ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

2Pac/Eminem: Loyal To The Game

En af verdens bedste nulevende rappere har vækket en af de bedste døde til live. Jeg taler om Eminem og 2Pac på "Loyal To The Game". Nogen vil kalde det billigere end et voodoo trick, og andre vil kalde det et mirakel.
Selv havde jeg absolut ingen forventninger til det og skal gerne indrømme at jeg først tænkte ”Herregud, det er jo bare Afeni Shakur & Co. der malker koen nok en gang”.
Uden helt at kunne afvise denne mulighed (pladen er den 9ende efter 2Pacs død) er min indstilling nu noget anderledes efter at jeg har givet pladen en chance.

"Guess who´s Back!" råbes der på åbningsnummeret og soldaten manes tilbage fra graven, helt fra "2Pacalypse Now" og "Strictly For My N.I.G.G.A.Z.". Allerede her tegnes den produktionsmæssige stil for størstedelen af pladen – Eminems varemærke minimalistiske keyboard beat.
Sagen med enkle beats er at de altid er enten eller. De kan være mere end røvkedelige under en wack rapper, men de er pure gold under den rigtige stemme; den dominerende slags der er velsignet til at blive bærende faktor for helheden. Det er lige præcis hvad 2Pacs er og derfor fungerer det.

Her er ingen dusty samples, ingen symfonistrygere, ingen karnevals shakers eller millioner af lag og break-downs. Der er kun enkelheden i trommen der uden forstyrrelser finder den lige vej til nakken og ikke slipper sit tag mens 2Pacs lækre stemme og glidende flow ind i mellem rejser hårene samme sted.

Tempoet sættes op på "Out On Bail", men der skiftes først mærkbart spor på 4. track, "Ghetto Gospel", som også er det omdiskuterede musikalske samarbejde med Elton John der synger en passage fra "Indian Sunset". Needless to say har det gjort mangen en såkaldt hardcore hiphopper og 2Pac-fan magenta rød i face, men jeg synes bestemt ikke det er kommet et dårligt resultat ud af at tilføje nok et geni, hvad hatte-bøssen vitterligt er. Udover evnen til at lave en catchy melodi så er han gudsbenådet med en stærk og karakteristisk stemme hvis stil udsøgt komplementerer 2Pacs mere rå levering. ”And peace to this young warrior/ Without the sounds of guns” synger Elton som handlede teksten aldrig om andet end netop 2Pac. Respekt til Eminem for at forbinde så sindsyge, skøre og vanvittigt fede forbindelser mellem de fjerneste musikalske punkter – og i processen bevise hvor beslægtede de er. Han ser større sammenhænge og bredere visioner end mange nogensinde turde drømme om, men det er netop det usandsynlige og det umage der forarger de værste vaneslaver blandt hiphopperne og sandsynligvis også de mest inkarnerede af 2Pacs fans.

"Black Cotton" er 2Pac grebet af  energisk, politisk ånd tilbage på det enkle Eminemske beat. Eminem fylder selv omkvædet uheldigt op med sin nasale sang og tracket besøges også af Noble fra Outlaws, men af gæsterappernes bidrag er det er Kastros snøvlende dovne flow og fonetiske rim på 3.verset der gjorde størst indtryk.

"Loyal To The Game" er skuffende. Titelnummeret er kedsommeligt især på produktionen som gæstes af Eminems nye venner fra G-Unit. På en måde er det meget symptomatisk for den stærke tendens til fuck-ups når man samler de største stjerner til et og samme track. Mange middelmådige rappere kunne for en brøkdel af fortjenesten have erstattet både 50 Cent, Young Buck og Lloyd Banks vers.
Nate Dogg. Navnet alene skruer op for hanen hos stort set alle kvinder. Og den dryppende lyd vokser kun når vidunderet sætter sin masserende olielyd til Em's shiatsu-beat med stryger stabs for at komme helt ned i hoftemusklerne på den fantastiske "Thugs Get Lonely Too". 2Pacs macho stemme og testosteronpulserende bekendelser får en kingsize club-vibrerende seng at folde sig ud på og tracket er musikalsk øresex med hang til dominans. Det er umuligt ikke at overgive sig til.

Man kan nemt glemme at der er et årti mellem Pacs vers og de andres, men en af de steder hvor 90'ernes mere upolerede og politisk ufornuftige rap-ånd skinner igennem er i "N.I.G.G.A" og "Don´t You Trust Me", fra tiden før big business også inkluderede markedsføring og salg til asiatiske købere:
"Go baya baya when I shoot 'em / Korean mothafuckers was crooked, so niggas had to burn and loot 'em" og "It's all up to you (up to you) Blame the Korean (fuck that)".
Den slags ville sgu ikke gå i den tunge ende af pladebranchen idag, og Jadakiss leverer selvfølgelig (i "N.I.G.G.A.") også en hel anden type rim der faktisk er ret skæg i første halvdel og så bryder sammen under en dragqueenagtig kysselyd der halverer hans streetcred på under 2 sek.

På "Who Do You Love" og "Crooked Nigga Too" er 2Pac alene igen på Eminems beat og dermed er stilen repræsenteret tilpas massivt på pladen til at jeg kan sige at her er et produkt der forudsætter at man er til Eminems produktionslyd - ikke bare lidt, men meget.
Fans af Em kan glæde sig over at høste en stemmemæssigt langt mere behagelig rapper til afveksling fra bihulekongen der holder sig ydmygt i baggrunden, vokalt.

Eminem er bedst når han eksperimenterer, og hans sans for vidt forskellige komponenter der fungerer sammen er en force der lyser op på tracks som "Ghetto Gospel", men også på "Don´t You Trust Me" hvor han bringer sangerinden med silkestemmen tilbage: Dido som blev udødeliggjort i den fantastiske "Stan" af Eminem. Dido er sukker til Pacs salt, og det fuldender oplevelsen at bitterheden afmåles med sødmen i såvel tekst som flow og stemme og selv beatet stryger sine melankolske tangenter hen over denne perle af et nummer hvor Pac slår op med pigen der elsker ham, og som han elsker. Didos sarte mellemting mellem vejtrækning og sang er så sørgmodig og lidende at man føler med hende samtidig med at man også fatter Pacs inderlige argumenter "at the end of the road", hvor vi nok alle har stået og taget afsked på samme sted, en eller anden gang i livet. Det er denne identifikation der vil bringe gåsehuden frem i de fleste lyttere.

"Hennesy" hiver et forfriskende instrument ind i Eminems skrabede opskrift, nemlig trækharmonikaen der sampler en lille smule liv og atmosfære ind i ensformigheden, men Pac har spædet sprutten op, for indholdmæssigt er det ret tyndt: "They wanna know who's my role model / It's in the brown bottle (You know our motherfucking motto)/ Hennessy". Pac flankeres af en ligeså intetsigende omgang gæsterap fra Detroitrapperen Obie Trice der kun øger mistanken om at Eminem har misbrugt sine beføjelser til at dele vennetjenester ud snarere end at holde en kunstnerisk kvalitativ standard i forhold til valg af features.

Harmonikaen må have givet Em blod på tanden for i "Thug 4 Life" er der igen et eksotisk instrument ind over lydsiden, denne gang med østerlandsk klang. Hvor Eminem i det mindste fornyer sig sporadisk så er der ikke meget nyt under staldtaget hos Pacs tekster. For at sige det lige ud er mange af dem en gang hø, der handler om de samme afstumpede klichéer som forklarer hvorfor han måske ikke udsendte det hele. En klog beslutning som hans mor desværre ikke følger, til gengæld kan man som fan ikke undgå at nyde stemmen og leveringen. Hans unikke måde at næsten synge de sidste ord i sætningerne når han udtaler dem uden nok luft i lungerne. At lytte til 2Pac ER at lytte til hiphop, uanset kvaliteten af det.

De sidste 4 tracks på den generøst 17 track lange plade er remixes af andre producere end Eminem, nemlig Scott Storch, Red Spyda, Raphael Saadiq og DJ Quick. Det er en imponerende håndfuld af de bedste producere og et rigtig godt move fra Eminems side. Dels sættes købekraften i vejret med så flotte kollaboratører og dels skabes der en god og tiltrængt afveksling på albummet.
 
Både Scott Storch, Red Spyda og Raphael Saadiq vælger at fortolke 2Pac blidere og mere soulfull end Eminem gjorde og der spares ikke på funky vokale dubbs fra navne som Ron Isley, Edi og Sleepy Brown.

Sidste mand på pladen er DJ Quik med backup af Big Syke hvis dybe stemme skraber tungt mod asfalten som en lavthængende Cadillac-kofanger på cdén. Men det er producerens eget vers der er det mest imponerende på tracket - og det er iberegnet Pacs!
Quik forhøjer alle multienderim til 15 samtidig med at han sætter tanker i gang og bruger andre ord end de stereotype:
"Loyalty, undeservedly, never heard of me
I, be the exception, the epitome of adaption
The superficial surroundings, bullets fiends cockhounds and
enemies in my family extortin schemin and scammin me
".

I min mening var 2Pac bedst når han ikke faldt tilbage i den same gamle rille om at smoke niggas, fucke bitches og drikke hjernen ud. Men emnerne var heller ikke helt så fortærskede for over 10 år siden som de er i dag. Havde 2Pac levet i dag er jeg overbevist om at hans kunstneriske nysgerrighed (og tiltagende jiggyness) havde bragt ham videre plus at modenheden med årene også havde sat hans angst og vrede i bedre perspektiv for ham.
Jeg tror at de tekster der (som "Black Cotton") er i undertal på denne plade ville have været dominerende på en ny 2Pac plade i det nye årtusinde. Og det er tekster i denne boldgade der gør ham særlig, ja endda så hellig for fans at nogle opfatter hvad Eminem har gjort som blasfemi. Men sådan er jeg sikker på at 2Pac ikke selv ville have opfattet det. At folk lægger nye beats og konstellationer omkring ham, kan ikke reducere hans storhed, men er blot den leg og nyskabelse som han selv ville have kastet sig ud i. Det er principielt ikke mere forkert end når fx Danger Mouse kombinerer Jay-Z med The Beatles.

Når først forargelsen har lagt sig lidt dæmrer der en udmærket plade på anlæget med i hvert fald 4 eller 5 rigtig fede tracks på.
 
"Never forget, that God isn't finished with me yet
I feel his hand on my brain
When I write rhymes I go blind and let the Lord do his thang
".

14/01/2005 - Lagt online af LC

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [171 - 180]
næste >< forrige Her vises [171 - 180]