ikke lysten til at høre albummet til ende større. Tre meget rockinspirerede numre – hvoraf det ene ”Zimzallabim” er produceret af selveste Easy Mo Bee, så heller ikke han lever altså op til forventningerne. Flowet på nummeret kan der ikke siges noget imod, og det er sådan set funky nok. Men et guitarrif, der nærmest får nummeret til at lyde, som om Slipknot er featured ødelægger det hele.

”The Rape over” hedder næste nummer, og det er mere min stil i hvert fald, om end det kun varer halvandet minut. Det er produceret af Kanye West, og så giver man ham måske lige lidt for meget credit der, for det er sådan set bare samme The Doors-sample, som Jay-Z brugte på "The Take Over" fra "The Blueprint". Her shiner Mos Def til gengæld, som vi ved, han kan. Han giver hele rapindustrien tørt på især i omkvædet: ”MTV is  running this rapshit, Viacom is running this rapshit, AOL and TimeWarner is running this rapshit – we broke out our asses for a chance to cash in”. Og han fortsætter: ”Cocaine is running this rapshit, Hennesey is running this rapshit, partly homo-sexuals is running this rapshit – watch out we run the world”. Det er altid rart, når nogle gider sparke lidt til industrien, synes jeg.

Så går der desværre blues i den igen i ”Blue black jack” featuring Shuggie Otis – en gammel blues guitarist. Og der er herefter endnu et par ligegyldige og ikke nævneværdige numre. Næste gang jeg støder på noget, der lyder tiltalende er på nummeret ”Sunshine”, som er meget traditionelt. Kanye West har endnu engang produceret, og det kan man sagtens høre her. Stilmæssigt ligger det meget op ad numrene fra hans egen LP ”College Dropout”, og det er jo ikke så skidt, og Mos Def viser her endnu engang, at det er altså er det tight flow, han mestrer bedst.

Så følger igen et par numre, der burde have været udeladt – et nummer, hvor produktionen mest af alt minder om en dårlig Missy Elliot ting og så lige endnu et nummer i rækken sange, hvor Mos Def som nævnt nærmest halvpiber eller chanter.

”War” starter rigtig godt. Teksten giver næsten sig selv og produktionen svinger rigtig godt, men så efter 2 minutter går der endnu engang Slipknot eller Rage Against The Machine  i den, og det holder bare ikke helt.

På næste track har han besøg af en for mig fuldstændig ukendt Minnesota, som også har produceret et par tracks på albummet. Han gør det dog ret godt og sammen gør de ”Grown man business” til et af albummets bedste numre. Produktionen er også superfunky. Et gammelt Barry White sample…jo jo….det er rigtig hiphop det her.

”Modern Marvel” er et over 9 minutter langt nummer, der starter stille og roligt, men som efterhånden bygger op til at Mos Def rapper over et track, der handler om, hvad Martin Marvel mon ville have syntes om vores verden, hvis han havde levet i dag. Det er en virkelig fed produktion og teksten viser, hvorfor man kan tillade sig at have forventninger til Mos.

”Life is real” hedder pladens absolutte højdepunkt. Igen en rigtig tight produktion denne gang af Molecules, og teksten handler om noget så banalt som ordinary life, men det holder 100 %.

Igen følger et par numre af større eller mindre ligegyldighed, og så slutter han albummet med ”Champion Requiem”, hvor han endnu heldigvis igen leverer den vare, vi ved han kan: Tekster med mening fremført med et gudsbenådet flow. Så når pladen er slut, har den sidste tanke da været, at det holder.

Igen følger et par numre af større eller mindre ligegyldighed, og så slutter han albummet med ”Champion Requiem”, hvor han endnu heldigvis igen leverer den vare, vi ved han kan: Tekster med mening fremført med et gudsbenådet flow. Så når pladen er slut, har den sidste tanke da været, at det holder.
 
Det gør det desværre bare ikke i længden. Endnu engang har Mos Def leveret en plade, der har alt for mange ligegyldige – og nogle decideret dårlige – numre på, og det er ærligt talt pisse-irriterende, når man ved, hvad han kan levere. For mig at se har den gode Mos Def et stort valg, han skal have truffet, inden han kaster sig ud i flere pladeprojekter: Vil han lave blues, rock, gospelmusik eller hiphop? For hans albums fungerer ikke, når han blander så mange genrer sammen, mener jeg. Han skal holde sig til det han er bedst til. At lave nogle tekster, hvor der ligger nogle dybereliggende tanker bag og så få nogle ordentlige producere til at producere nogle numre til ham, hvor hans kæmpetalent og super-tight flow kommer til sin ret.

14/11/2004 - Lagt online af Smølf

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [141 - 150]
næste >< forrige Her vises [141 - 150]