Prince Paul i Malmø
Det pissede ned i tove da jeg og 5 andre (Azerel og K-V, Smækket Rapper, Simon og Tegnedrengen) begav os af sted på turen til Malmø. Fra regnvåde København til plaskvåde Sverige på under 45 minutter. Men så var det også inklusiv en dansk pendlers livshistorie og erfaringer med ”slidte” svenske kvinder. Dem definerede han i øvrigt som ”Sådan nogen man går over til på et diskotek, lige inden lukketid, og siger at det her er sidste chance hvis hun skal nå at få pik med hjem - og hun så takker ja” Vi sad hovedrystende indtil han tilføjede ”Sådan mødte jeg min kone”.
Malmø på en regnvejrsaften i februar er kun lidt bedre end at blive skubbet ud under den kolde bruser med alt sit tøj på. Vi sprang hurtig i et par cabs og blev fragtet til Folkets Park der huser spillestedet Inkonst. Lettelsen fortog sig hurtigt da jeg i døren blev bedt om at fremvise medlemskort. Et lille øjeblik blev jeg usikker på om jeg var gået forkert og havnet på et bibliotek, men den var god nok, dørmanden (som nok aldrig var kommet bare i 10 meters radius af en bog) lod ikke til at lade sig imponere af mit navn på en gæsteliste. ”Selv om man står på listen skal man have medlemskort” gentog han, og foreslog at jeg og de fantastiske fem fandt vej til den nærmeste netcafé for at udprinte nogle! Så der stod vi så på Lars Tunn-skiits marker og gloede opgivende rundt i nedbøren. En af stedets managere, som havde hørt miseren i døren, forbarmede sig over os og skrev vores navne på fem lapper papir inde på sit kontor. Det var så vores medlemskort og NU kunne man få lov at betale de 140 kr. entréen kostede.
Man ved jo aldrig med de skøre svenskere så vi var kommet i god tid, allerede kl. 22. Det blev til en lang ventetid for først kl. 23.00 dukkede engelske DJ MK op og gav sig til at vende plader. Roots Manuva gringoen spillede et formidabelt udvalg af oldschool hiphop der fik alle rotterne over 25 til at logre lystigt med halen, men ingen vovede sig ud på dansegulvet. Gradvist begyndte det at strømme ind, og det var med et noget andet publikum end man er vant til fra de næsten Fubu-uniformerede Clerasil jams i DK. Her blev sportet en del alternativ dresskode der smagte lidt af indie-rock tilsat en spiseske grunge og krydret med 80ér. Men på opsiden var folk venlige og ude af puberteten; de fleste var mellem 23 og 33.
Med tilstrømningen af piger kom der endelig action på dansegulvet, og wow de svenskere er bare stive eller druged. Især én spæd ”kompis” med retro Hanson-hår havde det for vildt. Jeg bemærkede ham allerede under opvarmningen men skulle komme til at se meget mere til ham.
Kl. sneg sig hen på halv et og klubben var fyldt godt op. DJ A-Vee fra NY indtog scenen og pladespillerne, og folk stimlede sammen på første parket. En særlig utålmodig blondine kunne se Prince Paul vente i kulissen og vinkede ham utålmodigt ind på scenen mens hun med en småsur mine lipsync´ede ”Come on!” Det blev hun ved med i 10 minutter nonstop, til stor irritation for mig, der fik hendes blafrende arme i ansigtet. Men det har nok heller ikke været så cool med Prince Paul.
Endelig indtog legenden scenen og alt lys blev slukket. I et enligt spotlight re-appearede han, med spacey skibriller, siddende på en stol med en mikrofon i den ene hånd og en mundharmonika i den anden. Så trykkede han den ellers af, og folk jublede højt. Mine homies som stod nede ved baren troede det var et sample, men jeg kunne bekræfte at det var så live så spyttet sprøjtede.
Prinsen iførte sig herefter et par nørdede sygekassebriller og bekendtgjorde at det nu var på tide med en lille historisk hiphop-lektion, for der var for mange – især blandt pigerne - der ikke kendte til fortiden, og som ikke vidste hvem han var, nu da han jo ikke var Craig David.
I de følgende 10 minutter førte han publikum på en fortalt rejse gennem sin karriere fra Stetsasonic dagene henover De La Soul pladerne, til Gravediggaz – soloprojekter – Handsome boy modelling school, A prince among thieves til det nyeste album: Politics of the business.
Det bragte os frem til nutiden, som var en æra der efter Prince Pauls mening var for fattig på ”love” og det havde han i sinde at gøre noget ved! Resolut hev han en af crowdens piger op og derefter Biker Jens´ ukendte, svenske tvilling. De to blev sat i gang med at kramme og derpå at danse tæt på scenen. Folk klappede og hujede, mens de to højtrødmende svenskere bugserede hinanden rundt så elegant som to elge i et systembolag.
Både under det musikalske foredrag og nu også mens Prince Paul utrætteligt forsøgte at generere ”love” havde Hanson-replikaen forsøgt at kaste håndtegn til sit idol, med det twist at han også rent faktisk ville ramme ham med dem. Således forsøgte han at sende et peace-tegn op i Prinsens næsebor, for hverken scenen eller stjernen var særligt høje, og kun en årvågen scenevagt forhindrede at drukkenbolten fik mere af Prince Paul hjem end han havde betalt for.
Det var nu blevet tid til en publikumsundersøgelse. Og A-Vee var klar med båthorn og ringeklokke oppe ved mixerpulten. Det gik ud på at folk skulle buhe eller klappe efterhånden som Prince Paul spurgte hvem de synes han skulle samarbejde med på sit næste album. Ja Rule nævnte han som første forslag og hele salen buhede samstemmigt, det gjorde de også på Missy Elliott mens Black Eyed Peas, Madlib og The Roots genererede klapsalver og entusiastisk pifteri. Kun 50 Cent synes at kunne dele salen i to, og endte på en uafgjort.
Prince Paul der stod på scenen i en stram hvid wife-beater med veltrimmet, markeret overkrop gjorde nu klar til anden del af sit show, men inden han drejede af sendte han den utålmodige blondine med de vinkende arme et alvorligt blik og råbte ”-And stop dissin me!”. Der var dog ingen tvivl om at det var i en spøgfuld tone og med et glimt i øjet, for han var virkelig en venlig og sympatisk person og udstrålede det tydeligt fra scenen. At være historisk, idoliseret, og en af verdens bedste producere havde ikke givet ham nykker. En lille detalje af den slags der gør man stadig kan bevare respekt for kulturen, selv efter at en primadonna som Busta Rhymes har banket den i bund med sin håndtaske.
Anden del af showet, som snarere var de 2/3, var til gengæld en slem skuffelse for de fleste. Jeg ved ikke hvad folk havde regnet med, for manden er jo først og fremmest producer, men de havde måske håbet på at høre ham rappe – selv om det ikke lyder så godt. Den forventning blev dog ikke indfriet og Prince Paul afløste A-Vee bag pladespillerne. Ondt blev værre da ikonet dernæst gav sig til at spille og scratche på cd, men det lod sig ikke mærke synderligt på stemningen, for dansegulvet var fyldt op og promillen overdøvede skandalen. Der blev spillet de fede tracks, også i en forholdsvis kronologisk rækkefølge, af alt hvad prinsen selv synes var fedt, og det var publikum så ret enige med ham i. Der blev rystet skinke til numre som ”Beats to the rhyme” med RUN DMC, ”The choice is yours” med Black Sheep, ”How I could just kill a man” med Cypress Hill, T.R.O.Y. ”Wu Tang Clan ain´t nothing to fuck wit”, One more chance” med Biggie, “I get around” med 2Pac, “Nothin but a G-thang” til de nyere hits “Made you look” med Nas og “Stand up” fra Ludacris.
A-Vee og MK sad i mellemtiden ved døren og tog sig af det skrantende T-shirts og cd salg. Og jeg var ved at sige tak for sidst til A-Vee, for Århus Took It hvor han djéde for Masta Ace, da en ung og meget harm pige kom over for at sige ham et par borgerlige ord. Det viste sig at han skulle skældes ud for Prince Pauls bemærkning om at piger ikke kender så meget til hiphop historie og især bemærkningen om Craig David. Den var faldet hende meget for brystet, og nu lettede hun sin c-skål over på den arme DJ.
”Jeg glæder mig til at komme hjem” sukkede en træt A-Vee da jeg så ham igen, senere, kl. var nu halv tre om natten og deres fly til Spanien afgik kl. syv om morgenen. Jeg fik lov at se deres tour-plan og udbrød ”Jamen den er jo lige startet!” A-Vee klagede ”Lad være at sige det!” og kiggede opgivende på mig. ”Er det ikke et fedt job jeg har?” tilføjede han og rettede på en stabel cdére. Ved siden af ham stod en stor flaske kold kildevand han lige havde åbnet. I det samme slingrede Hanson kopien hen og slog sig ned ved siden af A-Vee bag bordet, som om det var det naturligste i verden, hvorefter han tog en kæmpe tår direkte af A-Vees vandflaske. ”Han drikker mit vand!” udbrød en forarget A-Vee og brød ud i latter over svenskerens uforskammethed. Hanson kastede et forsonende håndtegn til sin amerikanske sidekammerat og forsøgte at blinke frækt til mig. En halv flaske vand senere var han stadig lige fordrukken og begyndte at gramse på de udstillede T-shirts, og til sidst sad han og trak i den ene ende af en bluse mens A-Vee trak i den anden ende. Det komiske optrin blev standset af dørmanden der omsider havde fået nok af skroget som blev eskorteret ud af klubben.
MK og jeg talte om weed og Danmark, og der var et udtryk af sorg i hans øjne da han hørte om forandringerne ude på Staden. Jeg spurgte til hvorfor han ikke havde spillet noget Busta Rhymes, og han afslørede at han synes Busta var lidt af en nar. Det måtte jeg jo give ham ret i, og MK tilføjede ”Og så har han altid dårlig ånde!” Jeg blev lidt bekymret for hvordan han kunne vide/smage det, men MK må have bemærket min undren for han skyndte sig at sige ”Det siger de piger der har mødt ham!”
Mine egne 5 rejsekammerater havde efterhånden også fået hjemve, Tegnedrengen og hans 2 homeboys havde listet rundt og sat klistermærker på røvene af piger i klubben, og så fotograferet dem, uden at de opdagede spor. Jeg så efterhånden også betragtelig mange med ”Dejavu” (tøjmærket) stående henover bagdelen. Herunder Tegnedrengen selv, som heller ikke var klar over at han også var blandt modellerne, mens han udspekuleret sneg sig rundt og snød andre.
Det var tid til at vende hjem, og Prince Paul var færdig med sit DJ-sæt. MK var tilbage på pulten med de fede guldplader fra den første halvdel af 90érne og vi gjorde vores exit til tonerne af Main Source, Mobb Deep, Beatnuts og Black Moon.
Der går tog en gang i timen fra Malmø til KBH hele natten, men det er stadig 70 kr. hver vej, så to af drengene i vores posse besluttede at spare klejnerne og gemme sig på toilettet de små 40 minutter rejsen varede. Dem af os der havde returbilletter fladede ud i de brede stole og døsede hen mens kupeen vuggede af sted gennem regnvejret. Midt på turen standsede toget og der blev sagt over højttaleren at vi af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne fortsætte pga. graffitimalere på sporene. Toget endte med at stå stille i 20 minutter, hvilket forlængede toiletopholdet til over en time for de to gutter på lokummet. En emsig togkontrolør synes det var mistænkeligt længe for 2 unge fyre at opholde sig låst inde i intime omgivelser, så hun blev ved med at banke på døren, men uden held.
Endelig var vi tilbage i wonderful Købenrøv og styrede direkte til nærmeste fastfood-tempel.
Regnen silede stadig ned og klokken var lort, men hvad gør det når tænderne synker i en varm whopper.