ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Beastie Boys - To The Five Boroughs

Megen Brass Monkey er flydt under broen siden Beastie Boys tordnede ind på scenen med råbende partyrap og et fjollet mærke stjålet fra en folkevogn. Stadig i original opstilling næsten 20 år efter gennembruddet er MCA, Mike D og King Adrock nu klar med det sjette officielle album.
 
Sidst vi hørte fra dem på ”Hello Nasty”, havde Beasties travlt med electro og dubreggae fusioner, så det tydede umiddelbart på et farvel til hip-hop. Fair nok, de er også blevet ældre, sikkert klogere og kedeligere, og trænger til forandring? Næh, denne gang har trioen droppet instrumenterne, men står selv for produktionen. De har bygget en sammensat lydmur af samplinger, der svinger fra traditionelle til obskure. På ”To The Five Boroughs.” vender de snart 40-årige pionerer tilbage til den lyd, der er lige så meget del af New York som Beastie Boys selv, klassisk hip-hop.

Albummet starter med ”Ch-Check It Out,” førstesinglen som har reintroduceret gruppen på mainstream og hip-hop scenen. Med en uptempo produktion, der lyder som et levn fra ”Paul’s Boutique”, er hit-potentialet åbenlyst. Det kræver selvfølgelig at publikum igen kan vende sig til trioens ret specielle rapstil, hvor det giver mening at sige:  ” Shazam! and Abra-cadabra! In the whip I'm gonna cruise right past ya / Yo money, don't chump yourself put that what! back on the shelf."
 
Beastie Boys blander referencer til 80’er rap med fjollede rim om tegnefilmsfigurer og gør overgangsløst fra hip-hop kliche til politisk propaganda. Flowmæssigt har de ikke flyttet sig mærkbart siden debuten, men de rapper med en selvtillid og humor, som om de var i gang med at outflowe Eminem. Indholdet er i en kategori for sig selv, og herhjemme vel kun sammenligneligt med Malk De Koijn. (Ligesom ”Sneglzilla” handler ”To The Five Boroughs” bl.a. også  meget om mad.)
 
Albummet er i den grad uhomogent, sangene stritter i vidt forskellige retninger og samplingerne hvirvler rundt, og klistres groft sammen i et spændende, men bestemt ikke pænt lydtæppe. Oveni lægger Mixmaster Mike på adskillige numre futuristisk turntablism, det sender de nostalgiske numre, sendes en tur ind i fremtiden. F.eks. maltrakterer Mike behændigt Chic’s ”Good Times”-break på ”Tripple Trouble” - en opdatering af Rodney C og Kevie Kev klassikeren.

”Rhyme The Rhyme Well”, “Shazam” og “Crawlspace” er andre eksempler på hvordan albummet blander opfindsomme melodier med så gammeldags rapstilarter, selv en oldtimer som DJ Knud, synes de er outdatede. Der er intet nyt i måden, der bliver rappet på, men det er befriende hvor varierede emner der gribes fat i, og det er dejligt numre i sig selv kan underholde så meget, man slipper for ’sjove’ skits. Det er ikke til at afgøre om det er rimordene eller fjernsynsprogrammet, der styrer Beastie Boys’ mindspray. Mellem linier om, hvor wacke rim, flows og mødre fiktive rappere besidder, griber Ad-Rock pludselig fat i virkeligheden og rapper: ”Now remain calm, no alarm, 'cause my Farm ain't Phat, so what's with that?” Og mens andre rappere får orgasme over størrelsen på deres pistolløb siger MCA: ”What we do now is future moulding / Columbine bowling, childhood stolen / We need a bit more gun controlling.”
 
Pladen er dedikeret til New Yorks fem bydele, og det er tydeligt at referencerammen også tager sit udgangspunkt i byen. Der er stadig masser af pubertetshumor i tekstuniverset, men det mest gennemgående i rimene er, hvor personlige budskaberne er. Yndlingsskydeskiven er ubetinget George W. Bush. På ”We Got The” og “It Takes Time To Build” må han stå model til linier som: “We've got a president we didn't elect / The Kyoto treaty he decided to neglect / And still the US just wants to flex.” Relevante og sande ord, der til tider lyder lovlig frelste, men det er med til at understrege, at selvom Beasties ikke er nationalistiske selvom de er lokalpatrioter.
 
Lokalpatrioter er de udpræget på ”An Open Letter To NYC,” der af flere grunde er et helt fantastisk nummer. For det første, synes jeg det er en af årets bedste produktioner, som med lyde fra værktøj,  spraydåser og samples fra 70’er punk giver lyden af en by der er mere dystopisk end triphop og mere kakofonisk end Def Jux. For det andet er det perfekt at høre en gruppe, der om nogen personificerer New York, sætte ord på metropolens nye betydning efter 9-11, så pladen ikke bare for men også om The Five Boroughs. Endelig indkapsler teksterne på nummeret New York så godt, det bliver en syntese af alle byens modsætninger: ”Brownstones, water towers, trees, skyscrapers / Writers, prize fighters and Wall Street traders / We come together on the subway cars / Diversity unified, whoever you are!”

“To The Five Boroughs” er som album et eminent blik ind i Beastie Boys verden, hvor Ghandi møder Yosemite Sam (Røde Hans fra Himmelbjerget). De skaber, i deres fremskredne alder, et rapunivers, man ellers kun oplever når man genser Wild Style. Den nu endnu hæsere MCA vinder næppe priser for sit rapflow og Mike D’s stemme er ligeså irriterende høj som altid. Men de formår at få en nerve og energi ind i rappet, som mange må misunde dem. Specielt ”An Open Letter To NYC”, ”Crawlspace” og førstesinglen rammer et både klassisk og dybt originalt udtryk. De gamle elementer skaber den nye helhed, der musikalsk er så anderledes og spændende, man må høre både enkelte sætninger og hele albummet igen og igen. Som de selv rapper om forundringen over genhøret: ”Set the town ablaze, gonna stun and amaze, ready to throw a craze / Make your granny shake her head and say "Those were the days."”

19/06/2004 - Lagt online af PTA

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [171 - 180]
næste >< forrige Her vises [171 - 180]