Afu-Ra: State Of The Arts
Ligesom AZ på Nas' Illmatic og Sir Menelik på Dr Octagon's Octagynocologyst skaffede Afu-Ra's første gæsteoptræden på Jeru The Damaja's klassiske debut The Sun Rises In The East ham spaltevis af omtale. Den originale stil, der godt nok mindede om Jeru's men var mere hæsblæsende og obskur i referencer til kungfu, filosofi og tegneserier ramte lytteren som Wingtjun kædeslag i øregangene, og det stod klart en ny slags battlerap baseret på knaldhøjt abstraktionsniveau var født.
Mens Jeru som bekendt afbrød sit samarbejde med DJ Premier og Gang Starr Foundation efter andet album, er Afu-Ra forblevet tilknyttet organisationen, hvilket giver den langdreadede Brooklynrapper sit andet trumfkort: Premier-beats. Bevæbnet med disse, og et bevidst spil på sit karikerede udseende som lokkemad er det blev til to solo albums, og et enkelt med gruppen Perverted Monks. Alle har de haft bangers og eksperimenterende numre, men bortset fra måske debutsinglen "Wirlwind Through Cities" har Afu-Ra aldrig sat en varende stjerne på hiphop himlen.
State Of The Arts er således alle gode gange fire for Afu-Ra, og albummet har bestemt højdepunkter, men det fremviser nok engang hans ufuldkommenhed som rapper. Stilmæssigt er der forvirring over hele linien, og det er tydeligt Afu-Ra stadig ikke har luret om hans stil passer rigtig dårligt til bangende clubhits. De flotteste øjeblikke kommer når han re-teamer op med veteranproduceren PF Cuttin. Wannabe dancehalltracket "Deal With It" med canadiske Kardinal Offishall er så tilpas legesygt, man ikke kan undgå at nynne med, og på "Poisonous Taoist" har PF Cuttin arrangeret et fængende reggaegroove, der er timet så godt timet Afu-Ra's kvasiintellektuelle linier flyder perfekt:
"Let me introduce you, to the man the myth / The mental, influencial, bicentennial / Lyrical, spiritual material / Settin' fire to the speech - that's my ritual."
I den anden grøft står Eric Weis for nogle virkelig svage Adidas-rock produktioner på numrene "God of Rap" og "Rumble". Afu-Ra kæmper med at battlerappe sig gennem dem, med et flow han har lånt fra Canibus. Hvis man kan huske Canibus' horrible rock-rap fusion, er det nok til at gætte, hvor ufedt det lyder. På de langsomme numre prøver Afu-Ra at være lidt social bevidst, "Ghetto Hell" med Gentleman er flot, men det er som om de mister pusten, når der går for meget Weltschmertz i teksten. "Cry Baby" er (endnu en) personificering af hiphop i skikkelse af en kvinde. Afu-Ra taler til hende, og undskylder for de dårligdomme, der er overgået hende. Personligt synes jeg han burde undskylde at rime noget så svagt som:
"Babygirl I'm sorry for your mistreatment / 'Cause frankly, I know you've been mistreated."
Den traditionelle Premier produktion er for så vidt fin, selvom Afu-Ra bestemt ikke er på toppen af sit game på "Sucka Free", hvor særlig omkvædet halter. Jeg erindrer ikke Premier nogensinde har lavet dårlige vocalcuts i et omkvæd, så hvorfor fratage ham den opgave?! På trods af et cheesy vokalsample fra Ini Kamoze's "Hot Stepper" er samspillet mellem Afu og Masta Killa, der tagteamrapper på "Livin' Like Dat" virkelig vellykket. Masta Killa's mørke stemme kan også minde om Jeru's, så det er nok forklaringen på den gode kemi.
Mit absolutte favoritnummer på State of the Arts er dog "Pusha," hvor Afu-Ra teamer op med Royce the 5'9 på et nummer om musikindustrien. Dels har Afu-Ra opdateret rimene en smule, og flowet er også blevet pudset af. Det forhindrer dog ikke Royce i at whuppe hans bagdel med et vers, hvor han konstant illustrerer sine pointer med forkortelser:
"I live for this music, die for this music, I'm the reason why you got your hands up - o! / I make lay down - low, in the ground - for what you stand up - fo' / Any less than 7 dollars a record is not acceptable / I show you how to collect alotta decimals / I'm a walking acronym, rollin' so fast I / O-M-O-M - own my own master"
Afu-Ra's fjerde album er på mange måder et klassisk Afu-Ra album, der blander hardcore hiphop i Premier versionen med popreggae og endda leger lidt med rap'n'roll. Der bliver skudt med spredhagl for at tilfredsstille de trofaste fans, og forsøge at få nogle nye. Problemet er Afu-Ra's overraskende ordforråd efterhånden har 10 år på bagen, og dette er det fjerde album han siger præcis det samme på. Desuden må det være et must, når man laver et album med så mange stilskift man ikke modsiger sig selv, og det virker halvhjertet når Afu-Ra på et nummer sig hiphop er "Hypnotised by a pimp-cup", for på det næste at lave wannabe crunk-tracket "Dynamite".
State Of The Arts er en rodet affære, hvor de gode øjeblikke kan findes på specielt "Pusha", "Prankster" og "Deal With It". Som helhed må sige det er en stor og forvirrende mundfuld. Afu-Ra har et fedt image og kan kan formentlig sparke min røv med 117 forskellige kampsporte, men jeg synes virkelig ikke der er meget nyt under solen her. Hvis man allerede er fan af at blande hiphop med andre trendy'e genrer, eller aldrig har oplevet Afu-Ra's på en gang rullende og hakkende munddiare, bør man udforske State of the Arts. Vi andre har oplevet territoriet - lidt for mange gange - før.