DJ Kayslay presents: Streetsweeper Vol. 2 - The Pain From The Game
I mixtape miljøet er Kayslay kendt for to ting. For det første er han en enmands-Napster med så mange eksklusive numre på sine bånd, som hverken pladeselskaber eller kunstnere var interesseret i offentligheden skulle høre, at han praler ”Y’all niggas better hide your DATs.” For det andet er båndene fyldt med så meget diss, beef og generelt ondsindede fornærmelser at han med rette kan kalde sig selv The Drama King.
Ingen af disse styrker skinner igennem på ”The Pain From The Game.” Det betyder at selvom Kayslay har rekrutteret eliten i rap-industrien virker det hele lidt fesent, for det er ret uklart, hvad mixtape DJ’en præcis har lavet på projektet. Ikke desto mindre sprudler CD’en af navne man kender både fra mixtapes og fra MTV, og mange af dem laver faktisk rigtig gode numre.
Houston’s rapkonge Scarface hooker f.eks. op med Ghostface Killah, også kendt som the mayor of NYC på nummeret ”Face Off”. Det er et partnerskab fra himlen, hvor rapperne, der begge har en levering, der balancerer mellem hardcore og følelsesladet virkelig supplerer hinanden. Klart en god idé med en sådan konstalation, men det virker ret uopfindsomt eftersom Kayslay på sit første album parrede Scarface med Raekwon.
Faktisk er mange af de rappere der leverer varen var også en integral del af "Streetsweepers 1", hvilket kan virke som en god måde at skabe sammenhæng. Men det føles mest som mere af det samme, hvilket ikke er positivt eftersom 1’eren ikke ligefrem var en triumf af et album.
Der hvor der er sket noget nyt er på sydfronten. Three 6 Mafia leverer ”Who Gives A …. Where You From,” der med et crunk omkvæd og ignorant lyrik grænsende til retarderet har en enormt høj underholdningsværdi, her er festen vigtigere end 6-stavelsesrim. Sydstaternes større helte som Lil Flip, David Banner og Lil Jon medvirker også, og deres opblæste gangster attituder passer perfekt til Kayslay’s eget image som 90% thug 10% DJ.
Shady Records er rigt repræsenteret på "Streetsweeper Vol. 2". Eminem og Obie Trice benytter lejligheden til at disse Murda Inc. for 117. gang. Obie’s hype er efterhånden død, og Eminem udrapper ham med længder på nummeret: ”I murda this ink(inc), soon as I touch the page / you ain’t gonna have no other choice than to rush the stage / and charge the mic, cause you’re gon’ have to / cause you ain’t got the smarts to write, something that good…specially when I’m sippin’ on this liquor and tonic / once we get this bottle, I’ma go upside your head so hard with it / the mark from it will so dark, the scar from it, will be so big you’ll be able, to read the motherfucking label / from the sticker that’s on it.” Kanonsjovt, men dels har vi hørt alle dissene før og dels har Em produceret nummeret selv, hvilket sjældent er et plus. D-12 og G-Unit har også et nummer hver, og igen trækker produktionerne rapperne ned i middelmådigheden.
New York er selvfølgelig i den grad på banen. Som andre mixtape DJ’s har Kayslay altid adskillige rappere med på hvert nummer, hvilket virker fantastisk på AZ, Raekwon og Prodigy samarbejdet, og mindre godt på Fat Joe, Joe Budden og Joe samarbejdet – at nummeret hedder ”Not your average Joe” hjælper intet. Fra Roc-A-Fella repræsenterer Cam’ron og Diplomats samt Twista. De gør alle sammen god figur og viser man sagtens kan være lyrisk og kommerciel på samme tid. Sauce Money og Memphis Bleek tager dog stikket hjem sammen med Game på ”Hands On The Pump.” Selvom Game er fremtiden på Aftermath og Memp Man er Jay-Z’s ven er det Sauce Money, der server på de andre med linier som: ”Cocked back my biscuit / like a fat chick and chocolate I can’t recist it / so for your big ol’ ego / I got a big ol’ eagle!”
Et af de sjovere indslag er L.L. Cool J’s ”The Truth,” hvor han giver sin version af, hvad der har gjort han snart har haft 20 år i rap-spillet. Han rapper bedre end længe, tilbagelænet, mens han leger med rimordene. Over et overraskende lækkert Swizz Beatz’ fløjtesample får sagt en del sandheder: ”Some cats neglected the fact that L was hot, cause their women elected me hot when I stepped in the spot, lyrically reppin’ the block from Farmers to Rock, but my sex-symbol status made me corny to cop.” Som svanesang er nummeret rigtig imponerende, nærmest smukt, hvis han havde undladt at rappe på parlør-italiensk til sidst.
Kayslay introducerer også en del nye rappere på albummet, der sikkert primært er kendt af mixtape elskere. Bl.a ”Through Your Head,” med de bedste af New Yorks unge rappere får en del spotlight. Beat og rap går op i en højere enhed, men det vil sikkert primært blive husket for Angelous’ vers, der lyder umiskendeligt som Jigga Man. Papoose, som nogen måske husker fra Kool G Rap’s 2. solo-album, leverer den hæsblæsende ”Alphabetical Slaughter”, en thugged out version af Blackalicious’ ”Alphabet Aerobics,” hvor han rapper alle ordene i hvert vers, går fra A-Z sådan: ”Accumulated a alias after arrested / accompanied armed accessory as an adolescent…biscuit barrel blazin’ beheadin’ bitch-boastin bluffers!”
Desværre slutter albummet med en sang, hvor kun kvindelige mix-tape DJ’s rapper, og næsten gør det dårligere end Kayslay på "Streetsweepers 1." Det er lidt symptomatisk at Kayslay’s sammensætning af numre mere er baseret på at rappernes navne lyder ens eller har samme job, end at de virker som en god konstellation.
Egentlig er dette ikke noget dårligt album, men i forhold til talent massen er det utrolig dårligt sammensat, og kedeligt præsenteret. Samlet bliver det mere en række sange end et helt album. Der er bestemt mange gode takter på albummet, men bortset fra L.L. Cool J er det de færreste, der lever op til deres bedste. Hvis du gerne vil høre mange forskellige rappere på samme CD, hvor nogle er virkelig gode og andre bare er med, er albummet lige noget for dig. Men hvis du havde håbet på en ordentlig gang drama er ”The Pain From The Game” ikke Oscar-materiale.