ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Festskrift i anledning af hiphops 30-års fødselsdag

Kære hiphop.
 
Da du kom til verden for 30 år siden, var der nok ikke mange, der havde regnet med, at du ville blive så stor og anerkendt, som du er i dag. Faktisk var der nok mange, der havde regnet med, at du ville få en meget tidlig død. Det har heldigvis vist sig anderledes. Du er ved at være aldrende, men du er stronger than ever.

Ud af hele dit 30 år lange liv, har vi kun kendt hinanden lidt over halvdelen, men det har været nogle fantastiske år. Du har givet mig og millioner af andre så mange store oplevelser på godt og ondt. Du har udviklet dig sammen med os. Vi er blevet ældre og mere modne ligesom dig.
Du kom til en verden i krise. Der var krig og interne opgør. Og i ghettoen hvor du er født, bekrigede folk hinanden med  vold og magt. Det blev dit job at standse dette. Du samlede grupper der ellers havde slået hinanden ihjel om en antivoldelig bevægelse. Du skabte en positivitet i folk – du gjorde folk kreative. Man så dig som en frelser og en Gud, og man viste dig mange former for anerkendelser; man dansede til din ære, og man lavede store malerier for at hylde dig. Der blev skrevet vers om dig og sat musik til.

Du har givet os så mange positive værdier: Knowledge, wisdom, understanding, freedom, justice, equality, peace, unity, love, overcoming the negative. Vi tog dem til os men må sande, at vi har været dårlige til at opretholde dem. Det er desværre nogle helt andre negative værdier dine nye apostle opdrages med; vold, diskrimination, chauvinisme, fokusering på materielle goder, stoffer og våben. Det er ikke i din ånd. Der sidder folk rundt omkring og tjener på dig og ødelægger dig indefra. Du gav os fire elementer at arbejde med. Den ene – den verbale overlevering – er så spoleret af negative værdier, at den efterhånden ikke tjener dit formål mere, og derfor må stå som et autonomt begreb. Det er vores håb, at den vender tilbage til det, den var engang. De andre elementer – i hvert fald musikken og dansen – har også haft deres hiphopmæssige kriser, men de har fundet rødderne igen. Jeg håber, vi vil blive bedre til at fortælle de nye apostle om dig og om dine positive værdier.

Heldigvis er du for mange af os stadig indbegrebet af positivitet og kreativitet. Hele din tilstedeværelse gør, at folk har lyst til at udvikle sig. Vores dansere bliver mere vovede og atletiske. Vores musikere bliver endnu dygtigere til at udtrykke sig musisk. Vores kunstnere bliver endnu mere udfordrende i deres udtryk, og vores verbale skjalde bruger i større og større grad deres talenter til at ændre verden og til at ændre holdninger.
 
Vi elsker dig for din uforudsigelighed og din evne til at bringe folk sammen for at hylde netop dig.

Vi hylder dig hver dag men i dag skal du have den største hyldest. Folk skal danse, cutte, rappe, male og være sammen om dig. De skal grine og græde over de gode tider, de har brugt sammen med dig. De skal tale om dig til alle og gøre opmærksom på, hvor fantastisk du er, og de skal huske på dine positive værdier og glemme de negative….Helst for evigt….men bare for en dag!
 
En ubeskrivelig stor tak og respekt til dem, der skabte dig den 12.november 1974 i Bronx, New York: Africa Bambataa, Kool Herc, Jazzy Jay, Red Alert med flere. I vil for altid have en speciel plads i vores hjerter. Lige ved siden af hiphop.
 
Universal Zulu Nation. Tillykke med de 31 år. Tak for alt!
 
Endnu engang tillykke!!!
 
Peace all Akhis and queens.

12/11/2004 - Lagt online af Smølf

Artikel arkiv

næste >< forrigeHer vises [31 - 40]
næste >< forrige Her vises [31 - 40]