Lad det bare være sagt med det samme – Talib Kweli er en af denne tids allerstørste i mit univers. Der findes ikke mange som ham, som kan skrive en tekst med mening og ikke bare det sædvanlige gun-clapping og going-for-self-shit. Det er ”revolutionary rap”, som han selv kalder det, og udover det er han forsynet med såvel en stemme og et flow, der efter min mening hører til blandt de bedste.
Derfor er enhver udgivelse med Talib også kærkommen og ventet. Så jeg satte mig ned med det nye album og håbede bare på, at han ikke skuffede mig, ligesom hans sidekick Mos Def for nylig havde gjort med hans nyeste ”The new danger”.
”I got a part to play/we going hard these days/fuck the harder way/we doing it the smarter way/To my God I pray/the bullets starts to spray/the revolution starts today.” Sådan starter Talib sit album på nummeret ”Going Hard”, og så er stilen ligesom lagt. Det er rap med en mening, ganske som vi kender ham. Han har en mening om livet og den verden, han lever i, ligesom han er stærkt utilfreds med hele rapindustrien, som han mener har spillet fallit. Det er i bund og grund inspirationen til næsten alle Kweli´s tekster.
Talib Kweli´s faste partner Hi-tek fra Reflection Eternal står som regel bag det meste af lydkulissen til Kweli´s tekster, og det plejer at være garant for ret høj kvalitet, og det er selvfølgelig også tilfældet på ”The beautiful struggle”. Første gang vi støder på den velkendte collabo, er på nummeret ”Back up offa me”, som er en skarp kommentar til radiostationer og andre, der forsøger at tjene kommercielt på hiphop og på Talib Kweli selv.
På albummet er der selvsagt også et par produktioner af nogle af de store og i den grad brugte producere for tiden. Kanye West er selvfølgelig inde over, og det er Supa-Dave West også, og så er der selvfølgelig en enkelt produktion af The Neptunes – Man skal vel leve lidt af det rapshit! De har produceret nummeret ”Broken Glass”, som er i vanlig stil, dog krydret med en superfed koklokke, som giver lyden et old-school touch. Teksten er et eksempel på noget af det Kweli kan; nemlig skrive en lyrisk fortælling. I dette tilfælde handler det om en ung pige fra en lille by, der flytter til the big city, og det ender selvfølgelig med at hun bliver både prostie og junkie. Storbylivet kan være hårdt og drømme knuses.
En anden ting Talib Kweli som regel har med på hans albums er enkelte lovesongs. Han formår dog at gøre det uden det bliver sticky. Det er kærligheden til livet, til hans familie, børn og hans elskede. På ”The beautiful struggle” er der to af slagsen. ”We know” feat. Faith Evans er kærlighedserklæringen til hans kone – ganske enkelt, og det holder. Som sagt fordi han formår at gøre det smooth, og så kan jeg godt lide, at han ikke er bange for at være blød. Det mangler i den grad i vore dages hiphop, som er så præget af machoattitude, at selv de kvindelige kunstnere snakker om, hvor mange caps de putter i dig, hvis ikke du slikker deres fisse lige nu. Det andet af denne slags er nummeret ”Never been in love”. Produktionen er simpelthen tiptop – et af albummets absolutte højdepunkter. ”I dont care what people say/as long as you and me ok/cause I´ve never been in love before”. Tjah…citatet fortæller vel alt om, hvad det her handler om!?!
Der er heldigvis også andet end lovesongs på pladen. For eksempel numrene ”A game”og "Work It Out". Begge numre er aggressive i udtryk på såvel lyd- som tekstsiden. Førstnævnte er en represent-ting, hvor han går-for-selv. Det andet er en opsang til folk, der er lidt for aggressive i deres væremåde. Det handler i bund og grund om at slappe af og tale om tingene ”…look inside to work it out/show the love/loose the hate/work it out”.
Den første video fra albummet er et sikkert MTV-hit. Kanye West har produceret og Mary J.Blige er featured. Så er den succes vist selvskrevet. Det er i vanlig Kanye-stil og Mary J. synger selvfølgelig hooket, og så har hun lige et enkelt vers også, hvor hun nærmest synger stakato.
Der er dømt socialrealisme på nummeret ”Around my way” featuring John Legend. Det er et laid back nummer baseret på et sample fra The Police´s ”Everything little thing she does is magic”. ”All the corners filled with sorrow/all the streets are filled with hate/around my way” synger John Legend i omkvædet .
Afrika Bambaataa & he soul sonic force´s gamle klassiker ”Planet Rock” danner grundlaget for nummeret “We got the beat”, som er featuring Res, som er et metalband. Nummeret fungerer ok, men omkvædet – som synges af en eller anden Evanesence-kopi-kran – ødelægger det hele. Dette er helt klart pladens dårligste nummer, men bundniveauet er heldigvis rimelig højt.
Talib Kweli og Common minder holdningsmæssigt meget om hinanden – dog synes jeg Common ofte er lige lidt mere righteous end Kweli. I al fald mødes deres kærlighed til ghettoen og alt, hvad den har givet dem af gode og dårlige oplevelser på nummeret ”Ghetto show”, som også er featuring Anthony Hamilton.
Titelsangen fra albummet ”Beautiful Struggle” er Kweli´s mening om livet: ”Life is beautiful – Life is a struggle – Life is a beautiful struggle”. Selvom livet til tider er hårdt, er det det hele værd!!
På den europæiske version af albummet, findes desuden et bonustrack "Supreme, Supreme" featuring Mos Def, som er et rigtigt partynummer og endnu en hyldest til ghettoen. ”Ghettopeople its time to ride/ supreme, supreme”.
”The beautiful struggle” lever heldigvis op til mine forventninger til en så skilled kunstner som Talib Kweli. Hans positive livssyn og down-to-earth attitude er herligt anderledes i forhold til det meste andet, der udkommer for tiden. Det er en plade, der sætter nogle gode tanker i gang, og som helt ind til benet gør dig glad og positiv. Kweli´s attitude er meget smittende, og alene af den grund, vil jeg anbefale albummet på det varmeste. Derudover er han – som nævnt tidligere – en af de helt store både rent lyrisk og flowmæssigt.
Gå ned og køb den og skamhør den – Det er den bestemt værd!