Ghostface Killah: Elite MC leverer gennemsnitskoncert
På en eller anden måde har Ghostface Killah altid formået at stå som indbegrebet af Wu-Tang Clan i min bevidsthed. Allerede i sine tidlige optrædener i Yo! MTV Raps og på pladecovers blev man nysgerrig efter at se personen, der evig og altid var gemt bag fægtemasken. Senere viste han sig i Def Jam’s ”The Show” dokumentar at være den største player, der rendt rundt påført kimono og geishaer i Japans dampbade mens resten af Clanen skændtes på livet løs. Den larger-than-life personlighed har Pretty Toney nu udviklet til et stadie, hvor man tjekker ligeså meget for hans Bling som Slick Ricks legendariske guldkæder – og så har jeg ikke engang nævnt hans rapskills.
Alene det faktum gør jo at man ikke kunne vente med at komme ind og se Ghostface Killah da han sammen med sit nye crew Theodore Unit meldte sin ankomst i Christianias Grå Hal. Den Grå Hal har dannet rammer om mangen en god Hiphop koncert tilbage i dagen, men bortset fra Meeting Of Styles Graffiti-arrangementet, er det længe siden jeg har gæstet den.
Da jeg lettere stakåndet ankommer ved 22:30 tiden, halvanden time efter anmeldt showstart, bliver jeg mødt af et lidt skrabet syn. Skulle man lave joken om koncertstedet er halvfyldt eller halvtomt, ville begge dele være en overdrivelse – der er bare tomt. Man kan sige jeg var heldig at koncerten ikke var løbet af stabelen og jeg stod med lang næse og sur mund, men utålmodigheden breder sig alligevel.
DJ Cars10 bemander DJ-pulten, og det gør han som altid godt. Han spiller det der real Hiphop, men selv mit favorit Masta Ace-nummer dulmer ikke rigtig nerverne for om det nu bliver en koncert at skrive hjem om. Det hele kan følges på den enorme storskærm i baggrunden, selvom man nu ikke får mere lyst til at gå længere væk fra scenen af den grund. Lydanlægget leverer en buldrende bas, der mest af alt lyder som en olietønde, der bliver rystet.
Efter en times tid og en lunken Thy-fadøl, som er det ypperste baren kan præstere, hvis man ikke skal have sin ryger på, begynder der at ske noget. For det første siver der langsomt flere mennesker ind i hallen, så man kan tale om et reelt publikum, og opvarmningsgruppen NOBLE går på scenen. Det er lang tid siden jeg har set dem, men D-Sign og Cruz plejer altid at kunne piske en stemning i vejret. Nu går rygterne endda på at de har et album på vej, så det lover jo godt. Jeg synes faktisk de klarer det rigtig cool og der kommer flere og flere folk op foran scenen.
Begge rapperne i NOBLE bevæger sig godt på scenen, og de har showet igennem god kontakt med crowden. Hvor det overdrevne Dunn-language kan virke belastende på plade, synes jeg bare Queens Bridge attituden giver dem ekstra power i sceneoptræden, og flowmæssigt leverer de på et superhøjt teknisk niveau. Tjes Boogie tjekker ind som hypeman og lægger sin dybere, mere rustne vokal ind i lydbilledet. Selvom jeg ikke får alverden med af teksterne gør de det de skal – de hyper publikum til hovednavnet.
Efter en håndfuld numre siger D-Sign grinende: ”Nu spiller vi et nummer mere og så skal vi nok lade amerikanerne komme til.” Der er selvfølgelig ekstra gang i sidste nummer, og NOBLE kan skride off stage efter at have leveret en professionel opvarmning.
Cars10 overtager igen DJ-Cockpitet og fyrer op for et par classics, mens Ghostface Killah’s DJ også trisser ind på scenen. Lyden er ikke blevet mærkbart bedre men nu overtager DJ’en pladespillerne og han begynder at hype crowden til T-Unit. Og så stormer de på scenen. Først kender man ikke et af de seks ansigter, og man spejder forgæves efter store guldkæder og en hvid fægtemaske, der kunne indikere Ghostface er i huset. Det er han heldigvis alligeveller.
Uden guld men klædt i ternet flannel jakke og matchende hue og halstørklæde træder han frem mellem sit crew, og får alene med sin karakteristiske stemme sat gang i festen. Den diskante og lidt grædende vokal fylder rummet, og mens Theodore Unit – muligvis den mystiske navngivelse af noget siden Kool Keith kaldte et album ”Matthew” – stormer rundt på scenen begynder det langsomt at gå op for os vi ser Ghostface Killah på scenen.
Ghostface styrer koncerten som en kaptajn, og han fortæller mellem numrene konstant crew-medlemmerne og publikum, hvordan vi skal opføre os. Helt amok går det da vi bliver bedt om at smide vores Wu-Tang W-håndtegn i vejret mens beatet til ”Ice Cream” sparker ud af de sørgelige højttalere. Ghostface flower som en drøm og det er tydeligt han har meget mere sceneerfaring end resten af crewet og han er samtidig den der bedst formår at sive gennem højttalerne videre ud i rummet. Folk er begejstrede for at se rapperne, og de virker heller ikke trætte af at se os. Der bliver spillet en del fra ”Pretty Toney” og ”Theodore Unit” albumsne og generelt er der god energi i rapperne, dog er det bemærkelsesværdigt Ghostface tilsyneladende kan flere af sit crews vers, mens de endda halter i at genrappe hans klassikere.
Af de andre rappere i T-Unit gør specielt Trife sig bemærket, med et aggressivt flow og gode enderim. Han lyder som den bedre halvdel af New Yorks thug-rappere. Den hvide rapper Wiggs lyder til gengæld som Ghostface i en udvandet kopi. Da Ghostface spørg om vi vil høre a cappella freestyle, er der derfor næppe mange der ligefrem håber det er Wiggs, der skal repræsentere – men det er det. Bortset fra et enkelt Copenhagen-rim lyder verset som alle andre vers, og således misser Ghostface sin egen chance for at shine med nogen af sine mildest talt abstrakte tekster.
Bedst fungerer crewet faktisk da koncerten går i Wu-mode. Mens Ghostface Killah griner og human beat boxer leverer T-Unit en række klassiske Wu-Tang numre, som publikum selvfølgelig rapper flittigt med på, det er bl.a. ODB’s ”Shimmy Shimmy” Raekwon’s vers fra ”C.R.E.A.M.” og Inspectah Deck’s vers fra ”Triumph” som Trife dygtigt tager sig af.
Det gode humør fortsætter på hitteren ”Run” fra det nye album, hvor alle stormer rundt på scenen og det talstærke crew kommer til sin ret. Også da Ghostface begynder en enetale om sin barndom er der ikke andet end kærlighed: ”You know what I’m saying, I grew up with my moms and shit and she’d be playing these old records in the next room and shit. I wasn’t allowed to go in there so I’d listen at the door and just rhyme to them old records. That’s how I got my flow and shit.” Ren solstråle historie.
Det bliver bare endnu bedre, da Ghostini launcher “Holla,” den soulede ballade, hvor han mesterligt rimer hen over vokalsamples og synger hooken til den store guldmedalje, mens smilet breder sig over ansigtet.
På dette tidspunkt er det faktisk en rigtig fed koncert, der hvis den bliver trukket rigtigt hjem kunne være en klassiker. Det fortsætter et par numre endnu, men pludselig bryder alt sammen. Ghostface erklærer til det mandsdominerede publikum: ”I need about ten women on stage and shit, give me ten women.” Da der efter nogle minutter kun er et par stykker, der er blevet trukket på scenen, håber man ligesom det kan gøre det, men nej: ”Yo that’s all the women there is? There must be more women.” Et par til trasker modvilligt på scenen, og Ghostface der et forvirret øjeblik tror han er Rick James råber: “Now all the ladies show your titties to the crowd!”
Det er der heldigvis ingen der gør men pinligheden fortsætter, da damerne nu skal danse med T-Unit. De uerfarne rapperne bliver synligt forvirrede af pigerne på scenen og fucker op i deres vers. Det er jo kostelig underholdning i sig selv, men man havde forventet mere af Wu-Tang dynastiet. Da det hele er ved at være slut efter over en times rap, fremfører crewet anført af Ghostface et udmærket remake af Slick Rick’s legendarisk ”La Di Da Di” og man hører, hvor tæt Ghost egentlig er på at matche Grand Wizard MC Ricky D i karismatisk stemme. I mens signer han en række T-shirts med en håndskrift der er ligeså hjerteligt ubehjælpelig som til Roskilde Festival. Den mest anonyme fra T-Unit råber nu entusiastisk: ”We’re gonna have an afterparty, just for the ladies!” og det bliver tydeligere, hvorfor pigerne skulle på scenen. Det var fjollet til Alkaholiks, det var direkte trist til De La Soul og nu er det bare en rutinemæssig dårlig afslutning på koncerten. Der bliver bustet en halvhjertet a cappella til, men så er koncerten også forbi.
Ghostface er i den grad en fænomenal rapper. Han er i en klasse for sig selv, hvad angår tekster og han krydrer kreativt sit tekstunivers med slangord man ikke kunne drømme om at forstå om man så boede downtown Staten Island. Han flower også sindssygt imponerende koncerten igennem, og der er ikke et eneste tidspunkt man fanger ham off beat. Når optrædenen var på sit fineste var det klart til topkarakter med kryds og slange, for der findes næppe mere interessant rapper i nogen kategorier. Hans valg af crew og materiale til koncerten er til gengæld noget mystisk. Dels afholder det massive crew ham fra at få opmærksomhed solo, og de napper også mulighederne for at gå a cappella og freestyle, og så er det sjældent man oplever en rapper, der ikke spiller et eneste nummer fra sin debut men Tony Starks stepdansede elegant forbi alt sit "Iron Man" materiale.
NOBLE og Cars10 varmede fint op, Ghost Deini The Scientist også kendt som Iron Man var en oplevelse i sig selv, men ellers savnede man magien. Det vi oplevede i Den Grå Hal var en elite MC, der leverede et show, der desværre ikke lå meget over gennemsnittet, hvad jeg er sikker på det ville have gjort i en venue med bedre lyd og eventuelt med mere velvalgte backups.