Med på en lytter hos Lucie Baines
Lucie Baines har før udgivelsen af debutalbummet inviteret den hjemlige hiphoppresse til listening party, og det var en indbydelse hiphop.dk ikke ville sige nej til. Sommeren over har gruppen lovet at deres debut album bliver 'Den Første Plade I Resten Af Dit Liv'. Eftersom jeg fået sloganet godt og grundigt på hjernen, efter en minutiøst tilrettelagt stickerkampagne fra Run For Covers streetteam, og eftersom det stadig er lettere kryptisk for mig, hvad dette løfte præcist garanterer, er det med forventningerne skruet op, jeg begiver mig til lyttefest.
LUCIE BAINES CAME TO CHANGE THE GAME
Locationen er Lucie Baines' studie på Islandsbrygge, og meget passende er eksilislændingen Gísli, der tager imod i porten, før transportelevatoren (er der andre slags?) sender os op på 5. sal, til en omgang 5th floor jazzhiphop. Thomas Vang, den anden tredjedel af Lucie Baines hilser på - Kresten Osgood var desværre forhindret - og vi bliver ledt ind i studiet, hvor gruppen holder til. Der er hygget og stillet snacks frem, men alene det vi får lov, at høre albummet i samme rum, som det er blevet indspillet i, er jo lidt af en ære i sig selv. Vi bliver bænket i en halvcirkel, og mens listening sessionen så småt går i gang, blæser introen ud af højttalerne: "Lucie Baines - came to change - the game!" lyder hooken, og der følger en anderledes og spændende lytteoplevelse de næste timer.
FRA SALMEBOGEN TIL SLY AND THE FAMILY STONE
Før vi hører hvert nummer indleder Gísli med en lille anekdote, om hvor ideen til nummeret kommer fra. Det kan være alt fra den lokale præst, der har opfordret Gísli til at skrive om noget fra salmebogen, der på finurligvis bliver til det melodiske afdæmpede nummer $ In My Pocket og til afslutningsnummeret Marvin Gaye's Greatest Hits, der er en true-life fortælling om, hvordan man kan afslutte et forhold mens man hører nogle af Marvin's smukkeste. Faktisk er der ikke en eneste komposition, der ikke får en anekdote med på vejen.
Den længste indledning er dog den, hvor Gísli lige gennemgår hele Sly Stone's historie, stofmisbrug og socialfobi, før han skamroser There's A Riot Going On albummet og namedropper hemmelige gæstemusikere som Miles Davis. Småfnisende serveres slibrige fortællinger om, hvordan Sly kunne ødelægge en hel dags optagelser, når han inviterede talentløse kvinder til at synge gæstevokal på albummet mod betaling i naturalier - hvilket resulterede i talløse retakes på de slidte optagebånd. Det bliver til Lucie Baines nummeret Sly Stone Joint, der fortæller historien om musikeren, og Gíslis forhold til ham. At det stadig er et Lucie Baines nummer, og ikke en Sly Stone coverversion, gøres klart, da en af de fremmødte lyttere, Emil Hobel fra Flavourz.dk, spørger om nummeret er musikalsk inspireret af Sly, og Gísli indrømmer: "Neeej, det ved jeg sgu ikke engang rigtig, det snakkede vi lidt om, og Kresten Osgood mente ikke inspirationen var derfra."
HVAD SKAL BARNET HEDDE?
Efter numrene bliver der stillet et par spørgsmål fra de fremmødte, og Gísli, får bl.a. mulighed, for at svare på, hvor Lucie Baines navnet kommer fra:
"Der har været rigtig mange dårlige forslag fremme, det har været noget af det allersværeste at finde på. Det har taget meget længere tid, end at lave sangene faktisk. På et tidspunkt tænkte vi på at kalde os Magic Johnson, men så fandt vi ud af, der var en house DJ, der hedder det, så det var lidt tamt. Men jeg sad og søgte på nettet efter sang-titler, altså ikke kunstnernavne, og fandt så en masse gode forslag. De navne gav jeg til Kresten og Thomas, og vi blev så enige om Lucie Baines meget godt beskrev os som gruppe - mere ligger der ikke i det. Men jeg har senere fundet ud af, Lyndon B. Johnson, havde en datter, der også hedder det, men hvor fornavnet staves L-U-C-I. Det er jo meget sjovt, men et rent tilfælde."
Gísli fortæller også, hvordan indspilningerne, der ofte ligger på kanten af det improviserede foregik, med Gísli i vokalboksen, mens Kresten Osgood samtidig lagde trommesporet ned i studielokalet udenfor. Når der skal skiftes fra vers til omkvæd foregår kommunikationen simpelthen via tegnsprog, hvor thumbs up betyder, der er en hook på vej. Herefter lægger Kresten Osgood og Thomas Vang, så alle de andre instrumenter fra rhodes til bas og guitar over. Gísli fortæller dog, han blev nødt til at nedlægge veto mod en blokfløjtesolo på albummet - og den kom heller ikke med.
>>WE MAKE TOUGH SONGS<<
Når spørgsmålet kommer til genre, er der lidt diskussion om man kan kalde det jazzhiphop, og hvad jazzhiphop i det hele taget er. Thomas Vang, der ellers er meget stille under sessionen, mener ikke der er særlig mange jazzelementer, og siger: "Vi har faktisk prøvet at lave en lyd, som vi mente var en kommerciel hiphoplyd," hvorefter han og de andre til deres forfærdelse opdagede, der ikke var andet hiphop, der lød sådan. Det tætteste vi kommer på en definition, er nok da Gísli fortæller, han spillede et nummer for Big Pooh fra Little Brother: "Han lyttede til nummeret og sagde bagefter "Man, that's a fucking tough song.", så jeg synes det mest rammende man kan sige er, >>We make tough songs - and grown men music!<<".
Der bliver fortalt og lyttet meget mere under den mere en to timer lange introduktion til Lucie Baines albummet, men det ville næsten være synd at afsløre det hele på forhånd. Det kan varmt anbefales at give sig god tid til at lytte til det anderledes og udfordrende album, for midt i alle de fantastiske flows og fremragende melodier bliver der sagt nogle hudløst smukke ting. Lucie Baines udkommer på Run For Cover den 5. september.