Ungdomsromaner er normalt skåret efter devisen, de unge skal læse om noget de kan identificere sig med. Det er sjældent man støder på et emne der ikke er skrevet bøger om, men sjovt nok findes der ikke megen skønlitteratur om hiphop. Så lidt faktisk, at det var en ret stor begivenhed, da min navnebror Heru Ptah udgav "A Hip Hop Story" i 2003 om et par unge battlerappere i New York. Herhjemme troede jeg faktisk ikke et sidestykke eksisterede, men det viste sig det var gået min næse forbi, at Peter Grønlund sidste år udgav "Sub-land".
"Sub-Land" er efter min bedste overbevisning den første skønlitterære bog, der tager afsæt i hiphop miljøet herhjemme, nærmere bestemt den del der omhandler graffiti. Man skal ikke bedømme en bog på omslaget, men man må vel gerne bedømme omslaget, og det er flot. På forsiden står to drenge og kigger lige ud af bogen, med en spraydåse klar til at tagge læseren i knolden. Resten af bindet er farverigt og indbydende, men også fyldt med detaljer fra bogen, man kan glæde sig til at læse om. Biggup for det Ulrik Schiødt.
Historiens hovedpersoner hedder Kim og Per, sådan som hovedpersoner nu engang hedder i ungdomsromaner. Det er dog under graffitialiaserne ACE og ECHO, de udlever deres drømme og kæmper deres kampe.
Kim/ACE er officielt i gang med 2. g., men i virkeligheden er han i gang med at lave så meget graffiti som muligt med vennen Per/ECHO. Med udgangspunkt i København kommer vi gennem fortællingen både en rygetur på Christiania og til Grandmaster Flash koncert i Vega, til det autonome miljø i Berlin og til provinssløvhed i Fredericia. Men det primære omdrejningspunkt er togene, der både angribes på stationer og i diverse yards, mens de skiftevis hærges med hurtige tags og udsmykkes med store pieces.
Bogen er fortalt i førsteperson med Kim/ACE som jeg-fortæller. Førstepersonsfortællingen betyder man slipper forklaringer ala "outline betyder den sorte streg omkring bogstaverne", og i stedet stedet får man lov til at opleve graffitien blive til sammen med hovedpersonen, som her, hvor han med svampetømmermænd maler på udebane i Berlin:
"Jeg free styler et simpelt bubble letter pjece, top to bottom, og tager bare tilfældige farver i tasken og fylder i bogstaverne. Det ser wack ud, og bare for sjov tegner jeg en naivistisk trompet, de3r stikker ud af det ene bogstav. Simple neongule nodesymboler vælter ud over det hele.
Sikke et trip.
Da jeg er færdig med mit mere farvestrålende end kønne værk, sidder Adam på knæ på rampen og ruller sine gummiplader ud. Han har fyldt en flade ud i en skrigende orange farve. Et for et presser han gummistykkerne, der viser sig at være én skabelon delt i fire stykker, præcist ind mod toget med den ene hånd og sprayer sort maling på det udskårne motiv - en krybende spiderman-lignende figur med flammekaster dukker op. Knivskarpt. URBAN ILLNESS, står der i flammerne.
Vi fylder to togvogne helt ud. Der er ingen sammenhæng mellem vores ting, men det er et married couple."
Det er altså gennem Kims øjne "Sub-land" opleves, og med hans stemme der fortælles, og det gør den meget medrivende. Kim er nemlig en handlingens mand, der ikke tænker meget over sine kunstneriske udfoldelser, men til gengæld minutiøst beskriver omgivelser og de personer han møder. Jeg synes det er en stor styrke i bogen, at den lader Kim fremstå både som en passioneret kunstner, for hvem lykken er oprøret, konkurrencen og skaberglæden i graffiti og samtidig ureflekteret i forhold til, hvad hans fremtid og mål med det hele egentlig er. Så selvom man synes han sommetider handler usympatisk, kan man sagtens kan fatte sympati for ildsjælen i ham.
Selve plottet er ikke mere kompliceret end det får lov til at være fremdriften i en bog, hvor emnet tager det altoverskyggende fokus. ACE og ECHO har i begyndelsen en territoriekrig kørende med crewet LOST BOYS, men det bliver aldrig til en hovedhistorie (snarere glemt faktisk). Det heftige forbrug af hash og alkohol er ligeledes bare en præmis. Selv ikke Kim/ACE's forhold til sin makker Per træder i forgrunden, han er ligesom bare med på lige vilkår med hovedpersonen, og han hedder jo også 'ECHO'. Det centrale er beskrivelsen af Kim/ACEs magic moments (som det med en slet skjult reference kaldes) og hans nedture.
Sproget i "Sub-land" farves konstant af graffiti(sub)kulturen, og er man outsider, må man nok slå en del gloser op andre steder, for at få det hele med. De mest faktuelle oplysninger om graffiti er dog samlet i tre små kapitler fordelt i bogen, men uden direkte relation til fortællingen. Disse kapitler handler om spraydåser, tog og samfundets reaktion, når man sætter de to førstnævnte sammen. I selve fortællingen taler Kim om at have psyko-noia og bruger generelt en masse teenage-slang, men han kan også beskrive en person som stående nonchalant med hatten på sned. Der er i personbeskrivelserne et meget detaljeret, næsten poetisk sprog, som gør jeg-fortælleren lyder lidt for voksen i forhold til sine handlinger. Desuden er overskrifterne på kapitlerne lige lov kryptiske og der mangler i den grad en indholdsfortegnelse.
"Sub-land" er skrevet i en stil det nok primært vil være de 12-15 årige drenge, der kan identificere sig med, fagtermer og slang til trods, men andre kan bestemt også læse med. Hvis man er insider vil nikke genkendende til beskrivelsen af yarderne og det københavnske hiphopmiljø. Her hvirvles steder og personer fra virkeligheden hvirvles ind i handlingen, så man pludselig møder Jonny Hefty i en portindgang og L:Ron:Harald til Grandmaster Flash koncert. Somme tider går der lige rigelig old school Zulu-Nation i beskrivelsen af hiphop, og det er faktisk den eneste måde man i handlingen mærker forfatteren er ældre end fortælleren.
Som jeg skrev i indledningen synes jeg ungdomsromanen om hiphopperne har manglet herhjemme. Med "Sub-land" er vi i al fald gået et stormskridt i den rigtige retning. Det sublime ved "Sub-land" er selvfølgelig ikke bare at den er først, det er at den er god. Hvad Bent Faurbys fodboldbøger var for hyperaktive drenge i 80'erne, kan bogen måske blive nu for de drenge, der ikke åbner andre bøger end blackbooks. Hvis de sætter sig på røven og kværner de 160 letlæste sider, ligger der en fortælling både om at være fortabt og ligeglad og om at dedikere sig, og gøre en forskel. Desuden ligner "Sub-land", med sine spraglede miljøer og fandenivoldske hovedperson, også en åbenlys mulighed for filmatisering.
At "Sub-land" forklarer uden at forsvare det kreative i det destruktive, er bogens helt store styrke. Den åbner graffitiverdenen op, og viser livet og lysten hos en maler, der er med i et oprør han ikke helt forstår, men alligevel er nødt til at udføre.