Atlanta-baserede Ying Yang Twins er pladeaktuelle med deres album "U.S.A." (United State of Atlanta). Og selvom brødrene D-Roc og Kaine denne gang har smidt et album på gaden, der ikke er helt ligeså hårdt som de tidligere udgivelser "Thug Walkin'", "Alley: The Return of the Ying Yang Twins" og "Me & My Brother", er der dog stadig blevet gjort plads til den typiske dirty-south crunk lyd, som Ying Yang Twins altid har leveret i overbevisende stil.
Gruppen, der mere eller mindre blev opdaget af Dj Smurf i slutningen af 90'erne (og featurede på hans tredje album "Dead Crunk" i 1998), har gennem en længere periode mest figureret som ren undergrund i både egen og deres omgivelsers bevidsthed, selvom flere af deres album har solgt ganske pænt (bl.a. har "Alley: The Return of the Ying Yang Twins" solgt knap en halv mio. eksemplarer). Dette skyldes ikke mindst et image der, også i Ying Yang Twins egen interesse, har omgivet de to sydstats-rappere, nemlig at de siden deres strip-club-hit "Whistle While You Twurk" har gået under et ry som værende ægte pimps. Noget der formodentlig ikke har afskrækket Major-label Universal da de signede dem efter at have udgivet "Thug Walkin'" som independent i 2000.
Mere undergrund er de dog ikke, end at de ikke også er kendt for et par solide hits - bl.a. som featuring på crunkens ukronede konge, Lil' John "Get Low" eller deres eget nummer "Salt Shaker" hvor Lil' John returnerede tjansen som featuring. Ydermere er de også rigt repræsenteret på diverse mix-tapes, og i min cd-skuffe ligger bl.a. to styks med Dj Bobby Black, hvor der bliver gjort flittigt brug af Ying Yang Twins.
"United State of Atlanta" er for størstedelen af numrene produceret af Dj Smurf - eller Mr. Collipark som han retmæssigt kalder sig nu. Som tidligere nævnt, er dette album knap så hårdt som deres foregående. Det er nærmest lidt følsomt. Altså, så følsomt det nu kan være, med tekster gennemsyret af ren pimp og kvinder der stønnende synger "Ooh daddy, give it to me" osv. Nå ja, havde det ikke været en del af det, havde det vel næppe kunne kaldes crunk? Albummet indeholder 23 skæringer hvoraf 7 af dem er skits. 5 af de resterende 16 skæringer (de reelle numre) foregår i den, efter min mening, noget kedsommelige og følsomme stemning. Sådanne numre kan sagtens være fede, de er det bare ikke på "United State of Atlanta". Undtagelsen er "23 Hr. Lock Down" som Bun B er blevet inviteret med på. Nummeret minder mig på forunderligvis om stemningen på flere af Above The Laws numre fra deres knap så succesfulde, men dog sporadisk acceptable, album "Legends", specielt L.A.-gruppens nummer "The Streets" - et tema (livet på gaderne) som også "23 Hr. Lock Down" berører. Det nummer virker egentlig helt ægte, i modsætning til de resterende stille og følsomme numre, der i mine ører lider af alvorlig stilforvirring. I den forbindelse hjælper det ikke det store, at man på et af numrene, "Long Time", har fået hjælp af Anthony Hamilton. Forvirret bliver man også over at høre "Live Again", for hvilken genre er det? En afart af hip-hop er det vel, men jeg tænkte godt nok mit da jeg hørte det - for uanset hvor trendy disse typer cross-over numre er, så er det ikke videre smukt at der er blevet gjort plads til Adam Levine - ham fra Maroon 5 - på tracket. Man betegner det selv som en styrke at være så alsidig, som Ying Yang Twins er på dette album... jeg må indrømme, at jeg langt hellere havde foretrukket den ægte vare, deres crunk, hele vejen i gennem.
Albummets største hit er uden tvivl "Wait (The Whisper Song)", som har haft betragtelig rotation på både MTV og VH1. Og det lidt spøjse nummer, hvor der selvfølgelig hviskes (heraf titlen), er da også ret iørefaldende. Nummeret forekommer i to versioner på albummet - som original og som remix. På remix-versionen har man fået fornemt besøg af Busta Rhymes, Missy Elliott, Mr. Collipark og crunk-kollegaen Lil' Scrappy. Jeg mener at de gæstende gør nummeret meget mere levende, og faktisk så interessant, at jeg hørte det flere gange mens jeg havde skiven i afspilleren. Det har så også fundet vej til dansgulvene på steder der tiltrækker en lidt bredere lytterskare, et publikum der vel mest af alt må opfatte det som en dancefloor-opfølger til Snoops "Drop It Like It's Hot".
På "U.S.A." er der dog heldigvis også gjort plads til god og hårdtslående, traditionel crunk. Og det er jo bl.a. derfor man køber Ying Yang Twins, for det kan de altså lave. "Fuck Ying Yang Twins", "The Walk", "Hoes", "Badd" - som jeg synes er et virkelig fedt nummer - og titelnummeret "USA" er derfor et par stabile bangers, der simpelthen må inspirere til at køre langsomt gennem gaderne med nedrullede vinduer og volumen skruet helt op. Og så har Ying Yang Twins genoplivet en gammel klassiker i crunk-version, nemlig tyskeren George Kranz "Din daa daa" fra 1983, som på "U.S.A." er blevet lavet om til tracket "Shake". Det er måske ikke pladens bedste nummer, men det er sjovt, og som gammel old-schooler, kan man ikke lade være med at rykke med på det.
Alt i alt holder "U.S.A." - men den holder udelukkende på de numre, hvor man bekender sig til det man kan. De numre (som heldigvis udgør hovedparten af pladen) hvor man gør det, lever Atlanta-lyden i bedste velgående, og den bør derfor købes hjem til samlingen hvis man er til dirty, dirty south.