ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Joell Ortiz, K-Solo, Canibus og Biz Markie i Amager Bio

På en råkold torsdag aften begav jeg mig mod Amager Bio, som, efter min ydmyge mening, er blandt landets dårligste spillesteder, men det afholdt mig nu ikke fra at gå og glæde mig en smule, for hvis alt gik efter planen, skulle jeg få lov til at opleve et af de bedste hiphop-numre nogensinde (K-Solos "Fugitive") live. Små tre kvarter efter at dørene var åbnet stod jeg indenfor, og jeg var straks i tvivl om jeg mon var kommet for tidligt, for der var ikke dukket mange mennesker op - faktisk vil jeg tro at tallet har ligget omkring de 100 fremmødte på det tidspunkt. Noget af det første jeg mødte var en plakat, der fortalte at Murs var blevet forhindret i at komme til København, så showet var altså blevet amputeret på forhånd. Øv.

Jeg hookede op med JNS og Toobs, som begge havde lovet at give en hånd med anmeldelserne, og vi rykkede fra barområdet ind til selve salen, hvor J-Whut stod og spillede nogle plader - et job han ikke var fantastisk til, men han spillede dog nogle dope tracks ind imellem. Han forlod de to 1210'ere, greb mikrofonen og præsenterede Joell Ortiz, som må have stået ude bagved og tænkt sit, for jeg tror ikke at der på noget tidspunkt var over 250 mennesker til stede, og så fremstår Amager Bio altså mere end halvtomt! Efter J-Whuts meget pinlige introduktion på halvt dansk, halvt amerikansk kom Ortiz så på scenen, og her overlader vi ordet til Toobs:

Joell Ortiz

Jeg glædede mig sådan til at se Murs! Hele hans bagkatalog havde kørt på pladespillerne/computeren i mange dage efterhånden - og glæden ved at se frem til "H-U-S-T-L-E", "Bad Man!", "Freak These Tales", "The Scuffle" og "Dark Skinned White Girls" fremført live, var den primære grund til, at jeg troppede op i Amager Bio, torsdag d. 25/10. - Men sådan blev det ikke. Murs aflyste - skuffende!
 
I stedet kunne jeg så stifte bekendtskab med Joell Ortiz, som jeg havde hørt lidt forskelligt fra, og som virkede cool nok. Joell kom på scenen til "The Next Episode"-beatet for at få folk i gang - og det kom de (dvs. de ca. 150 mennesker).

Derefter satte han for en stund gang i en af sine egne bangers, men fortrød det hurtigt... "Damn, we've started too hard". Herefter kom "Brooklyn Bullshit" og "Caught Up" på. Joell Ortiz viste fine skills på mikrofonen, og kom glimrende ud til publikum. Han fremførte det personlige nummer "Latino" - om latinos sjovt nok - og han valgte at dedikere den specielt til "My latino niggaz.......... and everybody else". Det forholdsvis rolige nummer prægede dog også crowden - der trods et lavt antal mennesker havde, havde været nogenlunde aktiv - i og med at publikum blev en anelse sløve. På trods af dette slog Joell Ortiz dog fast, at han var meget glad for at være i København.

Lidt mere crowd participation begyndte han på, ved blandt andet at spille Nas - "Represent" og Notorious B.I.G. - "Hypnotise". Mellem disse to numre indskød dj'en dog en bemærkning: "C'mon... You're a million people in here - make some more noise". - Jo tak, og så var dj'ens taletid vist også opbrugt! Lige så var Joells tid dog også, og han forlod scenen efter lidt mere crowd participation og fremføringen af "Hip Hop".
Vi fik 20-25 minutters Joell Ortiz at se, og han gjorde det fint: Han viste færdigheder på mic'en og engagement i at få publikum med. Under federe omstændigheder, var koncerten blevet meget bedre!

Pause...

Tja, ingen af os havde det store kendskab til Ortiz på forhånd, men vi var vist rimelig enige om at han teknisk set var dygtig nok, men at han led lidt under at der var meget få mennesker - hvoraf ganske få kan have kendskab til hans materiale.
 
Der blev igen spillet lidt plader, og da det næste act blev præsenteret, kiggede vi uforstående på hinanden, for Canibus og K-Solo skulle åbenbart på scenen sammen? Uden at røbe for meget kan jeg godt afsløre, at det var en akavet combo, der ikke fungerede optimalt! JNS havde lovet at anmelde Canibus, så han får ordet først:

Canibus

Jeg anser Canibus for et af de største tab i hip hop, eller i hvert fald i MC'ing, hvis man ser bort fra de rappere, der desværre er døde før tid. Da jeg første gang hørte Canibus i en freestyle fra et DJ Clue mixtape. Og senere på Funkmaster Flex' "60 Minutes of Funk" og ikke mindst "Second Round K.O." tænkte jeg, at rap ikke kunne blive bedre. I hvert fald ikke i forhold til battlerap og punchlines. Senere har Canibus skuffet en del, især fordi han ikke rigtig forstår at vælge nogle fede produktioner. Og generelt har han slet ikke kunne leve op til sin egen imponerende debut på hip hop scenen. Alligevel har jeg fulgt med i han karriere, fordi jeg synes, at han kan være helt fænomenal.
 
Derfor så jeg også frem til aftenens koncert, fordi jeg var spændt på, om The Canibusman kunne omsætte noget af den energi, han har på plade, til et live show. Det stod hurtigt klart, at der var noget andet i vente, end de fleste nok lige havde regnet med. For det første gik K-Solo og en rapper kaldet Born Sun på scenen sammen med Canibus. For det andet valgte de at rappe langt de fleste af numrene oven i den eksisterende vokal. I modsætning til at bruge instrumentaler, som de fleste gør normalt. De lagde ud med at spille et par gamle Canibus numre og skiftede i løbet af koncerten lidt frem og tilbage mellem at spille numre fra hver af de tre rappere, plus nogle fælles projekter.

Om det skyldes den dårlige lyd (ikke den store overraskelse i Ama'r Bio), eller det faktum at den indspillede vokal stort set overdøvede Canibus' mikrofon, eller måske begge dele, så var det rigtig svært at danne sig et indtryk af Canibus som live rapper. Han havde masser af attitude på scenen, og levede sig helt ind i rollen som ond og aggressiv rapmaskine. Men når han stortset lige så godt kunne have mimet sine vers, gav oplevelsen en ret dårlig smag i munden. Alt i alt var lidt underligt at se en rapper, der går for at være lyrical, vise så lidt skills udover de allerede indspillede tekster. F.eks havde jeg da forventet at høre en ny freestyle eller lignende acapella, som man havde en chance for at blive imponeret. Men nej. Men den største forbrydelse var dog, at han ikke spillede "Second Round K.O.". Jeg kan godt forstå, at han gerne vil lægge den beef med LL Cool J bag sig, men det er bare hans fedeste nummer, og kunstnere der på den måde nægter at underholde deres publikum, har jeg ikke meget respekt for.

K-Solo

The Letterman aka K-Solo fik anden halvdel af showet med Canibus, og sjældent har man oplevet en kunstner skide så højt og flot på sit publikum! Bevares, han spillede sit vers fra EPMD's "Headbanger", men det var faktisk også det eneste nummer, der overhovedet fremstod som noget man kunne genkende! Der var ingen "Fugitive", hvilket i min verden svarer til at se Chicago Bulls anno 1996, hvor Jordan, Pippen og Rodman sidder på bænken. Fuck it, K-Solo er ikke en skid uden "Fugitive"! Det er det eneste nummer han har, der gør ham til en del af hiphop-historien, og så er han for fin til at spille det? Vi fik heller ikke "Letterman", "It's like that" eller noget som helst andet der kunne trække bare lidt op på en indtil nu sløj, sløj aften!
 
Sjældent har jeg været så skuffet over noget, og det siger ikke så lidt, når man tænker på at jeg var til stede under Fat Joes skandaløse optræden sidste år og Pete Rocks flop på Fever i 98. Måske er det netop fordi at "Fugitive" rangerer så højt på min liste, at jeg blev skuffet over K-Solo, eller også er det fordi at jeg efterhånden som jeg er blevet ældre, forlanger mere og mere af de optrædende. Kort sagt: Jeg gider ikke have at folk spilder min tid, og mit liv havde helt ærligt været bedre, hvis jeg havde været foruden K-Solos show! Da Canibus og K-Solo var færdige med deres pissen på publikum og forlod scenen til spredt applaus, udtrykte min sidemand det helt præcist, da han råbte op mod dem "What the fuck happened to 'Fugitive'? Fuck Canibus and K-Solo! Fucking Wankers!". Hørt min ven, hørt!

Biz Markie

For at gøre aftenen bare nogenlunde tålelig skulle Biz Markie virkelig stramme sig an. Han er vel en af den slags kunstnere, hvor man aldrig helt ved hvad man får, og da han indtog scenen så han sløv og træt ud, og jeg frygtede straks det værste. Min frygt blev endnu større da han stillede sig bag pladespillerne, for man har før hørt om at Biz "bare" dj'er istedet for at rappe, og selvom han er en legendarisk klub-dj, så var jeg altså kommet for at høre ham rappe. Med sin egen dj, Cutmaster Cool V, stående bag sig og hype ham, brugte han vel 5-10min på at gå igennem adskillige klassiske breakbeats. Publikum virkede egentlig som om at de synes det var fedt, men alligevel kunne man godt fornemme at folk var kommet efter noget lidt andet, så stemningen var lidt tam.
 
MEN! Så skete der noget, der gjorde at aftenen alligevel ikke havde været fuldstændig fucked up - Biz greb mikrofonen og spurgte folk om de var klar til at feste, og den næste lille halve times tid, blev vi eksponeret for hvad jeg vil kalde en unik entertainer! Han er ikke nogen teknisk dygtig rapper, han kan ikke synge eller danse, men alligevel havde han publikum i sin hule hånd, uanset om han sang, beatboxede eller rappede. Alle de numre jeg på forhånd havde glædet mig til, fremførte han: "Pickin' Boogers", "Vapors", "Goin' Off", "Let me turn you on" og så beatboxede han endda andre folks klassikere. Aftenen sluttede med "Just a Friend", hvor der ikke engang blev rappet, men hvor han nøjedes med at synge omkvædet igen og igen sammen med publikum.
 
Det er svært at beskrive hvad det var Biz gjorde, der var så fantastisk, for det er som om at ord ikke rigtig kan udtrykke den følelse og fornemmelse der var omkring det at se en legende skabe sig tosset på en scene i en halvtom sal. Jeg plejer normalt at sige, at jeg ikke synes hiphop skal være sjovt, men under hele Biz' show stod jeg - og de 10-12 mennesker omkring mig - med et kæmpe smil på læben, og flere gange skreg vi af grin over Biz Markies skøre påfund. Måske var det fordi vi havde været så meget grueligt igennem (Murs' aflysning, K-Solo og Canibus "show") at vi nu reagerede på denne måde, eller også var det ganske simpelthen fordi at Nobody Beats The Biz!

Konklusion og karakterer

Det var ikke nogen stor aften i Amager Bio, og selvom det sikkert har været velment fra arrangørernes side, så må vi her konkludere at det virker ikke at have så forskellige typer rappere samlet til et show. Ærgerligt, rigtig ærgerligt.
 
Joell Ortiz: 2 ud af 5
K-Solo & Canibus: ½ ud af 5
Biz Markie: 3½ ud af 5
 
Samlet: 2 ud af 5 

26/10/2007 - Lagt online af KimBlim

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [111 - 120]
næste >< forrige Her vises [111 - 120]