J-Spliff - Homesick
(CypherZone Records)
Aldrig har dansk rap haft så gode udgivelseskår, som det lige nu er tilfældet. Det er efterhånden blevet utroligt nemt at komme ud med sin musik, og pladeselskaberne leder hele tiden efter det nyeste rap-stjerneskud, der kan være med til at redde branchen. Det har desværre også vist sig at være ensbetydende med, at der udkommer en ikke uanseelig bunke lort, og det er desværre ikke kun Alias og Nik & Jay, der er syndere. Efter min – måske for negative mening – er langt det meste af især det dansksprogede rap, der udkommer overhovedet ikke plastic'en værd, det er trykt på. Det er der ganske givet en stor del, der vil give mig uret i... so be it.
Derimod lever der i den danske hiphopundergrund en række engelskrappende folk, som jeg synes er utrolig spændende. Det er som om, vi i DK i disse år ser det samme, som skete i USA i slut-90'erne; At de ting, der udkommer på større labels er kritisable, mens der opstår en independent -scene, der udgiver deres projekter på egne labels, og som på den måde holder hiphoppen undergrund og ægte og dermed efter min mening også i live.
Én af disse kunstnere er J-Spliff fra Slemborg. Helt undergrund er han dog ikke længere, idet Spliff i en del år har været meget anerkendt, og han har længe fremstået som et stort talent. Det vidner hans samarbejdspartnere gennem årene også om. Folk som Mr. Malchau, DJ Noize og senest Masta Ace har collaborated med ham. Derudover var han sammen med sin tidligere partner-in-crime Pablo Superb i Smoke Squad udnævnt som et af landets bedste live-acts.
Så det er altså ikke Hr. Hvem som helst, der nu udgiver sin solo-debut "Homesick" på CypherZone Records, og lad det være sagt med det samme...Det er en utrolig veldrejet hiphop-godte, J-Spliff serverer for os her.serverer for os her.
Produceret af det efterhånden ligeså undergrunds-anerkendte producerteam Last Rock bestående af bl.a. DJ Miraculez og Mighty One, er det garant for melodiske beats og en masse cuts.. med andre ord – Hiphop som det nu engang lyder bedst!
Introen er beatmæssigt, indholds- og flowmæssigt så gennemført, at man sidder og ønsker, det var et rigtigt nummer. En superfed, melankolsk tværfløjte gennemsyrer produktionen, og Spliffs rimmæssige kvaliteter bliver i den grad vist allerede fra første appearance:
"To all you hiphop-refugees ready or not/
we 'bout to shake down the industry like Freddie The Fox".
Det er en go-for-self ting men også en direkte irettesættelse af hiphopkulturen.
"Mighty one, J-spliff and DJ Miraculez /
we're bout to take the culture back to its natural habitats".
Slutteligt i nummeret gentages albummets titel "Homesick", og forklaringen af ordet er hermed gjort klart for lytteren; J-Spliff savner hiphop, som det var engang – "Hiphop is far away from home by the moment".
Nummeret "Keep it simple" lyder ganske enkelt som var det selveste Primo, der havde haft en finger med i spillet. Det er dog "bare" Miraculez. "I keep it simple like one life and one world/ one God and one girl – drink straight and unstirred". Det er et herligt livsbekræftende nummer om, at holde det enkelt og ikke gøre sit liv for besværligt.
"Never fool around with another mans missus /
never scoop your shorty to hang out with bitches /
never stick your nose up in another mans business /
you gotta keep it simple kid – can i get a witness?."
Og han fortsætter:
"Keep it simple for you to understand yourself /
and after that.. do what the fuck you think boy".
Det er en noget mere jazzy produktion der danner grundlag for nummeret "Rhymewriter micholder", som er endnu en gå-for-selv ting fra J. Og man må sgu sige, at han har noget at have det i, når han siger: "Rappers aint got shit..". Han har efter min mening et af DK's absolut bedste flow, og han har en formidabel evne til at rappe fuldstændig uden dialekt. Ét problem som ellers tit ødelægger mange gode engelsksprogede numre.
"Lost souls" er endnu en jazzy produktion – Nogle vibes får det faktisk lidt til at minde om en Guru/Jazzmatazz produktion. Nummeret er en reminscence over J's liv, og folk som har været en del af det. Blandt andet hans mor, som desværre er gået bort: "Dedicated to my moms, I dont remember much about her – cancer hit hard sometimes the irony make me doubt her". Han skitserer det savn, det er at miste én tæt på: "Lost souls – I lost more than I can ever get back", cuttes der i omkvædet.
Det er for en stor del af albummet gældende, at J-Spliff er en reflekterende ung mand. Det er store temaer som liv og død, der præger en del af numrene. Det er både "Keep it simple" og "Lost souls" eksempler på. Også nummeret "Cant get perfect" er dybsindigt. Det handler om livet på godt og ondt. Tag de chancer du får, få det bedste ud af det og fortryd ikke noget.
"No matter how much you try you cant get perfect /
but dont get me wrong the works all worth it /
you gotta keep moving just do your thing /
but remember that you cant get perfect".
J-Spliff og Smoke Squad har tidligere været meget kendte for, at de i den grad hylder weed. Jeg må sige, at jeg synes, det er befriende, at det ikke fylder så meget på dette album. Der er dog lige blevet plads til en enkelt hymne og hyldest til "planten der gav os grønne fingre" og Slemborg, som har "Elevated" J-Spliff. Blandt andet forklarer J, at grunden til en voldsdom for en del år tilbage skal tillægges, at han havde drukket og ikke røget weed. Og han konkluderer, at nu til dags skal han være høj og ikke stiv, når han "rammer" gaden:
"Now a days I gotta be high when im hitting the streets /
if not, im splitting you geeks and kicking your cheeks".
At det er Slemborg – sammen med weed – der har lagt basis for J-Spliffs talent og upbringing, bliver slået fast i omkvædet, hvor der cuttes: "Whats the name of that town that be blowin up trees? SV."
Der er enkelte besøg på albummet. Det første kommer fra John B på nummeret "Not many". Det er efter min mening albummets dårligste track. J's flow kan der igen ikke siges noget til, men produktionen er efter min mening kedelig, og John B er altså ikke på højde med Spliff. Hverken rim- og flowmæssigt eller engelskmæssigt. Han har en tydelig dansk dialekt, og derudover er hverken stemme eller som sagt de rimmæssige og indholdsmæssige kvaliteter noget at råbe hurra for.
På albummets titelnummer "Homesick" har J besøg af sin gamle sidekick Pablo Superb. Henover en mellow produktion leverer de to endnu en keep-it-real-ting. "Hiphop nowadays is kinda homeless", "Hiphop in its pure form the way that it's 'posed to be – keep it underground fuck that".
PhaFalAion – som vi desværre ikke rigtig hører så meget til mere, men som er supertalentfuld – har produceret albummets sidste nummer "Whats that shinin?" featuring Mr. Malchau. Igen et nummer hvor der repræsenteres på bedste vis. Mr. Malchau har en virkelig fed stemme, om end hans engelsk-kompetencer ikke er helt på højde med J-Spliffs. De supplerer hinanden godt, og det kan godt få en til at håbe på mere fra The Marxmen, som de to kaldte sig.
"Homesick" er alt i alt et utroligt vellykket album. Produktionerne er vellavede – enkelte ganske suveræne, men det er uden nogen tvivl i mit sind, J-Spliffs rim-kvaliteter der gør albummet rigtig godt. Hans – grænsende til det fejlfri – engelske rap, hans flow og ikke mindst teksternes indhold efterlader et overbevisende aftryk. De ni numre er alle relevante og sammenhængen de indgår i er indiskutabel – dog kunne nummeret "Not many" godt have været udeladt, men det er udelukkende pga. min smag for produktioner, og så det faktum at John B ikke er tilnærmelsesvis ligeså skilled som Spliff.
Det er herligt at opleve en dansk rapper, der for en gangs skyld tager nogle dybereliggende og filosofiske emner op i sine tekster – det er tydeligt at se og høre, at vi har med en moden MC at gøre her, og det selvom han vist oven i købet er fra Årgang 79 ligesom Niarn! Så kan man lægge, hvad man vil i den sammenligning!!
Albummet udkommer 28. februar, så det er bare om at skynde dig ned til den lokale plade-pusher og få fat i J-Spliff's "Homesick" for det er the shiznit. SV....op i den her!!