Vi ankom lettere forsinket på Train og formåede dermed at misse 50% af aftenens program, så vi kan kun undskylde overfor Cas og Rent Mel. Jeg blev da også konfronteret med det efter bare et par minutter da jeg løb ind i Hennesey fra Rent Mel, som spurgte mig, hvad jeg syntes om showet. Da jeg fik fremstammet at vi ikke havde set det, var det sgu' et noget slukøret ansigt der stirrede på mig og afslørede at det var deres sidste show nogensinde. Undskyld Hennesey, undskyld. Tilgiv mig. Won't happen again.
Oh well, Cormega gik på scenen og Jay-B lignede en der fik en slap udløsning, og så kunne vi ligesom komme i gang med aftenen. Queensbridge-rapperen brillierede med sit fantastiske flow, og jeg nåede da også lige at få en hurtig diskussion med den førnævnte konferencier, der mente at Mega er verdens bedste rapper - da jeg vovede at så tvivl om den påstand var jeg tæt på at miste et par legemsdele.Showet fortsatte og publikum var pænt oppe at køre, men det var ikke verdens mest sindsoprivende optræden - der stod i hvert fald en korpulent fætter bag tænd/sluk-knappen og var ved at falde i søvn, men han formåede dog at holde sig vågen showet ud. Jeg tror aldrig at jeg har set så apatisk en "stage-presence" fra nogen som helst før, og man stod desperat og savnede en dj, der kunne sætte lidt gang i lortet. Ingen tvivl om at Cormega er en super-lyriker og en fantastisk mc, men konceptet denne aften var åbenbart at starte hvert nummer med et "yeah", rappe to tredjedele af nummeret henover et beat, slukke for beatet og levere de sidste 33% acapella. Fint nok et par gange, men det var stort set hvert nummer, og jeg var ved at være pænt træt af det.
Der blev spyttet både nye og gamle numre - et af de nye blev leveret 100% acapella fordi at man ikke lige havde fået det beat med sig, og det var sådan set meget kendetegnende for showet: det var ikke indøvet og der var tydeligvis ikke nogen plan for hvordan at det skulle forløbe. Jeg synes faktisk godt at man kan tillade sig at forlange lidt mere, især når man flyver en rapper til Danmark, der aldrig har haft den helt store kommercielle succes, og dermed godt kunne forventes at gøre sit bedste for at imponere et publikum.
Efter en kort pause røg Devin The Dude på scenen, og han er åbenbart en yderst populær herre i Århus og omegn, for han blev budt velkommen som om at han var manden der skulle redde AGF's skrantende superliga-hold. Det ville i så fald være forgæves, for de rykker ned i år. Nå, jeg sprang vist lige af sporet et kort øjeblik... Tilbage til Devin, som åbenlyst nød at være på scenen, for smilet var stort set ikke til at tørre af ansigtet på ham, selvom han gjorde adskillige forsøg med sit medbragte håndklæde. Jeg skal være fuldstændig ærlig og indrømme at jeg aldrig har fulgt The Dudes (ord til Lebowski og de hvide russere) karriere særlig tæt, men crowden kunne hvert et ord til alle sangene, og det så ud til at påvirke Devin, som mildest talt så lidt overrasket ud over sin popularitet. Grineren var det til gengæld at han nærmest "flowede" henover scenen i sine superstars, og jeg synes det var et imponerende syn, at han - ene mand - kunne holde publikum i sin hule hånd, uden på noget tidspunkt at gribe til klichéer som "Say yeah" og andre lignende udtryk der ellers er en fast bestanddel af hiphop-koncerter. Nu var publikum nok også lette at begejstre denne aften; jeg kan i hvert fald ikke finde anden forklaring på at de gik helt amok da Jøden gik på scenen og rakte Devin en joint - hvilken fantastisk begivenhed! Ryd forsiden. Neger vær venlig. Fint nok at hiphoppere ryger sig en spliff, men er det virkelig så imponerende at det fortjener aftenens største applaus? Ikke i min bog.
Efter en lille times tid forlod Devin scenen og aftenens Took It var forbi, og det var ikke nogen stor aften hvis du spørger mig, men publikum så ud til at være godt tilfredse, og det er vel det vigtigste?