ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Dansk Rap 2003-2006

Man kan spørge sig selv, om det er nødvendigt at anmelde en opsamlings-cd, hvor langt de fleste i forvejen kender alle de numre den indeholder. Det er det måske ikke, eller i hvert fald er det unødvendigt at anmelde numrene hver især. Derimod er det mere spændende at se på, hvordan scenen (dansk rap) har udviklet sig netop i den periode, opsamlingen tager udgangspunkt i. De 3-4 år den dækker har for alvor sat dansklavet hip-hop på kortet.

Der har været flere danske rap hits tidligere, men for disse kunne man tale om en enkelt gruppes gennembrud eller tilløbene til et gennembrud for scenen generelt. Fra 2003 til 2006 har der ikke været tale om et gennembrud, men meget nærmere en dominans af den danske musikscene. Det ene rap (eller rapinspirerede) radio- og klubhit efter det andet, har væltet ind over os. Så hvor man tidligere kunne tale om hits eller klassikere der for størstedelen kun var kendt internt i hip-hop-miljøet, er der nu tale om hits der er populære hos et meget bredt udsnit af befolkningen.

Det til trods, er der ikke tale om numre der går på kompromis med hverken integritet eller rødder. Genren er simpelthen bare blevet mere populær, og det kan der jo være mange grunde til. Det er næppe overraskende i forhold til, at amerikansk kultur har så stor indflydelse på den danske af slagsen som den har. Tv-shows, musik og film fra USA indeholder selvsagt store mængder hip-hop i en eller anden afskygning, og det smitter af også her på denne side af atlanten.

Men det er i høj grad også scenens egen fortjeneste, at genren er blevet så populær herhjemme, at man snildt kan udgive en compilation med noget nær lutter hits. Folkene bag MCs Fight Night har f.eks. forstået at skabe en enorm opmærksomhed om arrangementet og det samme kan til dels siges om Århus Took It, selvom førstnævnte event er har en langt bredere appel. Konceptet lægger så også op til det, med de mange følelsesbetonede konfrontationer og er i øvrigt begunstiget af, at en af verdens største rappere (hvad angå popularitet) i den grad fik sat free-style som stilart på landkortet.

Sidst men ikke mindst har kvaliteten - uden at fornærme dem der lavede dansk rap for 6-8-10 år siden - fået et kolossalt løft. Rappen er blevet bedre og indholdet mere alsidigt. Men det er, mener jeg, især på produktionssiden, at løftet er mest markant. Når jeg hører numre som "Frk. Escobar", "Godt taget", "Rolig Rolig", "New Love", "GetUpGetOut" osv. (der i øvrigt alle er at finde på opsamlingen), kan jeg ikke undgå at blive stolt på dansk raps vegne og den retning udviklingen er gået i.

Dansk Rap 2003-2006 indeholder som sagt nogle af de største danske rap hits gennem de seneste par år. Alt lige fra L.O.C. (der med "Cassiopeia" efter min mening udgav det bedste danske hip-hop album til dato), Jokeren og Per Vers der har været med i årevis, til Niarn, Johnson og Lucie Baines der har udgivet deres første plader i perioden fra 2003 til 2006. Udover "Hits" (som cd'en med alle hitsene hedder), får man også "Hittegods" med. Dette er en cd med en masse af de numre, der ikke er gået hen og blevet de største hits, men som for flere af dem er mindst ligeså så fede som dem man finder på "Hits" cd'en. Jødens "Århus smilets by", Per Vers' "24 timer" og 24 Karat's "Lige ud ad landevejen" er mine favoritter, men også gode numre fra f.eks. Mismarie, Strøm, Essensen og Sphaeren er at finde på ekstra cd'en. Kun nummeret med Gramsespektrum forekommer en anelse malplaceret.

Dansk Rap 2003-2006 skal bedømmes som det, det er: En compilation. Og er det så en compilation man gider at sætte på og lytte til? Svaret er ja. Jeg har sat den på ved flere lejligheder - både hitsene og hittegodset. Og det kommer jeg til at gøre mange gange fremover, hvilket man kan takke både dem der har samlet den, og de mange kunstnere der har leveret numre til den for. Opsamlingen er en hyldest til den position dansk rap har indtaget på den danske musikscene - herfra skal bare lyde: Keep up the good work!

11/10/2006 - Lagt online af Matias

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [171 - 180]
næste >< forrige Her vises [171 - 180]