Efter en del features på diverse udgivelser i det danske musikmiljø, udgav dansk-islandske Gisli sidst i marts sit første egentlige album. Og det må siges at være et eksperimenterende ét af slagsen. Man havde måske lidt på fornemmelsen, ud fra Gisli's musikalske diversitet, at det også ville blive sådan. Siden hans anmelderroste debut-EP: "Sky High", har han bevæget sig over en ret så bred musikalsk spændvidde og det har i den grad smittet af på "Kisses From A Bastard".
På det første nummer proklamerer han sin kærlighed til slang og med et statement som "...I'm a mile from a mil and a range" er stilen vidst også lagt, men da det slutter begynder en nærmest helt anden lyd.
På skivens andet nummer er det SuperTroels fra Veto, der har siddet bag knapperne og hvorfor det nummer er førstesinglen fra albummet kan godt undre mig en smule, men man har måske en langt bredere målgruppe end hiphop-lyttere i sigte. Lyden er nemlig, for mit vedkommende, lidt for eksperimenterende, som nogle af skivens yderligere numre, men som Gisli selv udtaler "Der skal være plads til at eksperimentere", men det bliver der - til tider - desværre gjort lidt for meget.
Men, men, men der findes nu også superfede numre som det af Tue Track producerede "Shut The Fuck Up" hvor Gisli skinner igennem med hans forkærlighed til Dirty South, selvom man nu godt kan høre det ikke er Ying Yang Twins, der rapper. Omkvædet går nemlig: "I be soundin' so strange, that you thought that it was/ Ying Yang Twins and the Eastside Boys/ Lil Jon in the cut/ but it's not/ I'm still hittin' so shut the fuck up."
Tue Track har produceret 2 skæringer til albummet og hvor er det en herlig lyd. Det virker til at hans form for lydbilleder er noget Gisli virkelig kan følge. Først på den føromtalte banger " Shut The Fuck up" og lidt senere henne på det melankolske "Can't Keep", som er fornemt gæstet af den amerikanske gruppe Little Brother. Der er ingen tvivl om at højdepunktet nås her, dels fordi alt går op i en højere enhed, men også fordi Phonte fra gruppen synger det behagelige omkvæd.
Det dansevenlige nummer "Yes Mam" fortjener også at blive nævnt, hvor en for mig ukendt producer har været indover, nemlig Castor Pollux.
De fleste produktioner har Talkback dog stået for. Faktisk er det med til at skabe den lidt tynde røde tråd, der er på albummet. Rent tekstmæssigt er der næsten ikke en finger at sætte på Gisli. Han kommer godt rundt om verdenssituationen, kærligheden og festen, men ikke alle steder er energien på plads i forhold til lydsiden.
"Kisses From A Bastard" skubber virkelig til grænserne, men går også over dem til tider. Jeg tror dog det mere almene og alsidige publikum vil omfavne albummet mere, da det netop er alsidigt.
Jeg kan bedst lide Gisli, når han holder sig til én bestemt form, men blive set og hørt - Det skal han nok!