Fredag: Dukker op i den forkerte ende af festivalen. Forbi Campingpladsens tissemænd og turbo-bajere – ’bund eller alt i håret’! Vi må væk, ind hvor der sker noget…første stop bliver Graffiti workshoppen – dj Cars10 gir’ alt hvad den skal ha’; dirigerer de små snotunger med en sejlende fad i hånden – møder Sonik, en spændende fætter fra Boston, aka en grandfætter til graffiti, der er her for at male og sælge sin børnebog "Lilman Makes a Name for Himself". Sonik er rejsende over hele verden til børn og voksne. Sonik er BoogieWoogieChildhood i sin streg; super ol’ school efter min mening - med pen, klat og spray, der overskrider de strengere regler og vender tilbage til ældre funky vægmalerier med kulturel- og samfundsmæssig relevans som set i 70’erne. Meget passende til børnebogssceneriet - sidder jeg, måske som den eneste på festivalen, og spiser salat blade på peanutbutter speltmadder og drikker soja-jordbærmælk med min øko-veninde Pardis. Vi slentrer derudaf med masser af konstraster af dødsmetal i luften. Hva’ så Roskilde!! Min veninde er kommet for at høre NERD, vil back stage og møde Pharrel – de skal giftes, forenes efter mange års adskillelse – inden længe flytter han ind på Blågårdsgade og synger falset nede i Netto... hahaha!
Møder et slæng fra NV, Stengade 30 og på de kanter... stor gensynsglæde - lige ved Pavilionen. Da vi nærmer os teltet, hører jeg en mørk stemme råbe op: ’Hva Så Roskilde’ – det er Niarn – straight from Ååååålbåååårg. Han er super gnaven, provo – ja vel nok - ret veloplagt. Men jeg ser intet, hører intet... Udenfor teltet bliver der rullet en joint, og en fake-hamp sølvhalskæde går på omgang, som var vi særligt indviede; total BLING BLING! Og vi luller om million dollars in your eyes, vist nok en reference til Swan Lee – får jeg fortalt af én af de kyndige. Foran os står der flere og flere tisse-mænd med langemand ude, og de er godt nok nogle små nogle – og vi puster os op og råber, at de kan finde et andet sted at pisse; hér havde vi det lige så lækkert! Vi går videre – ned til DJ Krush, som snart kommer på. Salatbladet går i glemmebogen, virkningen er ved at indpasse sig, hvorefter den står på Guld for 22 kr. Krush går på, og vi lokkes ind i Metropol-teltet af lyden, som kun kan være Krush’s – tung, dybsindig og koncentreret. Måske en anelse heavy for os, der er på peeket til at være superfriske, kl.17. Efter omtrent 18 minutter inde i settet, bliver det lidt for kedeligt; Krush er endnu ikke kommet ud af sin indledning som består af rocket, dubbet downdown beat temporeret hip hop – og det kan godt være det er flot, og at det er DJ Krush, men vi går videre. Måske går vi glip, men hvad – der er så meget andet opløftende liv herude.
Mediebyen - for privilegerede og handicappede - er et kapitel for sig med sine egne eventyrer- men i virkeligheden sker der ikke så meget mere end, at alle er her: Voice Radios aldrende præsidenter med børne-påhæng og sorte rander under øjnene, minglende bagskæve medievidenskabsstuderende, kendte on holiday, formidlere doin’ their thing, business, pleasure + Tuborgs VIP lounge, der ligner en version af ’crazydaisy goes camping’.
Min veninde bliver sat af ved Arena til NERD, hun skal have plads helt op foran ved scenen (ca. en time før), så hun kan snige en serviet med skriften "U have an minute after the show, I have a Question (important) ". Men okay, hvor mange piger ville sige nej til et lille kindkys med prinsen – ingen. Derfor er der nok rigtig mange, der har den samme tanke. Seriøst Ingen Mulighed - Face It! Tænker lidt på hvordan de egentlig har fået ham ind på pladsen, uden han overhovedet skulle røre jorden? ...Allerede kl.19 er der kæmpe lineup. Jeg går tilbage, får en øl og snakker med Philip fra Djoses Krost og bas-guitarist i Junior Senior. Netop ep-aktuel med Djosos Krost feat. Tuco; en go’ dub og elektronisk produktion, man kan tjekke ud i Loud/Hyskenstræde.
Tilbage til NERD, der er gået på – tusindvis af mennesker er kommet – og det er svært at orientere sig – Tak til Storskærmen! NERD giver et fedt show med et supertight band og veloplagt publikum, der kan alle teksterne uden ad. Pharrel er prof, og selvom han gemmer sig bag kaskettens privatrum, kan jeg lide hans fremtoning; kvinder i 40 års alderen prøver at overtale vagterne til at komme ind foran – imens synges der med på ’"She Wants To Move – She’s Sexy"...brager det ud. Juhu, jeg ved min veninde står foran med de store brune helt forgabt. Hun er fanget, og jeg finder hende ikke foreløbig. Drager hjemad fra kampzonen, forbi alle ølsælgerne langs vejen, der ryger joints med de forbipasserende – det er godt at se folk også kan have det sjovt mens de slider i det.
Ud at se med DSB, ind til byen, på Rust spiller Blackalicious; og selvom festen er til festival er huset på Nørrebro udsolgt. Blackalicious giver et fedt live show med rapperne Gift Of Gap og Jahee. Med sig har de DJ E The Boss og super korsangerne Myron og Jen, som burde have haft ekstra spilletid, da de er fantastiske. Jahee, Jen og Myron kan høres på det tredje album fra NBTB i efteråret. Afslutter koncerten med "Make You Feel That Way" (som de ikke spillede på Roskilde); Der er ikke andet end glæde i salen på Rust. Faktisk er det en helt god afslutning på aftenen - at vende hjem, til indendørs koncert. Får dog hedeslag af gummistøvlerne, som jeg stadig har på - resten af dansen bliver op til ballefniserne over Jeppe B’s dirty cash musik.
Lørdag: ’Last night I drive a bulldozer’ - Hey - Og op troede jeg, jeg skulle til Lady Saw lørdag på Ballroom– men Ms. Sexual Healing, der engang har sagt "I want woman and men to get a sexual experience off my songs and come off my music" – gav desværre ikke den oplevelse til os, men i stedet dukker den engelske toaster Macka B op sammen med band ( han optræder bl.a. med Mad Professor) & Ja Mand – jeg føler gode vibrationer med Macka, hopper rundt og kaster paraplyen op for manden - Kruzh’em står ved siden af og griner lidt.
Macka har klassiske rastafari budskaber: "Legalize The Erb", "Macka B Don’t Want No Big Mac" og bedre endnu "Woman is more than a Sexmachine, She’s a Human Being"!!! True Reggae Roots is coming to town... Ok, Mackamand for meget, selvom hans band groovede godt. - vi tripper over til Quannum Project og jeg falder lige pladask ind i det superfede dj show med D-Sharp & Mike Relm, der giver et stilfuldt, underholdende og dog lidt kaotisk show.
Der var en god blanding af club-hits, old school electro og klassikere - bl.a. rækken med "Billie Jean", "Me, Myself and I" af De La Soul, superfresh beat joggling i "Let The Music Play" af Shannon og cut op i "Apache" af Incredible Bongo Band, som et ’Jiihaaa for det vilde vesten’ – Californien, hvor de to beatjonglerer kommer fra. D-Sharp og Mike Relm afslutter med ekstra-set – da folk ville ha’ mer’: Starter op i et cut-potteri i Charlie Brown - ender op i Outkast’s superswinger "Hey Ya". Mike Relm laver cut back i "Hey Ya"’s omkvæd "Shake It Shake It" i en uendelig lang herlighed/forlænger et radiohit til seriøs nørderi. Hurtigere, hurtigere og hurtigere – så det hele bliver kaotisk, men også meget fedt og energisk. De unge fingerfærdige talenter, som forvandler vel nok et ret så typisk klub-set til Djing når det er go’ ballade og kvali, erstattes af Life Savas – som jeg misser, fordi Beenie Man umiddelbart er købet for mig...
...her hvor jeg jo forventer en stor pose af den fine ragga, som kommer så godt ud af det med de daglige højtalere – men jeg ender i lidt af en fiaskokoncert på Arena: Før Beenie Man optræder en sød poppet reggae mand ved navn Little Kirk. Derefter flyver, bruser og storryger en toaster ind ved navn Silvercat. Han hopper rundt og galer lidt op, men jeg kan ik’ føle det og bliver sværere utålmodig, men kan i stedet kigge lidt på Nik, Jay og LOC og de skolepiger fra Varde eller omegn, der kigger og peger fingre af stjernerne. To piger får smøger af Nik, og de ryger lidt på dem men finder større værdi i skodderne og bestemmer sig derfor for at slukke dem halve, gemme dem som var det erstatning for en autograf; ja vel det man kan kalde ’et Superskod’!. Efter Silvercat har råbt færdig i et lydrum af et telt, der lød som mudderet er smattet – kommer Beenie Man på, dancehall’s egen Michael Jackson – især fremtoningen; Beenie Man er super-tight, og han giver den da også på mikrofonen, men forgæves. Dancehall er svært i et så stort telt som Arena, selvom det måske er nødvendigt, når nu Beenie Man er blevet hver mands eje. Jeg har hørt ham tidligere, hvor det rykkede med bare en dj bag pulten. Denne våde lørdag er med liveband og hele det jamaicanske pivtøj, men det giver absolut ikke den flavour som det burde, tværtimod roder showet lidt og Beenie Man bliver altså lidt fortabt – i mine ører. Han styrer det rimelig veloplagt udadtil; en pige foran mig danser smukt – men jeg falder ikke i med rytmen. Det melodiske der ellers er så fængende ved Beenie’s musik er overhovedet ikke konstant; i øjeblikke var det som, hey nu er den dér – og så alligevel nej. Selv det største af alle nyere ragga-hits hans klassiske "Who Am I (Sim Simma)" blev via band og uheldig akustik transformeret til en mere langsommelig liveversion, hvoraf hele hooket, hele nerven i beatet forblev væk; det var ikke til den store tur i Bimmeren!
Ok, når det ikke virker, så er det på tide at gå videre.. Tilbage til Odeon, hvor hele Quannum Project havde deres ting kørende; nu havde Blackalicious overtaget scenen, og hér var kontakten mellem publikum og optrædende artister mere intens. Folk var på og klappede, når der skulle klappes, op med lapperne når beatet var the new shit. Go’ hip hop ’live on the stage’; Blackalicious serverede et lige så godt show, som dét jeg overværede aftenen før på Rust – med dog så mange flere mennesker til. Korsangeren Jen sang hele teltet stille og salig med sin fine jazzede intermezzo. Svært var det rigtig at høre Gift Of Gap’s stemme & ord. En mand med en fin intention om at viderebringe den eksperimenterende rap, der igennem brudte og tempofyldte rytmer samt referencer til jazz, børnerim, poetry etc. sprænger rammerne for, hvad vi er vant til at lægge øre til. Da den allersidste tone var lagt i hjertet af publikum, hørtes solid punkrock fra legendariske Iggy and The Stooges i baggrunden på Orange scene. Regnbuen rejste sig over pladsen, mudderet var absurd og jeg måtte grine af måden vi alle frivilligt rendte rundt i det pløre – Nu var den ond.
På vejen ned til Louie Vega & His Elements Of Life Live i Ballroom ender jeg tilfældigt op i Metropol-teltet, hvor Luke Vibert spiller; den engelske techno, housede, electrominimalistiske neofunkydrummer DJ og producer…Musikalsk viderebringer han forskellige genrer med fælles hyperelektroniske bund, uden at der inden for Metropol teltet lød en evindelig dongdongdongbumbumbum. Oppe på scenen sad så denne her skæggede tynde mand, Luke Vibert - bag sin laptop, drak øl og røg smøger – som sad han og nørdede derhjemme i stuen, nogle gange gav han thumbs up til beatet & computeren, hvis tracket virkelig var friskt og hypede publikum. Jeg vandrede lidt rundt derinde i mørket blandt freak outs i alle størrelser og typer: Johnny Bredahl i gummistøvler var fyldt op af happy joy i ringen, midaldrende mænd med stråhat dansede rundt i center og piger i Bevar Christiania sweat shirts syrede rundt: Dét er sgu’ Roskilde; ikke så meget fis og fornem hér, det er essensen – én af dem.. for lige bagved på Ballroom, kom der snart en hel anden vibe end Viberts på, Latin House Big Shot DJ Louie Vega (Master At Work) - Denne lille mand med sin klassiske hat og læderjakke på, som var han med i en Michael Scorsese film, havde sit liveband og danserinde med. Vega stod selv som dirigent (ikke DJ) og bød alle i teltet op til dans. Super sofistikeret, lækkert, suverænt – absolut bedste koncert på festivalen indtil videre!! Bl.a. var den blinde guitarist Raul imponerende med sin soul sang i bedste Wonder(ful) stil– der blev tilsat salsa fra musikerne bag. Louie Vega har i 2004 kompileret "Latin Sounds" med Kenny Dope (MAW) og er pladeaktuel med Elements Of Life omkring start august.
Søndag aka Lortedagen: Yo Yo, back on the track – med Samfund - representing "Det Lyserøde" - ved min side. Vi begiver os ud på pladsen omkring 13.30, vender lige lounge-scenen, hvor den brasilianske DJ Marceo spiller et sammensurium af hiphop, funky breaks og drum&bass. Uha, den er tidlig – og vi kunne bruge en 30 grader i skyggen til at komme i varmen. Jokeren er på Arena, og vi går ned i sølet – lige for at tjekke ham ud inden Michael Franti går på med sine ord. Mudderet lugter, og dagen får sit eget navn: Lorte-Dagen. For det hele ligner shit, toiletterne er fuld af shit, og Samfund og jeg føler os som småslidt skidt, da vi går der med de dovne øl og lige skal finde os selv frivilligt placeret i et kapitel fra "Intet nyt fra Vestfronten". Jokeren sparker vores L-dag i gang; lyden er massiv, Booty Cologne indleder med nogle heavy bassede vibes – og vi får lige "Sulten" feat. Orgi-E, Tue Tracks højlydte scratching og et par andre numre med på vejen. Arena er godt fyldt op, Jokeren er sikker underholdning og rimelig spændt op – men jeg har set den mand for mange gange. Michael Franti bliver det derfor på Orange. Ringer til en ven, der står i bus-baren og vi får en hot salsa drink+ en kop kaffe med flødeskum, just to start. Mere skub på. Solen er kommet frem, Michael Franti står flot på Orange – uden særligt stort fremmøde - og indleder koncerten med sit spoken words. Han har været i Bagdad og optræde og beretter herom; hvordan soldaterne realiserer at magt og krig ikke nytter, at humanitære organisationer og ’social justice’ skal og kan redde situationen; opløftende budskaber – men også med en masse spørgsmål iboende som kræver dybere og større diskussioner end disse ’flotte og humanistiske udråb’ her kan bære. Franti synger om "It’s Time (To Come Home)", snakker om fuckin’ Bush – navnet har klinget i mange telte efterhånden på Roskilde. Og jeg tilføjer til Franti’s sang: og forlader den synkende skude (i Irak). Men ok. "it’s all good" med Franti og Spearheads roots- rockede hip hop – eller også er det omvendt – Spearhead serverede denne søndag hiphop’et rock.. Vi vender for en meget kort bemærkning forbi de populære producere Zero 7, som er nogle af de førende inden for chill out lounge scenen (hvornår kan vi få andre ord på suppen??). Jeg hører en kvinde synge på den dér ret pæne, søde og sensible facon – som lyder som alle mulige andre piger i rock singer songwriter-traditionen for tiden; det lyder kedeligt – mere kan jeg ik’ sige om Zero 7’s Roskilde optræden – deres nye album er fint (nok), men hér kan jeg ikke overskue dem.
Ballroom, teltet for verdensmusikken – har i stedet gang i højt tempo med New York’er orkestret Yerba Buena; et blandingsband musikalsk og geografisk – Cuba, Venezuela, USA og flere lande er på scenen med stor energi. De rapper, synger og sammensætter latino, rock, hip hop, afrikansk – med gode percussion-sessions fra to af bandets medlemmer; én af frontfigurerne spiller på fuld hammer med to af sine tunge dread locks. "Screw Your Lungs With Blunts" bliver der sunget og en overraskende vokal sampling fra electro-disco masteren Aleem tilbage i start 80erne "Release Yourself" – forekommer virkelig spøjst og gøglet. En mand på 60, gråt hår og rygsæk står og danser salsa for ham selv, der er hedt herinde i Ballroom, folk er virkelig glade for den vibe, Yerba Buena giver i sit mix af genrer. 100 % energiladet af glæden og lidt døve for ørene mødes vi med et hold af klare-drenge; Duden, Sjatbetjenten, In The House og Bobby fra Bus-baren. Vi får en kampstærk mojito og NU starter min L-dag for alvor, eller måske skal den omdøbes - for der er trods alt et party sat i gang og lidt solskin på vej, da vi klistrende til mudderet får os skubbet frem til Arena for at høre Ben Harper And The Innocent Criminals. Ben Harper er forståeligt nok populær - trækker fuld telt; han er en dygtig musiker og sanger – han fanger det modne publikum med sin lyrik og blanding af blues, rock og soul. Selvom jeg lige får en snært af country feeling over Mr. Harper, nyder vi da rimeligt tonerne imens én fra slænget prøver at rulle en joint under paraply, i modvind med fire meget hvide kasketter rundt om os. Vi går videre ned til Dizzee Rascal, der spiller på metropol. Teltet er fyldt. Jeg falder hurtig ind med Rascals superkoncentrerede og dedikerede UK-style; et mix af drum&bass, garage, jungle-elementer og hip hop. Dizzee Rascal’s flow er så frit flyvende udover alle de klichéer, vi stopfodres med fra amerikansk rap. Hans engelske, jamaicanske dialekt bringer en hurtig, gebrokken, brudt og super Fat toasting. Jeg har optur over denne koncert, - de folk jeg hænger ud med – som ikke kendte ham - bliver vildt overrasket og vil straks ud at købe hans albums. Der er en kombination af stilstand og uptempo, nærmest som vi kender det med crunk – man rider bare kontrolleret derud af! Og rewind, var der ikke også noget med en dansekonkurrence?; jo – for første gang i meget lang tid fandt jeg det egentlig meget morsomt, måske fordi de fire piger, der blev hevet op på scenen tilfældigvis alle var svenske og alle vilde i varmen for at danse. Men så begyndte det da også at blive lidt pinligt og kedeligt. Og come on, Mr. Rascal kunne da i det mindste godt have belønnet pigerne med hans cd. Jo mere jeg oplever det med piger oppe på en scene herhjemme, jo mere malplaceret går det op for mig, at det er. De fleste er blevet opdraget til at se at sådan noget stinker lidt af sexisme, chauvinisme. Og jeg fornemmede da også, at publikum mere end alt reagerede med tilråb under dansekonkurrencen af høflighed. Så et lille øv kommer jeg op med – for det ødelagde lidt min rus over Dizzee Rascal ..men nok om villige dansepiger og stærke mænd, for der kom flere senere på aftenen. Efter Rascal koncerten slentrede vi op til Odeon, hvor én af vennerne lige skulle tjekke noget ud. Det var et ukendt band for mig – de såkaldte !!! aka Chk Chk Chk. !!! gav nu flere gode overraskelser. Det første udråbstegn var bandets skarphed og tighte måde at spille sammen på; deres groovy punkfunk (som det bliver beskrevet i festivalens officielle programoversigt) lød under koncerten som rock, der gerne vil være neodisco – på den der meget avantgardistiske måde hørt tilbage i start 80erne. Andet udråbstegn var den ene af forsangerne; han lagde vokal over numrene som en rigtig skinnyporno chick, og når en mand gør det, og hvis det stemmer med musikken, så giver det en hel anden kant til musikken. Forsangeren til bandet sagde på et tidspunkt som en lille provokation: "Is this how you get down? Where I come from this is how we get down" - hvorefter han fyrede den af som i Saturday Night Fever.
Jeg blev opløftet af at høre et live show, der var så absolut tight. Forlod Odeon. Hilste på to bekendte, der gav hash til en ivrig mand, så han ku’ komme backstage med Wutang. Okay, så de er altså omkring os! Så skal vi ikke tage hjem. I baren mødte jeg et hold piger, der var på vej over for at tjekke tøsebandet Electrelane ud på Pavilionen – inden Wu-tang Clan skulle på. Jeg hørte lige 10 minutter af deres show, men så at Orange Scene var ved at blive pakket, så jeg gik over for at få en god plads – faktisk helt oppe foran, hvor der var masser af plads til at hyperhovednikke til klanen; de kommer sgu’!!
På trods af så meget bøvl, og at Ol’ Dirty Bastard og Method Man var fraværende (hvilket vel ingen havde forventet andet) - synes jeg faktisk, det var en helt igennem ok koncert. Drømte mig til en sal som Vega, hvor deres rim, flows, attituder og beats kunne få rette akustik og stemning. Orange er altså for stor til min smag. Men jeg tror egentlig Wu selv blev høje af at stå og skue ud over så mange mennesker. Lydmæssigt var det da også lidt bedre, da jeg bevægede mig fra første parket op til midt for scenen. I samme øjeblik jeg stødte på en gammel bekendt spillede de ODB’s "Shimmy Shimmy Ya" og "Gravelpit" – party nummer 1 - og vi dansede rundt i mudderet, som sugede os ned – grotesk. Ghostface Killah’s hvide morgenkåbe, røde & blå cap og 5 stortunge guld halskæder gav da så lidt kontrast til vores sølle living - down here in the gutter!! Men samtidig er det langt ude at en så progressiv gruppe som Wu-tang Clan (engang var), så ignorant promoverer American Dream imaget. Det kan godt være Ghostface selv synes, det er et ’killer-look’, men jeg mener nu, der lugter lidt for meget af dobbeltmorale og usmagelig nyrigdom i bageriet. Det er ikke helt i hak med den oprørske feeling, jeg fik, dengang de kom frem. Eller også skal man bare tolke Ghostface’s påklædning som en af ’nutidens rap jokes’, en gimmick? Selvfølgelig kom der også piger op for at lege med de tungstore drenge på Orange; værst var dog den kameramand, der zoomede godt ind på pigens babsenutter. Når de nu kan lide pseudoporno og semistrip, hvorfor får de ikke nogle professionelle til at gøre jobbet, i stedet for at det er nogle trunter med mudrede joggingsko, der prøver at danse professionel bootypop? Jeg forlader scenen, Wu-tang har smidt deres merchandise ud, og der er ikke optakt til ekstra nummer – der ville jeg ellers gerne have hørt "Shame on a nigga" (men vi mangler jo også ODB). Men de kom - og det var godt. Jeg havde ikke forestillet mig, at de ville være så veloplagte. Får på tilbagevejen lige en historie fra den røde bænk i Mediebyen, hvor tre fulde mænd sidder og hygger. Den ene, Abdullah S fra Booty Cologne, fortæller nostalgisk om riot på Roskilde i 85, hvor der opstod kaos og kamp, fordi der ikke var mere øl! Hvor han selv var en ung purk og pushede øl fra en indkøbsvogn. Og ja, denne festival kunne ikke køre rundt, hvis ikke der var øl. Det blev weekendens medicin for mange, når mudderet stod til halsen. Turbobajerne er overlevelsesstrategi. ’Bund eller mærk pludderet på kroppen’.
Imens stivnede jorden, og vi ser rimelig normale ud igen! Finito Bandito.
"Lilman Makes a Name For Himself" af Sonik (Cantab Publishing, Cambridge): 4 ½ ud af 5
En fantastisk fin og filosofisk approach til graffiti via børnebogen om Lilman, som skaber sit eget navn. Sonik bruger graffitiens sociale potentialer og dedikerer sin streg til fantasi og barndommens univers. Kan købes i WoodWood/Krystalgade.
Nerd: 3 1/2 ud af 5
De var sgu’ meget gode de drenge. NERD sætter nye standarder indenfor rock, pop – og hip hop. Nyskabende – men jeg er ikke dedikeret fan.
D-Sharp & Mike Relm: 3 ½ ud af 5
Som sagt, fedt show. Men skru op for mellemtonerne og diskanten (for en gang skyld), der var lige lovlig meget bas på electroen.
Blackalicious: 4 ud af 5
De er super Live. Masser af energi, eksperimenter, genre forgreninger, jazzy og soulede vibes. Lidt rodet nogle gange med vokalsamspillet og harmonierne - Men det har altid været deres stil.
Beenie Man: 3 ud af 5
Beenie Man rules – han kan lave det rå raggamuffin og det bløde med Janet, og det holder faktisk alt sammen. Det skete bare ik’ helt på Arena i år.
Louie Vega and his Elements Of Life: 5 ud af 5
This is Music, this is Life!! One Love!! Varme sommer nætter vi endnu ikke har følt…waw.
Tjek bl.a. MAW’s compilation "Latin Sounds" (Verve) - 100 % ren latin. Louie Vega and his Elements Of Life er også pladeaktuelle senere på sommeren.
Michael Franti & Spearhead: 2 1/2 ud af 5
Super performance på bare tæer på en halvtom Orange scene. Franti er nok en helt, men jeg kedede mig.
Dizzee Rascal: 4 ud af 5
Fordi vi skal have mere af hans supershit repræsenteret. Lær af det mc’s, dj’s og producere! OHOI er dem, der kører på sporet (www.ohoi.dk).
Wu-tang Clan: 4 ud af 5
Smoke i Kongerne! Gjorde det som erfarne esser i et spil rommy. Orange er bare for stort (for mig).