DM i Mix - What it is to be a Souljah
DM i Mix har en gloværdig historie i dansk hip-hop. Duke, Soulshock, Cutfather, Uggerløse, Knud, Cuttin Crew, Noize, Static, Shine, og så videre har alle trukket titlen hjem, og gjort deres for Danmarks renome som turntablism-nation. Måske var de pensionerede stjerner for dygtige, eller også er beatjuggles for kedlige, eller også er Fight Night bare nemmere at forstå - i hvert fald er der tyndet ud i konkurrencen, og folk er ikke længere helt oppe at ringe som i de glade 90’ere. Men en DJ har holdt fanen højt og egenhændigt hævet niveauet i Danmark, nemlig Turkman Souljah.
Først på scenen er konferencierne Per V og Noize. De præsenterer den korte række af deltagende DJ’s: Onkel Hip-hop, Diverze, Dj Stoy, Credit, Jett, Needle Split og Turkman Souljah. Den lange DMC-vinder joker om, at da han og Knud kæmpede om titlen - engang i guldalderen - var der tre heats med 20 DJ’s i hver, der skulle slåes før man kunne kalde sig Danmarksmester. ”Åh, I havde det hårdt, hva?” griner Per.
Før første DJ får lov at give den gas skal dommerpanelet også lige introduceres, i år vudreres deltagernes evner af Knud, Ugger, Shine, Static, Uniq, M-Provise, svenske Sid og norske DJ Herkules. Der bliver klappet og hujet af dommerne og mere end en i salen håbede sikkert nogle af turntable-legender selv stillede op. Den første DJ er Onkel Hip-Hop, et ubeskrevet blad, der i alt fald har navnet med sig. Han starter sit sæt med en velvalgt børnesang, og fortsætter med jævnt kedeligt scratch fra effektplader. Stemningen skydes i vejret med pistolintroen fra ”Made U Look” og den stiger lidt mere med outroen, hvor krigen i Irak får et par ord med på vejen fra pladespilleren. I forhold til den ironiske distance Onkel Hip-hop med sit navn tog til konkurrencen, er der ikke meget finurlighed ved sættet.
Næste mand bag de to Technics er DJ Diverze fra Århus. Han er ligeså ukendt i DM i Mix sammenhænge som den tidligere konkurrent og jeg frygter stille, der går længe før skillsne kommer på drejebordet. Der tog jeg heldigvis fejl, for Diverze starter med et rigtig fedt scratch, man næppe forventede fra en nykommer. Det bliver bare bedre da Roots’ ”Don’t Say Nuthin’” bliver sat på, og Diverze mesterligt fucker med nummerets usammenhængende omkvæd. På et tidspunkt lyder det: ”I’ll take your title…Give it here…and don’t say nuthin’” DJ’en, der mere og mere minder om en ung DJ Static, komplet med langt nakkegarn, bliver ved at give den slæde, spinner rundt om sig selv til KRS-One og leverer den ultimative udfordring til mesteren: ”I’ll show ya’ – what it is to be a souljah.” Før han lukker og slukker med These Walls Don’t Lie, har han med sine battleskills formået at crowden til at genoverveje om det bliver walk-over for Turkman.
DJ Stoy, der også tidligere har deltaget og DJ’er for 4fod kommer på scenen. Han har bygget sine 6 minutter op som en klassisk film, der starter med en libaryplade intro, hvor en fyr forklarer om pladespillere, før Stoy begiver sig ud i et scratch over klassisk swing musik. Intensiteten stiger stødt og pludselig er han ude i det hæsblæsende beat fra Ghostface Killah's "Run" som han cutter henover i ”boy you’re pushing a broom”-tempo. Desværre virker det en smule for uorganiseret og før den planlagte finale råber Per V pludselig: ”TID”. Der er gået et stykke over de 6 minutter.
DJ Credit fra Den Gyldne Middelvej som konferencierne præsenterer som Næstveds store søn har også tidligere bidt skeer med DM i Mix. Iført wifebeater og med en cigaret klæbet fast til underlæben ser han ud til at være klar til både DM i Mix og værtshusslagsmål. I år har han lagt en klassisk hip-hop stil, hvor House of Pain og Public Enemy plader på en gang hyldes og danner grundlaget for mixet. Specielt Who’s The Man får publikums hænder i luften. Credit har besluttet sig for at give cutmobilen alt hvad den kan trække, og looper Backman Turner Overdrive’s kør-i-lastbil klassiker ”Nothing Yet” mens han cutter et rockbeat op. Selvomdet måske ikke er så teknisk avanceret er det et publikumsvenligt sæt, hvor man hele tiden glæder sig over, hvor meget gas DJ’en giver den.
Efter første heat er afsluttet rykker der MC’s på scenen. Den pænt muskuløse DJ Herkules går hen til det ene sæt pladespilleren og Per V. fortæller, ”Herkules kan trylle, så snart han tænder for pladespillerne kommer der rappere frem” Han har ganske ret for norske Diaz og Kleen Cut står klar bag scenen til deres show. De leverer professionelt det primært norsksprogede materiale til crowden, der tydeligvis ikke er superbekendte med teksterne. Ikke desto mindre er der pæn respons for Diaz kan sit kram. Hans flow ligger lige i lommen på beatsne, og specielt da han fremfører sit vers fra Tommy Tee’s ”Cross The Border” kan man ikke andet en tabe underkæben. Kleen Cut får også lov til at shine med et solo nummer, og det hele sluttes af med bangeren "Jessheim" om Diaz’ (og pornostjernen Tanya Hansens) hjemegn.
Det ville vel ikke være et møde mellem DJ’ing og MC’ing hvis ikke Static og Nat iLL repræsenterer og det gør de i den grad. Nat iLL indtager scenen som en virvelvind, fokuseret, aggresivt og arrogant holder hans vokal publikum i et kvælertag mens de beviser de er den største ting du kunne, kan og vil komme til at tjekke. Med et komprimeret show, der ikke giver meget plads til andet end at miste pusten fyrer de op for topmålet af sammensmeltning af rap-vokaler og turntablism.
Da Nat iLL spørg: ”who’s ready to deal with us?” er svaret fra pladespillerne ”no one!” i så præcist og hurtigt et tempo en robot næppe kunne have afløst for Static. Uden nogen tvivler på hvad han siger kan Nat iLL som vanligt proklamere ”We a hard act to follow” før de forlader scenen. Endnu engang har de bevist at ægte hip-hop fremført efter den klassiske 1 MC 1 DJ model både er imponerende og underholdende.
Før scenen igen bliver overladt til konkurrenterne får vi lov til at opleve, hvad svenskerne sender afsted. Tidligere har de leveret gode DJ’s som Amato, men de lille purk på scenen ser nu ikke ud af meget. Imidlertid fortæller Noize at DMC-ejeren Tony Prince (standup-guy, der engang fik baren på Hilton Olympia genåbnet langt efter lukketid) har spået ham et storslået fremtid, siden Sid for to år siden leverede et spontant sæt til verdensmesterskabet. Sid viser også danskerne at der er noget om snakken, med et imponerende sæt bygget op om et Obie Trice nummer, der tænder ild i festen blandt publikum.
DJ Jett har fået den sure tjans at skulle gå på efter Static og Sid, men det tegner ikke til han har nogen problemer med det. Den altid interessante Jett, som er fast DJ i Organiseret Riminalitet, leverer endnu engang et næsten fejlfrit sæt, der tilmed sprudler af en funkyness, som mange af de mere tekniskfokuserede DJ’s mangler for tiden. Højdepunktet kommer da Jett med Mad Skillz’ "Bring It Back" laver et virkelig fedt break på pladespillerne, der siger ”Left – Right – Bring It Back” igen og igen. Klassisk brug af et splinternyt nummer.
Det er efterhånden længe siden vi har set noget til Needle Split. Sidste år var det DJ Rescue, der kom tilbage og leverede en toppræstation. Needle Split ser markant ældre ud end sine modstanderen, og han viser han er fra en tid hvor DJ’ing godt kunne være sjovt samtidig med det var avanceret. Han lægger ud med det klassiske ”KRS-One attacks” fra Return of the boom bap og fortsætter over i et ældgammelt electronummer, som går lige i hofterne på crowden. Højdepunket er dog da han river sin trøje i stykker og trækker i den gule førertrøje(!) Det er muligt der er mere finesse ved nye DJ’s, men den slags er altså entrepengene værd i underholdningsværdi alene.
I vanlig DMC stil får den forsvarende mester lov til at gå på sidst. Den dobbelte DM i Mix vinder Turkman Souljah præsenteres under bragende klapsalver. Folk har hverken glemt Diverze battle-scratch eller Jett’s musikalske sæt, så der er mere at leve op til en vanligt. Det ser dog ikke ud til at have påvirket Turkman, der aftenen igennem har givet interview efter interview backstage, og hvor ydmyg han end optræder er han aftenens stjerne.
Og selvfølgelig tager han os endnu engang med bukserne nede. Sidst var det med Mozart, denne gang er det med visemusik fra 70’erne der bliver manipuleret så man tror det er det nyeste MTV-hit. På opfindsom vis får han lavet beatjuggles og scratches over musik man ikke kunne drømme om at sætte på derhjemme, og forvandler det til noget man ville ønske man hørte hele tiden. Da det hele er overstået er det som at have oplevet en ny musikstil. Turkman har intet battlescratch eller andet nedgørende til sine konkurrenter. Han lader kreativiteten tale, mens han med et tempospecialists præcisition sætter farten op og ned på sin nyeste kreation.
Snakken om placeringer er begyndt at florere i crowden, men før dommerne kan offentlig gøre vinderne bumrushes scenen af F.I.P.G.C. der optræder i absolut skudtæt opstilling. Vi får både hørt Suspekt materiale, L.O.C. materiale, TrooLS og Orgi-E materiale, men højdepunktet kommer alligevel med U$O’s solonummer "Igå (Det Så’n Vi Snakker)". Hans maskinpistollevering som Twista ikke kan flette en stavelse mere ind i er intakt, og samtidig optræder han med en humor og selvironi, man ikke før har oplevet. Det er som om balleren og Århusianeren er blevet en perfekt syntese, hvor det giver mening at blære sig med man afslutter alle sætninger med et bovlamt ”Igå?!”
Men der spilles på mere end en violin i F.I.P.G.C. og Orgi-E får folks hænder højt op til ”Jeg har kneppet til den her sang” komplet med halvnøgne piger på scenen. Turntablister er næppe Tabu Recs kernepublikum, og der høres et par buh-råb fra salen, men de fleste lader sig bare underholde. Det er topdekadent, men også enormt energifyldt, og F.I.P. viser de går til alle koncerter med det formål at rocke crowden.
Efter de har forladt scenen er det endelig tid til at vi kan få vinderen præsenteret. Dommerne har voteret færdig, og det er på tide at se, hvem der bliver sendt over og forsvare Danmark til DMC konkurrencen i London. Selvom det er tæt og Credit leverede en kraftpræstation tager Jett alligevel en flot tredieplads. Og da andenpladsen går til battlespecialisten Diverze er der næppe noget at kæmpe om, Turkman Souljah er for tredje gang vinder af DM i Mix og Per kan få lov til at døbe ham DJ Hattrick.
Derudover er der også en pris til Turkman for bedste scratch og juggle, og det lyder ikke som om nogen i publikum er uenig. Heldigvis fortæller de at Diverze også skal til London, han skal deltage i knock-out battlesne på 60 sekunder DJ mod DJ, der hedder Battle For World Supremecy. DJ’sne bliver for en gang skyld begavet efter deres evner. Der er både Hennessy, pladespillere og pick-upper til vinderne, der fortjent kan lade sig hylde.
Efter man er kommet hjem og har sundet sig, har det været en rigtig god oplevelse at være til DM i Mix. Selvfølgelig er det magert at der ikke er holdkonkurrence, sidste års toer Direct glimrede ved sit fravær, og jo man ville hellere have set Serch eller O.C. end den skandinaviske rapunderholdning. Men man skal bedømme det arrangement man har været til, og ikke det man kunne have været til.
Jeg mener vi så en rigtig flot DJ konkurrence, der var kun et par publikummer fra at være stor nok til Store Vega. De DJ’s der endte i den øverste halvdel leverede superfede præstationer og som Jørgen Leth sagde da Tyler Hamilton træk sig ud af Touren: ”Man har nu engang brug for store tabere for at få en stor vinder.” Diverze gav alt hvad han havde i sig, og kæmpede for sin chance, og det gør bare Turkman Souljah’s præstation endnu flottere. DJ’ing er langt fra i samme popularitetsklasse som freestyle herhjemme, men med flere af den slags konkurrencer er jeg sikker på der nok skal komme både store DJ-arrangementer og DJ-præstationer i fremtiden.
Besøg www.dmimix.dk for pointscore for samtlige DJ’s, billeder og yderligere information.
Besøg www.dmcworld.com for information om de kommende verdensmesterskaber.