ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Track by track: AndyOp "Nærmest Perfekt"

AndyOp's debut "Nærmest Perfekt" udkom for føje tid siden. I pressemeddelelsen kunne man læse at han er en mand af sine meningers mod, og laver sange med indhold. Præcis hvad de indeholder har vi sat rapperen i den varme stol til selv at droppe science omkring. Her følger Andys kommentarer til albummet: 
 
1. Begynderheld
Åbningsnummer med smæk for skillingen. Det er en præsentation af mig og det jeg laver, men ikke den sædvanlige intro, man alligevel bare skipper henover efter et par gennemlytninger. Jeg ville gerne starte lige på og hårdt, så trommerne banger fra første sekund. Stemningen er optimistisk og positiv - nærmest perfekt.
 
2. Luftkasteller
Jeg spiller ludo med Ahmed Akkari og Desmond Tutu, ser Dolph og Wulf med Hanne-Vibeke Holst og går i biffen med Fantomet - uden maskering. Eller er det bare luftkasteller? Drømme og tankestrømme flyder derudaf på nummeret, som nok hører til i den mere fjollede afdeling af pladen.
 
3. Anklaget (feat. Claude)
Fra humor til alvor. Albummets tredje nummer, "Anklaget", tager dig med til skyggesiden, til en af de sværeste perioder i mit liv. Det handler om en falsk anklage om et seksuelt overgreb på en mindreårig pige. Følelserne flyver igennem hovedet - chok, angst, vrede og dilemmaet om, hvordan jeg skal tackle situationen: "Skal jeg vente på, at stormen ophører eller tage det som opgør?" True story.
 
4. Opsang
"Opsang" har et par år på bagen, men har fået en overhaling i albumudgaven. Det er et opråb til dansk rap og en lussing til de hårde drenge. Spænd hjelmen, homeys! "Jeg er træt af folk, der tror, at de er fra USA - og jeg er i forvejen træt af folk fra USA".
 
5. Pigen der mangler (feat. Annika Aakjær)
Kærlighed med kant. Nummeret handler om at savne og føle sig alene. Klappen går ned og det hele går i stå - for pigen mangler. Teksten behandler nogle følelser, der ligger et par år tilbage i mit liv, men stadig viser sig ind i mellem. Lyden er behagelig og toppet med en velafpasset guitar. Vidunderlige Annika Aakjær synger med.
 
6. Forventninger (feat. Søren Strøm og Kasper Spez)
Nogle gange rider man bølgen, andre gange får man den lige i hovedet. Drømmen er fantastisk og uundværlig, men den har en pris. Søren Strøm og Kasper Spez medvirker på tracket, der er produceret af Es. Det var en lang og snoet vej til det endelige nummer, der til gengæld rammer lige den stemning, jeg sigtede efter. Spændende at arbejde sammen med de her folk i øvrigt - de kan sgu deres shit!
 
7. De gudsforladte
Et af de mere samfundskritiske numre, skrevet i frustration over Muhammed-krisen og Dansk Folkepartis tilsyneladende ustoppelige fremgang. Vi er så forbandet rige, men alligevel ludfattige. "Og hvis du er utilfreds med din starthjælp, kan du flygte tilbage til Libanon og købe dig et smart telt". Tonen er aggressiv og beatet pumper derudaf. Jeg måtte ud med det...
 
8. Undskyld
Jeg er nok ikke som 8210-rappere er flest, og det er jeg sgu ked af. Eller noget... Ideen til nummeret opstod, da jeg en sen aften stenede over "Ingen Diskussion"-videoen i en Boogie-genudsendelse. Jeg er på ingen måder ude på kaste mudder - morede mig bare lidt over det univers, der blev fremstillet. "Undskyld" er god gas og en finurlig kommentar til rap-stereotyperne.
 
9. Desertøren (feat. Zaki)
En nyfortolkning af en gammel og desværre meget aktuel anti-krigssang af samme navn. "Hr. statsminister, svinder smerten i verden i takt med hver soldat vi mister?" Samplet stammer fra en gammel dansk spansksproget jazz-produktion, som jeg ikke bare har været heldig at få tilladelse til at bruge, men samtidig fandt ud af handler om noget af det samme som "Desertøren". "Corrido de Doña Luz", som originalnummeret hedder, handler nemlig om krigens rædsler under den mexicanske revolution. Og vildere endnu: Erling Kroner, som har skrevet nummeret, var tæt på desertere tilbage i 60'erne, hvor man ikke bare kunne blive militærnægter. Spøjst tilfælde...
 
10. Hvem er du (huh?) (feat. Vakili)
"Hvem er du (huh?)" er vel det tætteste, jeg kommer på en club-banger. Den G-Unit-agtige produktion sparker røv og skaber variation - det rykker helt vildt! For et års tid siden lavede Vakili og producer Mezian nummeret "Huh", som jeg straks faldt for. Siden har vi spillet det sammen live, og nu er videreudviklingen endt på "Nærmest Perfekt".
 
11. Ét liv (feat. Rasmus Sejersen)
"Jeg vil være rapstjerne, far til fire og tjene mange kroner/ helst millioner - og ellers går det nok/ jeg vil være lykkelig og kunne sige 'ellers går det godt'" Tracket handler om at drømme og turde gå efter det, man inderst inde gerne vil. Men det handler også om at være tilfreds med at gøre det så godt, man kan - også selvom det ikke er perfekt. "Ét liv" er et eftertænksomt og melankolsk nummer, der alligevel emmer af optimisme og gå-på-mod. Du har kun ét liv - lev det!

12. Lossepladsen
Afslutningsnummeret handler om det sted, jeg er vokset op. "Lossepladsen" beskriver det grå, kolde og kedelige Frydenlund i Århus V - der til forveksling ligner alle de andre socialt belastede boligområder, vi har i Danmark. Det er en historie om hverdagen i et kvarter, hvor 2.g'erne ikke går i gymnasiet, der står "Fattigdas" på tøjet og 80% ville flytte væk, hvis de ellers havde råd. Der er fuld fokus på teksten, og mulighed for at puste ud oven på et album med knald på - "Lossepladsen" er nemlig en a cappella.

20/01/2008 - Lagt online af PTA

Relateret indhold på hiphop.dk

Artikel arkiv

næste >< forrigeHer vises [21 - 30]
næste >< forrige Her vises [21 - 30]