Lucie Baines - Lucie Baines!
"(...)Rhymes on the scene split your spleen/ let drums talk, while I get the cream/ catch Thomas pissin' next to Putin/ Kresten bangin' the drums like a machine(...)", med svingende og stemningssættende beats og fænomenal flow flavour fyrer trioen Gisli Gislason, Kresten Osgood og Thomas Vang op for en interessant og inspirerende Hiphop-jazz-fusion, hvor der hensynsløst eksperimenteres og udforskes i utallige afgreninger af musikkens og lyrikkens universer...
Lucie Baines har utvivlsomt formået, at fasttømrer sit navn i løbet af 2005 - ikke kun i Hiphop-kredse, men også hos den bredere lytterskare - med deres debutalbum, som bærer det simple, men sigende navn "Lucie Baines". Med Gisli som tekstskriver og rapper, Kresten Osgood på trommer og Thomas Vang på bas, guitar og "skruen-på-knapper" har vi tydeligvis, at gøre med en solid udgangsformation hvor kreativiteten er i centrum... men hvad er det mon der gør dem så stærke? Lad os tage et nærmere blik på hvad det egentlig er de har at tilbyde!
Da jeg første gang smider cd´en i anlægget mødes jeg umiddelbart af tonerne fra friske trommer og Gisli´s særprægede rap. Det hele lyder fint, men jeg må indrømme, at det ikke helt fanger mig i starten. Musikken kører i baggrunden mens jeg render rundt og ordner diverse ting, og hen imod cd´ens slutning virker det både stereotypt og en anelse kedeligt. Eject. Jeg fanger mig selv i, at savne en mere ordinær Hiphop lyd da Lucie Baines til tider er meget krævende at lytte til. Men min halvnegative indstilling skulle snart vise sig ubegrundet...
En aften sidder jeg og chiller, som så mange gange før... sætter Lucie Baines på, som så mange gange før, men denne gang med tekstbogen i min hånd og en større vilje til at give mig tid til at lytte. Det er her jeg for første gang hives ind i Lucie Baines´ univers... teksterne går fantastisk i spænd med musikken og bliver pludseligt utrolig nærværende og rammende. Man føler faktisk, grundet de levende trommer og medlevende rap, at man sidder til en jam-session med bandet hvilket drager helt nye dimensioner til deres rap´ertoire. Fra bare at være et godt middelalbum ser jeg pludselig større dybder og farverige nuancer i dem, som løfter hele oplevelsen op til noget højere!
Præcis hvad det er for numre der direkte fænger, er svært at beskrive da det er helheden i musikken, som bærer den. Klart stærkest står dog de numre hvorpå Gisli for alvor tager fat om følsomme emner. Heriblandt findes de to numre "Life part 1" og "Life part 2", hvor Gisli på det første nummer rapper om livet generelt... her filosoferer han bl.a.: "(...)Life's storming my brain, while kids is bombing the train/ Life's a motif of the picture that won´t fit the frame/ Life's pissing in the toilet standing on heated floors/ Life's standing in the club, trying to pay off heated whores(...)" og fortsætter: "(...)You give your life to God, I ask "why give it?"/ if life could be explained easily, why live it?/ life's in need of gas in the valley of death/ life's the smoke I blow out my last breath!".
På "Life part 2" tager han det endnu dybere og fremstår her yderst nærværende og rammer præcist med personlige beretninger om venskab, død og det at komme videre med livet - han beretter bl.a.: "(...)You came trough at sessions, there was a crack in your smile/ whenever the phone rang, you wouldn't be back for a while/ I'm joking about getting ass how the song sounds fresh/ I'm sorry I didn't know you lived your life surrounded by death(...)" og fortsætter videre i den rørende fortælling: "(...)My friends dad would soon be gone/ staying in the hospital for three months/ waiting for the chance to/ not be surrounded by: death, pills or life enhancers/ Kemo's not working, it's the scanner, no it's a dancer/ in the darkness my friends dad was dying from cancer(...)". Jeg kunne yderligere hive mange eksempler frem, men føler egentlig det er at sætte numrene i et ufuldkomment perspektiv da det både er tekst, levering, musikken og ens egen medvirken der skaber helheden.
Du har måske hørt singlerne "The working man's hustle" og "Marvin Gaye's greatest hits", som indtil videre har skudt fangarmene ud i de danske stuer og via radiobølger fundet vej til folks hjerner og manges hjerter. Og der er vitterligt ingen tvivl om, at Lucie Baines fremstår som en organisk enhed, hvor det hele hænger sammen... Kresten Osgood formår at bringe liv til trommerne på en sjældent hørt måde, den stemningen som Gisli medbringer via sit fænomenale flow er fantastisk, og ikke mindst Thomas Vangs følsomme guitarspil, som ofte sætter prikken over i´et. Det er bestemt ikke den sædvanlige ordinære omgang Hiphop vi har fat i her... tværtimod skal man selv på banen - man skal være åben for indtrykkene og give sig tid til musikken! Det kan godt være krævende og derfor er det heller ikke en plade der fungerer i alle situationer, men under rette omstændigheder når den fantastiske højder. De kalder det selv "grown men music" - jeg kalder det klog musik... for det er ikke altid let fordøjeligt, men til gengæld når den så meget dybere når man først har fået den indsigt, som musikken kræver! Dette er den højeste karakter jeg nogensinde har givet et album, så jeg vil oprigtigt anbefale Lucie Baines til alle der ønsker intelligent og levende Hiphop! Lyt... og lyt igen!
For mere information og update tjek: www.luciebaines.com og www.runforcover.dk!