Funkdoobiest i Lille Vega
Da jeg en hedengangen dag i starten af marts så en flyer der farvestrålende proklamerede at en vel for de fleste inkarnerede 50 Cent new-schoolere ukendt gruppe ved navn Funkdoobiest ville lægge deres kurs forbi København, nærmere bestemt Lille Vega beliggende på Enghavevej på Vesterbro, bankede mit efterhånden 28-årige hip hop hjerte af indestængt, varm og nostalgisk lykke. Hvis man, som jeg selv, mener at hip hoppen havde sin måske mest innovative og produktive periode fra ca. 1990 til omkring 1996, så vil det for de flestes vedkommende have været, om end ikke umuligt, så i hvert tilfælde meget svært, ikke i dette tidsrum i en eller anden forbindelse at have stiftet bekendskab med Funkdoobist.
Trioen, bestående af den temmelig, skal vi sige "udseendemæssigt udfordrede" frontfigur og rapper Sondoobie, back-uppen Tomahawk Funk og Dj'en/produceren Ralph M, var i starten af 90'erne en af de mest markante og tydeligst definerede Latino-rapgrupper, dels fordi navne som Fat Joe og Big Punisher endnu ikke havde opnået popularitet blandt både den brede hip hop-fanskare og det store latin-amerikanske mindretal og fordi Funkdoobist var en del af hip hoppens på det tidspunkt mest magtfulde dynasti Soul Assassins. Med Cypress Hill, og specielt denne gruppes DJ og producer DJ Muggs, som omdrejningspunkt, formåede Soul Assassins i første halvdel af halvfemserne at skabe et væld af succesrige udgivelser, og opnåede derved en indflydelse og magt i hip hoppens verden, som i dag kun kan sammenlignes med den magt Shady/Aftermath og G-Unit besidder inden for samme kontekst.
Med store forventninger til fantastiske og mindeværdige genhør, entrerede jeg Lille Vega i følgeskab med min gode ven Joe True omkring klokken 21.00. Okay, eftersom en hip hop koncert pr definition ALDRIG starter på det anførte/planlagte tidspunkt var det måske lidt naivt at forvente at jeg ville komme til at nyde latino-rap inden for den næste time, men det gav mig jo chance for at sondere terrænet, drikke en øl og snakke lidt med forskellige andre fremmødte om deres forventninger til aftenens forstående show. Crowden var ved min ankomst mildest talt meget beskeden, ca. 40 mennesker kl.21.00, men omkring kl 21.45 var der da stimlet omkring 100-130 gæster sammen i den dunkle koncertsal. Kl. 21.47 gik en DJ, som jeg genkendte som Ralph M, på scenen og startede et live-mix af forskellige elektronumre blandet med scratch og cutback, kl.21.50 blev lyset dæmpet og hvad der skulle vise at være gruppens hype- og kameramand, entrerede scenen og begyndte at varme op under os: "Are y'all here to see Funkdoobiest?!" blev der skreget, "Yearh!!" blev der skreget tilbage, hvorefter Ralph M gav pladespillerne et dygtigt dragt prygl i bedste Uggerløse-stil, med turbo-arbejderscratch og bag-ryggen cutback. Dette fortsatte en rum tid, måske endda lidt for længe efter min mening, men så blev "Planet Rock"-instrumentalen sat på og vi blev informeret om, at Sondoobie kun ville komme frem, hvis vi råbte "Funkdoobiest" længe og højt nok…
Så det gjorde vi så, og kl. 22.10 væltede en ranglet, totalt skaldet og meget energisk Sondoobie ind på scenen på en måde, der bedst kan sammenlignes med en zombie fra Resident Evil i heftigt gadedrengeløb. "Where's It At?" bragede ud for fulde gardiner til crowdens vilde respons. Vokallyden var god og klar, men derudover var selve beats'ne en smule uldne og kunne godt have været behandlet bedre af Vegas lydmænd. Herefter blev der spillet "Freak Mode" og derefter "Shittin'On Em", begge tracks blev fremført med stor entusiasme fra Sondoobie og Ralph M, som i Tomahawk Funks sørgelige fravær, fungerede både som DJ og Back-up rapper. Men trods den gode stemning var netop DJ/Back-up situationen et minus for selve koordineringen af Funkdoobiest' show, fordi Ralph M ikke magtede begge ting tilfredsstillende på samme tid. Der var lidt for mange gange hvor et track ikke blev stoppet i tide, og et nyt begyndte utidigt, og hvor det var tydeligt at Ralph M overhovedet ikke var sikker nok i Sondoobies vers til at dubbe ham ordentligt. Selv om man næsten forventer at et Funkdoobiest show skal være lidt utjekket og tilfældigt, så var der her alligevel til tider ret irriterende, og det var specielt nedtur, når Sondoobie glemte store bider af sine egne vers, kom forkert ind på omkvædene, og efter enkelte nummre gik ned bagerst på scenen, bukkede sig ned på hug og drak vand uden at sige et ord, hvilket skabte nogle temmeligt pinlige pauser.
Når det så er sagt, så var både Sondoobie, Ralph M og deres hype-/kameramand både engagerede, smilende og udadvendte, og langt størstedelen af deres numre fungerede trods skønhedsfejl præcis som de skulle. Efter et kort break hvor vi blev opfordret til at ryge og drikke os fra sans og samling, blev der i nævnte rækkefølge spillet "Funk's On Me", "Wopbabalubop", remixet af "Rock On", remixet af "XXX funk" og ikke mindst "Super Hoes", som folk modtog med stor jubel. Herefter lavede Sondoobie en lettere sarkastisk recitation af omkvædet af 50 Cents "Disco Inferno" og fortsatte med at fortælle os hvorledes vi skulle støtte rigtig hip hop og derefter give den op på heftigste facon for Ralph M for hans åbenbart legendariske status (..?) Denne forsatte så med at give os et mixshow bestående af cutback, lynhurtigt beatmix og forskellige variationer af scratch som varede hele fuldfede 10 minutter. Selvom der var gode elementer imellem var den lille turntableism-showcase plaget af at ligne introen på showet lidt for meget. Der var for mange gentagelser, Ralph M fuckede op i for mange småting (primært røg hans scratch ud af takt) og det varede for længe.
Efter mixningen var overstået fik vi nogle flere numre, deriblandt "Papi Chulo" og vistnok et enkelt Sondoobie solonummer. På nuværende tidspunkt var Sondoobies stemme ved at være godt hæs og brugt, og de tre tilstedeværende på scenen virkede ærligt talt lidt trætte og uoplagte. Det var derfor med chok at de pludselig proklamerede at showet nu var ovre og at de nu ville trække sig tilbage. Folk stod lidt i vantro, indtil en stemme over højtalerne myndigt meddelte at: "we are not done yet!" Idet folk begyndte at råbe og pifte, kom alle tre igen væltende ud på scenen og bragede op for "Bow Wow Wow" for fuld knald. Det var noget folk kunne lide og stemningen steg til sit måske højeste punkt på hele aftenen under lige præcis dette track. Herefter fulgte "The Funkiest" til mindst lige så stor jubel for crowden, men bedst som festen var kommet helt op at koge, meddelte Sondoobie endnu engang at koncerten var ovre, men denne gang var det for alvor. Med et resolut "Peace!" kl. 22.53 forlod han scenen og overlod den til Ralph M der leverede endnu et ok men også lidt for fejlfyldt og langvarigt mixshow. Til allersidst opfordrede Mr. Hypeman nogle danske mc'er til at battle ham i engelsk freestyle på scenen, der var dog ikke andre end vores alle sammens PTA der tog udfordringen op, og selv om jeg syntes han gjorde god figur, virkede den sidste session lidt malplaceret. Efter at Ralph M havde spillet plader i en halv times tid, forlod jeg Lille Vega med en nogenlunde underholdt, men også en smule irriteret fornemmelse i maven.
Funkdoobiest står for mig som en af de levn fra en tid i hip hoppen, hvor det hele ikke behøvede at være sovset ind i clubbeats og platintænder, hvor hardcore rap godt nok ikke solgte 10 millioner plader i USA alene, men stadig havde en stor fanskare og popularitet. En tid, hvor det var muligt at lave rap og hip hop på kulturens egne præmisser, og hvor det ikke nødvendigvis var altafgørende for en kunstner, at de tre første singler gik top 5 på Billboard 200, for ellers ville han blive fyret fra selskabet øjeblikkeligt. Derfor forventede jeg også en aften i selskab med beats og tekster fra de tidlige halvfemsere, godt pakket ind i referancer til hash, druk og porno. Det fik jeg sådan set også, størstedelen af de klassiske numre blev spillet, Sondoobie var lige så ledløst dinglende rundt på scenen som man kunne ønske sig og nostalgien hang tykt i luften. Funkdoobiest' medlemmer var næværende og morsomme og formåede at skabe en god kontakt til publikum udover scenen. Der var altså mange gode ting ved koncerten denne aften i Lille Vega, men der var også mindre gode. Sondoobie, som er så meget Funkdoobiests udtryk at han mere eller mindre udgør gruppen alene, var på scenen fra 22.10 til 22.53..
Med lidt hurtig hovedregning kan man godt regne ud at det giver den fyrstelige tilstedeværelsestid af 43 minutter på scenen. Selv om billetprisen ikke var overvældende (kr. 150) så er det alligevel alt for lidt for en koncert med en gruppe der trods alt stadigvæk har en hvis størrelse i mere inkarnerede hip hop kredse og har 3 plader bag sig. Desuden manglede nogle helt essentielle numre. Hvor var "Dedicated"? Hvor var "Lost In Thought"? Hvor var "Pussy Ain't Shit"? Jeg syntes i den grad at der manglede noget omtanke i deres valg af numre på aftenens playlist. Det måske mest irriterende element var den følelse af utjekkethed og laden stå til man ofte fornemmede under dele af showet. Ralph M blev ved med at scratche, selv om det blev kedeligt, til tider styrede ingen hvilke beats der skulle spilles og nogle gange gik showet nærmest i stå og fik Funkdoobiest til at fremstå forvirrede og i vildrede. Funkdoobiest var en god oplevelse, en rejse ind i hip hop nostalgiens verden, og en lille intim koncert hvor folkene på scenen var i god kontakt med publikum og hvor alle hyggede sig med genhørets glæde. Men det var samtidigt en MEGET kort og temmelig rodet omgang, der til tider virkede nærmest desorganiseret. Derfor kan bedømmelsen af arrangementet trods min kærlighed til nogle af hip hoppens ikoner fra de tidlige halvfemsere kun blive lidt over middel.