Hip hop og Hollywood - Heaven & Hell
Filmproducenterne i Hollywood har altid tilstræbt sig at lave film der målrettet går efter ungdommens lommepenge. De producerer lynhurtigt film, der appelerer til tilhængerne af tidens tendenser så som sport, musik og dans.
Da hip hop viste sig at være meget mere end et forbigående fænomen havde de føromtalte producenter heller ikke nogen skrubler ved at tjene penge på kulturen.
I denne artikel vil vi kigge lidt nærmere på de film, der med større eller mindre overbevisning introducerede de danske biografgængere og videonarkomaner til hip hop kulturen.
Hip hops indtog i de danske biografer kom, så vidt jeg husker, i form af den Tysk/Italiensk producerede film "Breakdance". Jeg tror næppe der er nogen, der i dag kan give et fyldigt handlingsreferat af denne film. Produktionsselskabet pralede på plakaten med at selveste Mr. Robot skulle være hovedstjernen Der var imidlertid tale om indklippede optagelser af en Breaker fra USA, der af uvisse årsager skulle have noget med tyske teenagere at gøre.
Et klassisk eksempel på udnyttelse af hip hop kulturen.
Grunden til at "Breakdance", der blev lavet i 1984, var den første hip hop film i de danske biografer skyldes nok at distributionen over atlanrhavet i disse tider foregik i et væsentligt langsommere tempo end i dag. Kort tid efter at Breakdance var taget af plakaten kunne vi indløse billet til den film der for alvor lod os få et kig ind i det forjættede land : "Wild Style".
"Wild Style" (1983) er en film, der i bund og grund ikke burde fungere på noget som helst plan.
Instruktøren, manuskriptforfatteren og producenten Charlie Ahearn´s eneste erfaring med film mediet var en hjemmelavet Kung-Fu film, hvor han brugte "Bongo Rock" med The Incredible Bongo Band som soundtrack.
Man var nødt til at kassere en del af det filmede koncertmateriale, da man ikke havde råd til at give de medvirkende deres hyre. Der var således virkelig tale om Low Budget Filmmaking.
Hovedparten af de medvirkende i "Wild Style" havde ingen erfaring som skuespillere men Charlie Ahearn var en snedig ræd, der bare klippede til optagelser af B-boys, rappere eller DJ´s, når skuespillet og handlingen var ved at løbe af sporet.
Det er således ikke for handlingens skyld at man skal se "Wild Style". Den spinkle rammehistorie drejer sig om graffitimaleren Zoro, der har ganske alvorlige problemer med at få sin tilværelse til at hænge sammen. Der er problemer med den selvretfærdige bror, en rivaliserende graffitibande, de etablerede kunstnere og kæresten. Jo, stakkels Zoro har nok om ørene. Heldigvis ender alt lykkeligt da promoteren Phade (Fab 5 Freddy) beder Zoro om at male og dekorere scenen til et stort udendørs arrangement med alle de lokale helte.
Under tilblivelsen havde Ahearn sine genvordigheder med både udendørs arrangementet og de lokale helte. Foruden de financielle problemer var der også problemer med lyden der simpelthen var så ringe at optagelser med blandt andet Grandmaster Flash & The Furious 5 måtte kasseres. Det var meningen at The Treacherous Three skulle medvirke, men på vej til optagelserne rendte Special K ind i sin kæreste og ingen så ham mere den dag.
"Wild Style" ville muligvis fungere hvis den havde været en 100% ren koncertfilm, men for os der har interesse i hip hop er det egentligt ligemeget. Det var jo første gang vi i biografen kunne se det, som vi kun kunne høre i radioen eller en sjælden gang se i små klip i fjernsynet. Det var fantastisk at se Rock Steady Crew breake på et stykke linolium mens der blev krydsklippet til Grandmaster Flash der cutter og scratcher "God Made Me Funky" og "Take Me To The Mardi Grass". Det kan bemærkes at dette ikke kan høres på genudgivelserne af filmen, da opretsindehaverne til musikken ville have big bucks og lyden er derfor erstattet med det originale "Wild Style" musik, komponeret af Chris Stein. Man bør således anskaffe sig en original udgave af filmen, for at få det fulde udbytte. Ligeledes bør man anskaffe sig det fantastiske soundtrack, der udover de originale koncertoptagelser blandt andet også indeholder Grandmaster Caz´s "Wild Style Theme Rap".Soundtracket er op gennem tiderne ivrigt blevet samplet af diverse rappere som for eksempel Nas, Common, Cypress Hill, Black Moon og Beastie Boys. Disse samples bruges ofte som en indforstået henvisning til den autentiske old school.
Den autentiske old school fra Bronx, New York var ikke ligefrem hvad filmproducenterne i hollywood tænkte på da de i 1983 blev opmærksomme på det fænomen, der med lynets hast spredte sig fra stat til stat. Nu skulle der handles hurtigt. Rock Steady Crew blev hyret til at demonstrere breakdance i filmen "Flashdance", der i øvrigt intet med hip hop havde at gøre. Det havde Filmproducenterne Yoram Globus og Menahem Golan heller ikke, men de havde tegnedrengen i orden. De havde lavet penge på actionfilm med blandt andre Chuck Norris og Charles Bronson. De fandt en instruktør, et masnuskript, en køn skuespillerinde og nogle lokale dansere og vupti..."Breakin´" var et hit i biffen.
Historien i "Breakin´" drejer siig om jazzdanserinden Kelly, der på det groveste nedgøres af hendes danselærer, fordi hun omgås the street people. Kelly og the street people ender dog med at blive de rene helte, da de får arrangeret en storstilet danseopvisning, der succesfuldt kombinerer det traditionelle dans med det det udisciplinerede gadedans. Endnu en gang kan man konstatere at man nok ikke skal se hip hop film, hvis man er til en god historie. Filmen rummer dog flere gode dansescener, som for eksempel scenen på stranden, hvor den opmærksomme seer kan spotte en ung og mistænkelig bøsset Jean-Claude Van Damme. Set med en hiphoppers øjne er det dog scenerne fra Radiotron der er interessante. De to breakere Turbo (Michael "Boogaloo Shrimp" Chambers) og Ozone ( Adolfo "Shabba-Doo" Quinoones) får hjælp af Kelly (Lucinda Dickey) til at besejre den frygtindgydende Elektro Rock gruppe. Mens dette intense opgør foregår, giver en meget ung Ice-T den gas på mic og Chris "The Glove" Taylor styrer de 2 hjul af stål.
"Breakin´" blev lynhurtigt fulgt op af en part 2. Den hed "Electric Boogaloo" og nåede så vidt vides ikke ud i distribution i danmark. Den var dog også blot en gentagelse af etteren hvor den onde danselærer bare var skiftet ud med en ond forretningsmand. Denne svinehund vil opkøbe og nedlægge ungdomscenteret, hvor der undervises i breakdance, og i stedet opføre et storcenter. Pretty scary stuff. Hurtig set og hurtigere glemt.
Efter denne korte sviptur til the west coast blev hip hip filmen ført tilbage til the east coast. Det hårdt prøvede publikum skulle først krumme tæer over "Body Rock" (1984) Hvor Lorenzo Lamas portrætterede breakeren Chilly, der ingen midler skyr for at komme til tops i breakdance verdenen. Han dyrker sågar sex med sin bedste ven/DJ´s lillesøster. Han genvinder imidlertid sin sunde fornuft og genforenes med The Body Rock Crew og alt er lykkeligt igen. Bortset fra en lille ukrediteret cameo fra New York City Breakers har denne film ingen som helst hip hop værdi.
New York City Breakers vendte i modsætning til Chilly tilbage til de danske biografer. Denne gang medvirkede de i "Beat Street" (1984). Selveste Harry Bellafonte stod bag dette projekt der fremstår som en poleret og mere kapitalstærk udgave af "Wild Style".
Instruktøren er Stan Lathan, der blandt andet havde en baggrund i TV serien "Fame", hvilket skinner tydeligt igennem i visse dele af filmen.
"Beat Street" handler om Kenny, en DJ der drømmer om at skabe sig en stor karriere inden for hip hop. Kennys bror, Lee, er en dygtig breaker, der bliver opdaget af en forfinet kvindelig koreograf, Tracy. Til at starte med bliver Kenny sur fordi han mener at hun er ude på at udnytte broderen. De bliver imidlertid forelskede og da Kennys homeboy, Ramon the Grafwriter, bliver dræbt i et opgør med den ondskabsfulde tagger Spit, hjælper hun ham med at arrangere en mindekoncert. Ja, der blev virkeligt strammet op på manuskriptsiden.
Ligesom i "Wild Style" er det dansescenerne og de musikalske indslag der er det interessante. Det lykkedes denne gang, modsat i "Wild Style", at fange The Treacherous Three på film. I en af filmens bedste scener optræder de med en julerap sammen med Doug E. Fresh og Magnificent Force. Af andre mindeværdige scener kan nævnes : Rock Steady Crew Vs. New York City Breakers til tonerne af de fantastiske "Breaker´s Revenge" og "Battlecry", Afrika Bambaataa & Soul Sonic Force med "Frantic Situation2 og Grandmaster Melle Mel & The Furious 5s "Beat Street Breakdown".
Til trods for rimelige anmeldser blev "Beat Street" den sidste film, der beskæftigede sig med alle hip hoppens grundelementer. Breakdance var yt, rap var in, nu skulle der laves film.
Vi er nu i 1985 og vores to venner Yoram Globus og Menahem Golan har nu fået endnu en genial ide. De hyrede atter en gang instruktøren fra "Breakin´". De fik fat i et manuskript der handler om en løsladt forbryder/rapper, John Hood (I´m not kidding). John Hood bruger sine evner som rapper til at redde nabolaget fra de onde mennesker , der ønsker at byforny the Hood. Mario Van Peebles ,der hverken kan spille skuespil eller rappe, var John Hood i "Rappin´" (1985). Man kan vel egentlig god forstå hvorfor at de danske biografdistributører ikke ville røre den med en ildtang.
Det er imidlertid lidt mere svært at forstå hvorfor de ikke gav "Krush Groove" (1985) en chance. Den røg direkte ud på video i Danmark og således kunne man sidde hjemme i stuen og blive klog på historien om pladeselskabet Krush Groove Records (læs Def Jam Records) og dets stifter Russel Walker (læs Russel Simmons). Russel har skrevet kontrakt med de succesfulde Run-DMC, men han mangler penge til at få trykt pladerne for. Han ser sig derfor nødsaget til at låne penge af den lokale hustler - og det kan jo være farligt! Heldigvis får han betalt pengene tilbage og han scorer den lækre sangerinde (Sheila E.) til sidst.
Med fare for at gentage mig selv er der jo ikke ligefrem historien, der er det facinerende. Det er derimod L.L. Cool J´s film debut. Han tropper op til en optagelsesprøve sammen med CutCreator og E-Love ( best sidekick EVER!! ) og fremfører "I can´t live without my radio". Kurtis Blow rapper "If I ruled the world" iført høj hat og The Fat Boys går ind på et pizzaria og får "All you can eat". Det ville jeg gerne have betalt 35 kroner ( ja, det kostede det den gang ) for at se i biffen.
"Krush Groove" blev den sidste deciderede hip hop film. De mest succesfulde rappere fik deres egne film så som Run-DMC´s "Tougher Than Leather", The Fat Boys' "Disorderlies" og Kid ´n Play´s "House Party". Filmene var ganske rædsomme og blev kun brugt som en del af markedsføringen af rapperne.
Siden slutfirserne og frem til i dag har der stadigvæk været produceret hip hop relaterede film. Man kan således finde hip hop indflydelse i forskellige filmgenrer.
Drama:
- "Poetic Justice"
- "Fly By Night"
- "Trespass"
- "New Jack City"
- "Bones""
- Tales From The Hood"
- "Fear of A Black Hat"
- "CB4"