Redman - "Red Gone Wild - Thee Album"
"It's Reggie Noble on the scene
Call me Mr Green
I got my P.O. thinking that my system clean
Before I seen her, I gargle with the Listerine
So she can turn my felony to a misdemean'
I'm like, "Bitch don't you know who I be?"
I could go cash a check without no ID
I'm a East Coast legend, you should know 'bout me"
Efter 6 års ventetid har Redman endelig smidt sin seneste CD på gaden. Man kan kun gætte på om den lange udgivelsesfrekvens er selvvalgt eller om Redman er med i gruppen af senior-rappere, som Def Jam ikke kan beslutte sig for, hvorledes deres karriere skal håndteres. Tænk bare på LL Cool J og Slick Rick.
På "Ill At Will"-mixtapet proklamerede Redman at han var utilfreds med sin arbejdsgiver, men det lader til at de faglige stridigheder har lagt sig og "Red Gone Wild - Thee Album" er nu en realitet.
Om det har været ventetiden værd, afhænger af hvilke forventninger man har til den. Det virker umiddelbart ikke som om at den gode Reggie har brugt de seneste år på at udvide sin horisont. På den anden side er der jo ingen grund til at ændre på et koncept, der virker. Jeg synes mest af alt at den minder om at blive inviteret ud til en gang suppe, steg og is. Det smager godt, men de fleste af os har smagt det før og ved derfor hvad man kan forvente.
Produktionerne er dog ganske varierede og kommer både fra de gamle drenge (Erick Sermon, Pete Rock, Rockwilder, DJ Clark Kent), de store nye (Timbaland og Scott Storch), og fra de for mig ukendte (E3, Da Mascot og Vitamin D). På trods af de meget forskelligartede beats flyder Redman over dem alle og hans flow er yderst veloplagt. På denne skive kan man således, uden problemer finde noget til The Club, The Car eller The Smoke-Out Session.
Redman har også inviteret nye og gamle legekammerater med på pladen. Hvis pladen skulle yde undertitlen "Thee Album" retfærdighed, så skulle de mange Gilla House Posse tracks bruges på et decideret Gilla House album. Icadon & Saukrates, Runt Dog, Blam og Ready Roc har da helt sikkert potentiale til at klare sig på et mixtape, men hvis vi skal nå niveauet fra "Whut? Thee Album" skal der fokuseres mere på kvalitet frem for kvantitet. Redman burde for sin egen skyld vælge en anden Executive Producer end ham selv. Enhver der har set Reggie i "MTV Cribs" ved at han ikke er et udpræget ordensmenneske. Pladen ville helt sikkert fungere bedre hvis der var sorteret fra og strammet op.
De mange skits der ikke fungerede på "Doc´s Da Name" og "Malpractice", fungerer heller ikke denne gang. På et album, der i forvejen er alt for langt, har vi ikke brug for et hørespil om en ex-con motherfucker, der kører hjem-is-bil.
Seniorerne der gæster albummet leverer varen uden problemer. Def Squad genforenes på "Walk In Gutta", der uden tvivl er pladens bedste nummer. Som Erick Sermon udtrykker det: "Hip Hop at it´s best, nuttin´ to mess with". Keith Murray lyder en anelse mere agressiv end han plejer. Det kan muligvis være fordi han ikke har rocket Århus Took It. Men det kommer han da til, ikke også HW?
Mr. Murray stjæler næsten hele showet med den fedeste linje i sangen: "When my squad in da house, we misbehave, get drunk and tonguekiss bitches like Flavor Flav".
Method Man dukker op i røgen sammen med Ready Roc på "Blow Trees" og man skal ikke være Sherlock Holmes for at regne ud hvad de tre knuckleheads rapper om, over et reggaeagtigt beat. Dr. John Holmes kunne sikkert klare det.
En weed sang med Meth overgås kun i uoriginalitet af en weed sang med Snoop Dogg og minsanten om den gamle køter ikke dukker op sammen med Nate Dogg på et Rockwilder track. Redmans referencer til Joe Piscopo, Jerry Springer og Rick James giver en begrundet mistanke om at vi her taler om noget materiale, der har samlet støv på en hylde i Def Jam hovedkvarteret. But it´s all good.
Flere gange på albummet truer Reggie med at pensionere Soopaman Luva, men da Erick Sermons babymama, Hurricane G, smides i spjældet, er der kun en superhelt, der kan redde hendes dag. Kemien mellem Red og Gloria er næsten på samme højde som på "We Run N.Y." fra "Dare Iz A Darkside". Alle i fængslet får selvfølgelig en omgang bøllebank og Hurricane G siger Adios. Det ville være naturligt at ende albummet her, men vi får lige en club banger til sidst. "Suicide" er et middelmådigt track, der også skulle havde været sorteret fra.
Der er ingen tvivl om at Redman er tilbage i top form, men albummet er for uoverskueligt til at kunne i betragtning som en rigtig klassiker.
En af skitsene ( er der noget, der hedder det? ) hedder "F**k Ur Opinion", nå men fuck you too Redman, du får sgu 3 1/2 bonhovede herfra.