Magnificent rapper: Aceyalone til Mid Week Brakes
"Nu må han være stor nok til at spille i Danmark", tænkte jeg for en lille måned siden, mens jeg cyklede ind mod Vesterbro. Jeg havde Aceyalone's nye album "Magnificent City" kørende på mp3-afspilleren og med samtlige tracks leveret af DefJux hurra-produceren RJD2, er der lagt op til en opmærksomhed omkring Aceyalone, der kan komme op på siden af hypen da det rygtedes han skulle signes til westcoastafdelingen af Rawkus før udgivelsen af "Accepted Eclectic" for fem år siden. Jeg nåede knap nok at vende jernhesten hjemad før koncerten var offentliggjort: Aceyalone feat. Riddlore? og Riffleman kommer til Rust's Mid Week Brakes.
Til de helt udenforstående tilhører Aceyalone den del af undergrundshiphoppen i Los Angeles, der først omkring helsekostcafeen Good Life og i Project Blowed udviklede en hiphop stil, der fokuserede på improvisation, originalitet, spiritualitet og heftig konkurrence. I starten af halvfemserne dannede de bedste rappere kvartetten Freestyle Fellowship, hvor Aceyalone blev en naturlig leder. Senere gik han solo med albummet "All Balls Don't Bounce", og er fortsat som pioner i både stil og flow på vestkysten. Salgsmæssigt er det aldrig blevet til mere end wood in the hood, men indflydelsen har sat sit tydelige fingeraftryk på al efterfølgende eksperimentel rap.
Godt så, tilbage på Rust varmer en DJ op i living room, og selvom jeg er stor Nas og Masta Ace fan havde jeg måske blåøjet forventet lidt left coast stemning. Den kommer til gengæld i spandevis da Riffleman går på scenen som opvarmning. Rifflemans tekster er en underlig battlerap, der selvfølgelig handler om hvor god han er til at rappe (hurtigt) men også indeholder massevis af refererencer til NFL og selvfølgelig rifler. Iført skimaske, ropechain guldkæde og en Raiders-trøje lavet om til Rifflemanlogo laver han et mindre commandoraid af scenen og skyder sine rim i alle retning i en stil, der både lugter af alt fra midwest speedrap, LA gangsterrap til downsouth crunk. Normalt ville en så aggresiv koldstart virke afskrækkende fra en forholdsvis ukendt kunstner, men det viser sig at Rifflemans svenske fanklub har taget turen over broen til Rust, og de opfører sig præcis så rowdy som Rifflemans tekster lyder, hvilket får underholdningsværdien skudt godt i vejret. Symbiosen med publikum får Riffleman også kendt som Ellay Khule (udtales LA cool) til at bevæge sig ud i crowden og freestyle i et hæsblæsende tempo, der efterlader folk et sted mellem plaf og paf.
Således opvarmet er det tid til Ace1, der går på scenen assissteret af Riddlore? fra Chillin Villain Empire, og det er jo så Project Blowed som det kan blive. Efter et intro nummer, samt "All for you" fra det album er det tid til en nærmest kronologisk tur igennem Aceyalones karriere. Den høje rapper har fået grå stænk i skægget og man regner let ud det er et par dage siden, når han siger: "This is a rhyme I wrote back when I was eightteen". Herefter får vi højdepunkter fra Freestyle Fellowship som "Bullies on the block" og "Heatmizer" fra "Inner City Griots", og specielt den grænsepsykotiske tekst til "Heatmizer" går rent ind da gråskæg rapper: "I's a, Heatmizer, and I'm wiser, than any other rapper nomatter the size a, girl or guys a, they all DIES'a!" Abstrakt, alternativ eller hvad man vil klassifericere det som, Aceyalone er et skidt foran på mikrofonen, og fortæller stolt om sit gamle crews mantra "Every rapper in the house: shut the fuck up!" før han rapper "Fantasy". Fra solodebuten får vi bl.a. "Anywhere you go" og "Mic Check", hvis video endda noget det New York dominerede Yo! MTV Raps i sin tid. Specielt a capella stykket til sidst på "Mic Check" giver på en gang gåsehud og en adrenalinindsprøjtning, og viser hvor legende let den legendariske rapper snor sproget om sin lillefinger. Mere eftertænksomme numre som "Faces" og "The Hunt" fra "Book of Human Language" følger. De underspillede jazzede produktioner fungerer som musikalsk tidsmaskine, der sender en tilbage til midten af halvfemserne, og inkarnerede fans, der ikke tilfældigvis så Aceyalone i Oakland tilbage i dagen, får et glimt af historie.
Fra forreste række råber svensken på deres yndlingsnumre, og de har god smag, "KO Player" og "Golden Mic" er nogle af ønskerne. Jeg har snedigt skrevet samme krav til playlisten på Aceyalone's Myspace ugen før koncerten, men hverken jeg eller broderfolket får vores ønsker opfyldt. "We can't do every song, man" beklager Ace, men fortsætter "But what we can do is give you something we used to do, and that's freestyle", hvorefter han og Riddlore? begiver sig ud i improvisationernes land. Riddlore? og CVE er almindeligt anderkendt som inspirationen til Bone Thugs N Harmony og andre hurtigrappere, og det er en god bonus også at opleve ham på mikrofonen. DJ'en får også lov at rappe lidt, men det er hurtigt glemt, og man tænker tiden de brugte på ham godt kunne have gået til de ønskede tracks.
Efterhånden er vi nået til nutiden og RJD2 producerede numre. Stemningen i Aceyalones tekster er blevet mere ligefrem og afslappet, og på festnummeret "Fire" opsurmerer han meget godt sin attitude til rap: "Yo there's something wrong with my radiodial, some of these fools just ain't got style!" Stil har Acey masser af, men i forhold til halvfemserne, er det ikke helt så interessant høre ham give den som fyld over diverse soul og electroproduktioner fra RJD2. Det betyder bestemt ikke numre som "More" med det hypnotiske omkvæd, de er bare ikke så stil- og formsikre som vi er vant til. Efter lidt over en times show slutter vi på en bølgetop med "B-Boy real Mccoy", der perfekt blander stilen fra Freestyle Fellowship med inspiration fra Furious Five. Acey takker af, og bevæger sig op for at sælge merchandise og give autografer, og vi står tilbage efter veludført fremvisning af hiphop kreativitet.
Med strømmen af afdankede rappere, der lige skal spille i Europa før karrieren helt er slut, var det opløftende at høre Aceyalone havde bragt sit a-game med til showet. Forhåbentlig gør koncerten, og lignende shows, at publikum herhjemme åbner sig mere for Project Bloweds kvaliteter. For mens der gik femten år før Aceyalone kom til Danmark, er der muligvis kun en måned til Micah 9 gør ham selskab. Det var ikke hele tiden der var respons fra crowden, men svensken i front og kernefansne bagved holdt stemningen ved lige. Det er altid fedt, når vi får lov til at høre hiphop, der kommer til venstre fra midten, som måske ikke kan trække en kæmpecrowd, men til gengæld giver sig fuldt ud på scenen. Aceyalones plads i hiphop bliver for eftertiden formentlig i højere grad som inspirationskilde for utallige rappere, end for sine egne udgivelser, for som han siger: "I taught the world to freestyle, now it's an epidemic".