Dead Prez - RBG
Dead Prez forsøger at fortsætte den gode, gamle revolutionære stil, som vi kender den fra Paris, Professor Griff og Public Enemy. RBG (som står for Revolutionary But Gangsta) er næsten udelukkende produceret af gruppens egen Stic.
Albummets andet nummer, Walk Like A Warrior, byder på en gæsteoptræden af Krayzie Bone fra Bone-Thugs’n’ Harmony og en pæn gang dobbelttempo rap fra M-1 og Stic. Jeg er ikke helt med på, hvorfor man har valgt at lukke en flok måger ind i studiet, men det er klart en god ide at få Krayzie Bone med, selvom han halter rytmisk: ”We ain't talkin no more/ and we ain't squashin shit with po-po/ and we ain't marchin in the middle of the goddamn road/ cause Martin got smoked”
Den forbindelse mellem Native Americans og revolutionære African-Americans, som har været overset siden den sidste Black Panther blev sat i bur, træder i kraft på Radio Freq, som sættes i gang med et krigerisk indianerhyl. Indianeren bliver hurtigt irriterende, og den pitchede vokal i omkvædet er hørt mange gange før, senest i ’96.
Det er svært at være tro mod idealerne i en ideal-løs tid. Dead Prez forsøger at bygge bro mellem nutidens hip-hop og deres egen revolutionære overbevisning. Det er en umulig opgave, men de gør et hæderligt forsøg ved hjælp af en pæn portion selverkendelse, blandt andet på Fucked Up, der handler om drikkeriets skyggesider. Dead Prez namedropper Hennesy og Smirnoff uden at glorificere, når de rapper om at være fanget i misbrugets apati: “and I don´t wanna be a Gil Scott-Heron y’all/ but when you livin’ in a bottle then a nigga stop carin’/ cause the ones who made that alcohol ain’t my friend/ but the sad part is Imma probably do it again”.
Hell Yeah (Pimp The System) ligger på albummet i en original udgave samt to remixes, heriblandt en version feat. Jay-Z, som outshiner M-1 og Stic totalt. En flok mere intelligente rappere end Dead Prez kunne muligvis have leveret en reel opskrift på, hvordan man pimper systemet. Her må vi dog nøjes med at få at vide, blandt andet hvorledes et falsk kreditkort bliver fremstillet med det formål at smutte ned i centeret for at købe bling-bling og brand names.
Det er muligvis gangsta, men det er ikke særlig revolutionerende:”We gonna order pizza and when we see the driver we gonna stick the 25 up in his face[…] You know what this is, it's a stic up/ Gimme the dough from your pickups/ You ran into the wrong niggaz we running down the block hot with these pizza boxes”
Fast food by any means necessary? Det var nok ikke helt det, som Malcolm X havde i tankerne..
Way of Life er Dead Prez, som jeg bedst kan lide dem. Den semi-rockede produktion skiller sig ud, og det samme gør teksten, som hudløst ærligt beskriver en dedikation til deres egen militante livsstil: ”The love for the art, the sweat on your shirt/ the mind, the body, and the spirit that work/ the feelings of failure, the hope to succeed/ the battles of questions like "Should I smoke weed?"”
RBG fungerer, når Dead Prez begynder at reflektere over de dilemmaer, der er uløseligt knyttet til at være pro-black rapper i 2004. De har deres lyse øjeblikke, men de lader til at kæmpe en forgæves kamp med selvmodsigelser og fejl i deres egen logik. Det er hårdt at løbe op ad bakke hele tiden, selv når man er en toptrænet revolutionær.
Det er lidt sørgeligt at høre på et album, der claimer revolution uden at være rigtigt revolutionerende, hverken med hensyn til tekst eller produktioner. Det er mere sørgeligt at Dead Prez muligvis har vurderet at man bedre kan sælge et hiphop album i USA-land, hvis det er påtrykt ordet gangsta. Det allermest sørgelige er at man så i sidste ende sætter sig forvirret på gulvet, mellem to stole. Jeg forstår ikke helt det, som Dead Prez har gang i på RBG. Alligevel tør jeg godt spå at det aldrig bliver bigger than Hip-Hop..