Til Snoop og Game koncert i Berlin med Universal
Pladeselskabet Universal havde arrangeret en lille bustur ned til Berlin for at se Snoop og The Game i søndags – rul med og hør hvordan det gik ned.
Da jeg ankommer til den ventende bus står der allerede et par nikotinpulserende hiphoppere hvoraf jeg straks genkender Johan fra danskrap.dk der grådigt snaver en smøg før vi skal indenfor i monsteret. Et par gutter fragter kasser med sodavand og dåsebajere ind mens tiden tikker over afgang for selvfølgelig er der nogle stykker der ikke er dukket op endnu – det er jo hiphop!
Med hvinende hjul trækker en vogn op på siden af mig og en stresset Jesper Skoubølling (det er ham hiphopfotograf numero uno) og J-Ro fra Alkaholiks stiger ud.
Det er ikke længe siden jeg har interviewet J-Ro og Sicknature til det kommende ActionSpeax blad så nu er der allerede 3 ombord på turen, som jeg har snakket med før.
Jesper Skoubølling er igang med at samle billeder sammen til en stor foto-portrætbog af alle de største rappere around, og for et par uger siden kunne han føje Mobb Deep og The Alchemist til sin samling. Sindsygt fede billeder! Og daaamn hvor er der allerede mange af de store med i bogen selvom perfektionisten stadig synes han langt fra er færdig.
Planen er at føje Snoop Dogg til værket inden dagen er omme og det er ikke mindst her J-Ro kommer ind i billedet. Han er venner med Snoop, og kender ham nært fra dengang de turnerede sammen.
Selvom intet er arrangeret på forhånd håber de to på at kunne hustle sig backstage alligevel og forevige hundefar. Strategien bliver at stille sig op ved indkørslen til venuet (der rummer 10.000 mennesker) og håbe på at Dogg får øje på dem ud af bilruden. Mission Impossible? Tjaeh mildest talt, men det er Jespers fødselsdag i dag og måske har Vor Herre en lille gave oppe i ærmet til ham?
Da vi er indenfor i plys-interiøret sikrer jeg mig straks et par midtersæder, snedigt kalkulerende med at de fleste trafikskader på en bus sker for og bag. Snedigt ja, men ikke så snedigt at sidde lige op ad toiletterne!
De andre passagerer har også snart indfundet sig og tæller Kathleen og Janus fra Universal, den smukke receptionist Nadja, 2 vindere af en konkurrence, diverse pressefolk herunder Boogie og P3 samt endnu en Johan der sjovt nok sætter sig lige ud for den anden Johan så jeg til stor og barnlig morskab for mig selv kan sidde på turen og sige "Johan?" for at se dem vende sig om samtidigt og svare "Ja" i kor.
Duften af parisertoast blander sig med lugten af Fishermansfriend-shots, for mens nogen skal til at spise frokost er andre allerede godt i gang med at fylde promiller i blodet inden kl. er 12. Ikke overraskende sidder J-Ro og skåler med i cap og bandana mens 4 af passagererne ripper hinanden ved et improviseret pokerbord bagest. Stemningen er efterhånden godt rockstar selvom vi stadig er 6 timer fra koncerten.
Kl. 16 er færgeoverfarten, mini-sandwiches til 40 kr. stykket og en hær af tyske Bandidos med rygmærker lagt bag os. Øldåserne pifter lettet op i bussen de sidste 2 timer ud til spillestedet Arena, og den knitrende lyd af hiphopmagasiner der bliver bladret igennem breder sig til tonerne af den nye Bikstok-plade der er kommet på anlægget for at afløse Snoops "Rhythm n'Gangsta" plade lidt.
Bag mig ruller en veltilfreds snorken – det er J-Ro der får sig en god skraber oven på sin kylling og ris ombord på båden.
Det store læsehit er en Vice-artikel om et eksperiment hvor 2 forsøgspersoner (mænd) får suttet pik af henholdsvis en bøsse og en kvinde, gennem et såkaldt "gloryhole" så de ikke ved hvem de bliver suttet af. Artiklen vil nemlig fastslå hvem der er bedst til at sutte pik; mænd eller kvinder? Kvinden vinder 2-0 over bøssen og den ene af dem der bliver blowet er selv bøsse og overbevist om at det var manden der gjorde det da det føltes bedst – men det var det altså ikke. J-Ro forklarer mig senere hen at "selvfølgelig vandt kvinden – for hun er jo skabt til det" (!).
Da vi ruller ind ved Arena er der allerede en strøm af hiphoppere på vej. På hvert gadehjørne står der nogen og deler flyers ud for afterparties og rapkoncerter. Det er næsten en folkevandring, vejene er inddraget som gågader mens baggies og doorags valfarter til den store hiphopkoncert. Flaskerne klirrer og glasskår ligger spredt på asfalten i menneskemængden hvor den massive kø er ved at bygge op.
Vi kommer direkte fra en McDonalds hvor vi på ægte ghettomanér har stillet sulten i papmaché burgere og plastikpommesfrites. Jesper og J-Ro stiller sig som planlagt op ved indkørslen og vi andre stiller os i køen.
Over en time senere er vi blevet sprunget over af mindst 4000 tyskere, og vi forbander den manglende tjekkethed fra arrangørernes side og den manglende køkultur. Frosten er krøbet op gennem mine sneakers og opvarminingsgruppen Flipsyde er næsten færdige da jeg omsider maser mig ind. Det gør vist heller ikke det store for Flipsyde er omtrent så hiphop som Gypsykings – fortæller Kenneth Skriver fra P3, som har nået at fange det meste af deres show.
Indenfor er venuet nærmest som en kæmpe hangar, byggestilen lidt ligesom Hovedbanegården i KBH, hvis man forestiller sig at den var stor nok til en jumbojet kunne fare vild indenfor.
Har man næret nogen som helst tvivl om hvorvidt hiphop er stort – en tvivl der ofte sniger sig ind mellem den korte afstand væg og væg imellem på Stengade 30 eller Loppen – ja så skulle man bare se den brølende rapfabrik der var dér.
9000 tyskere, store bordplader bugnende af merchandise og barer der langer dyre fadøl over i samlebåndsfart, serveret i plastkrus som man må slippe 1 euro bare for at leje (alternativt kan man forme hænderne som en skål og prøve at nedslurpe indholdet af en fadøl inden den siver gennem fingrene, men det kan ikke anbefales).
Jeg er blevet lovet et fotopas til graven foran scenen, men bliver snydt af de, om muligt, endnu mere utjekkede arrangører, så nu er der 5000 tårnhøje Helmuthér mellem mig og showet og mine 165 cm og lortekameratet må tage til takke med en ussel placering der fra hvor The Game ligner en tændstik der stikker op for enden af en fodboldbane.
Under så enorme forhold er det klart at lyden også lider under akustikken, og hvis jeg skal være ærlig var det overhovedet ikke tydeligt hvad der blev rappet, men man fik dog produktionerne og leveringen godt med og frem for alt bragede kunstnerne energisk oppe på scenen (tændstikkerne hoppede i hvertfaldt ivrigt op og ned), der var dansepiger (eller cirkus hunde - jeg er ikke helt sikker) og stjernerne var så tungt besat af bling bling at det glitrede helt ned til os bag i salen.
Midt i det hele får Kathleen en sms fra Jesper – han og J-Ro har overkommet det umulige og sidder nu backstage med Snoop hvor de chiller ud. I mellem tiden bobber vi nakken til The Game, som henover den loopede "How We Do" instrumental vistnok får disset Jay-Z nok engang såvel som Memphis Bleek, Just Blaze (som har produceret "Church For Thugs" på "The Documentary"!) m.fl.
Man ved man er oldschool når man får nedtur over at Game fremfører "Dreams" og opfordrer alle til at tænde deres mobiltelefoner og vifte med dem. Mobiltelefoner er fandme wack i forhold til lightere! De har bare ikke den samme sjæl med deres kermitgrønne genskær, men det passer selvfølgelig fint ind i den industrielle kontekst her.
The Game kan næsten ikke være andet end dope med de pragt-tracks og produktioner han er bevæbnet med, og måske har jeg også hørt så mange backpacker-grupper i min tid at afvekslingen, alene, er rar, men dertil kommer selvfølgelig al den kvalitet som de store kanoner i Games arsenal har tilføjet hans playliste. Oh yeah og så er det sgu også ved at være et stykke tid siden at jeg har hørt så mange gunshots til en rapkoncert – gangsta!
Endelig kommer Snoop himself ind og selv på lang afstand oozer han af pimp. Iklædt en hæsligt sej postkasserød pelsfrakke. Scenens bagtæppe er blevet skiftet fra Games albumcover til Snoops "Tales From The Crip"- tæppe der både associerer til den berømte gyserserie i tv og rapperens tilknytning til banden The Crips som også fremgår af det berømte blå bandana der hænger fra hans venstre baglomme ("only on the left side - that's the cripside"). Så fra Bloods (The Game) til Crips (Snoop) og så går den vilde koncert ellers igang.
Hvad der skete på scenen af moves og kastede håndtegn skal jeg ikke kunne sige, faktisk kunne jeg efter et toiletbesøg kun finde tilbage til de andre fra bussen ved at navigere efter salens højeste punkt: Johan fra danskrap.dk. men salen rungede af fede tracks som "187", "Gin & juice", "Nuthing but a g thang", "Whats my name", "Snoop's upside ya head" og tracks fra det nye album såsom "Ups and Downs", "Bang Out", "Can I get A Flick Witchu" og selvfølgelig "Drop It Like It's Hot" der genererede folkemassernes største jubel. Der var også lir fra andre tracks såsom B.I.G. klassikeren "Hypnotize" efter at Snoop havde spurgt "Where's the eastside at?!" og også det fængende "Next Episode" beat fra Dre's album blev luftet såvel som 50 Cents "I don't know what you heard" for at nævne nogle stykker.
Med sig på scenen havde Snoop både bassist, trommeslager, keyboardspiller og DJ Jam.
Mange gange undervejs tænkte jeg på hvor fedt det måtte være at stå oppe ved scenen, midt i energien, og rent faktisk kunne se hvad der foregik. Jeg kom helt til at savne at sidde hjemme i sofaen med lukkede øjne og bare brage op for den krystalklare lyd på anlægget.
For mange andre er det måske nok bare at vide at de deler koncert-tag med stjernerne, men det er jeg desværre ikke starstruck nok til at blive høj af. Jeg tror livekoncerter deler sig i to hovedoplevelser – den kunstneriske og den lettere massehysteriske hvor man drukner i det hypnotiske fællesskab med tusinder af andre ligesindede. Hvis man ikke er til det sidste kan en hiphopkoncert godt blive for stor, for på et eller andet tidspunkt er afstanden mellem scene og koncertgæst så stor at man er kommet ud for den intimzone som selv mega-monstrøse højttalere og et blinkende lysshow forsøger at udvide. Og dér, i yderkanten af zonen, erkendte jeg overfor mig selv at jeg egentlig hellere ville stå på Stengade eller Loppen lige nu, også selv om det betød et meget mindre navn med rygsække på.
- Eller også havde jeg bare ikke fået nok at drikke.
Efter en lang og cool koncert der ebber ud til reggaeinspirerede toner (Snoop har vist også noget samarbejde på vej på dén front med bl.a. Barrington Levy) skynder jeg mig mod udgangen. Jeg opgiver de to ekstranumre frem for at vente i udslusnings-køen en hel time og det skaffer mig forholdsvis hurtigt tilbage til bussen.
Da Jesper og J-Ro vender tilbage er alle spændte på at høre hvordan det er gået og Jesper knuger de dyrebare filmruller i lommen mens han stråler over hele femøren af glæde; det er meget muligt blevet de bedste billeder han endnu har tager til bogen!
De havde været ufatteligt heldige. Snoop var kommet kørende i en række af sorte biler med tonede ruder, men tilfældigvis havde han siddet på forsædet og kigget det rigtige sted hen da han kørte forbi J-Ro så han havde fået øjet på dem og sørget for at de blev lukket ind.
Indenfor havde der været et helt cirkus af folk der løb rundt, herunder en hel stolerække af tøser der sad linet up og ventede på at Snoop gad at få tid til dem. Snoop havde siddet efter showet og rullet joints fra den største pose weed Jesper nogensinde havde set. Pludselig havde han rejst sig for at nette sig lidt ved spejlet og fortalt at han var klar. Det var blevet til hele 25 af de fedeste portrætbilleder Jesper havde taget so far. "Det er jo sindssygt hvor tynd den mand er!" filosoferede han mens J-Ro ikke var sen til at trække torsk ind oven på den ubrudte strøm af hennessy og andre gode varer der havde flydt i en lind strøm backstage.
Alle var udmattede efter en lang dag og en overvældende koncertoplevelse. De mange timer i bussen og de gratis bajere som Universal havde disket op med på turen havde sat sig i øjenlågene på passagererne så alle faldt om og forsøgte at blunde i diverse kreative stillinger på kryds og tværs af bus-sæderne.
Det var en fed tur og en oplevelse, og stor tak til Universal for en spændende dag og til alle jer andre derude: find jeres Snoop plader frem og lad jer suge ind i westcoast pimpkongens unikke univers – sten lidt over et af denne verdens uløselige paradokser; at nogen SÅ tynd kan være SÅ fed!!!