ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

World Hip hop - interview med TY

Oy Oy, jeg elsker London – flyv igennem undergrunden og kom op på de vildeste sound systems, der pumper soul, hiphop, broken beats, garage og drum&bass ind i maven og ryster buksebenene på selv den mest standhaftige. Viben er åben, du kan få alt her. Være alt.
Det var derfor et jolly godt gensyn med byen, da jeg mødte det hele i egen høje person: Den engelske rapper TY i et studie på Vesterbro før hans koncert på Rust. Med sig havde han sangerinderne Esca og Sewuese, der sang vokal boxen i en sync af jelly. Imens vandrede TY som en tikkende bombe frem og tilbage på gulvbrædderne for at skrive en tekst over Ashtiani & Baltzers beat til NBTB. Indeed, TY er en seriøs mand; en ansvarsfuld og beskeden kunstner dedikeret til at bringe ’det globale i det lokale’ og vice versa - med en topping af engelsk flavour, som alt for ofte bliver overset af de evige referencer til himmelstrøgene langt til venstre for London mitte. TY er nigerianer, opvokset i England og hans musik udspringer af mødet mellem sin afrikanske baggrund, sin tilgang til hip hop og Brixton, hvor han er opvokset. Han har tidligere samarbejdet med den afrikansk-engelske trommeslager Tony Allen og produceret - et aldrig udgivet - album med KRS One. Han står bag workshops med 'Ghetto Grammar Organisation', har arbejdet med Sizzla, Dead Prez og Tony B på udgivelsen "African Conscience" og været med på en række Big Dada udgivelser (:tymusic.org). I 2003 udkom han med sit andet og anbefalelsesværdige soloalbum "Upwards" på Big Dada ("Akwards" 2001). Produktionerne på "Upwards" har ret så meget bund i broken beats, soul, samba, jazz og afro beats, hvilket netop refererer tilbage til det opløftende budskab, at hip hop er mangfoldigt! Og alt det afspejler kunstneren bag. Ét er der kun at sige; tjek albummet ud, manden ud, verden ud. Det er ikke bare musik, det er MUSIK! Og hele Mennesket:

Hvad gav dig muligheden for at kombinere ’consciousness’ med underholdning og musikalitet på den måde som du gør?

Det mix du refererer til handler mindre om consciousness og mere om ærlighed. Folk som mig… vi tænker over tingene. Jeg har aldrig været særlig belæst eller skolet, det er bare et spørgsmål om at være ærlig. Hip hop har givet mig mine shows og muligheden for at kommunikere med folk, som umiddelbart ikke var interesserede i at høre, hvad jeg havde at sige, før jeg begyndte at rappe. Så for mig er rapmusik et forum for kommunikation mennesker imellem. Jeg tror, at dét at rappe kun med én stil, enten ved at prale eller være aggressiv, det er ikke at være ærlig overfor dig selv, fordi du føler dig aldrig kun aggressiv. Hvis du ser på en rapper som 50 Cent, og du virkelig lægger mærke til hans personlighed, så er han meget rolig, lige så meget som de siger gangsta gangsta om ham. Han er så høflig. Og for mig er det at være ægte. For lige meget hvem du er, så har du forskellige niveauer i din personlighed, og du har forskellige følelser. Så for mig ser jeg det ikke som at være conscious.

Hvad har givet dig modet til at lade lytterne komme så tæt på dig og dine tanker på Upwards?

Jeg bevæger mig i forskellige kredse; jeg er i hip hop og lytter til musikken men er også involveret i kunstscenen og har venner, der er kunstnere. Og jeg ser faktisk musikken som kunst, for det er det. Du sætter dig selv op på et 'lærred' og prøver at gøre det acceptabelt for andre. Du bliver nødt til at bruge dig selv og tage en del af dig selv, hvis du skal gøre det til en kunstform. Og jeg mener, at min baggrund som 2. generation nigerianer bosat i England, London er interessant, fordi det er en tilgang som mange ellers ikke er bekendt med. Så når jeg rapper, prøver jeg ikke at være en sur og snævertsynet person, fordi jeg er meget sikker på mig selv, og jeg ved, at jeg har stil. Jeg har en nigeriansk, engelsk og en europæisk baggrund at trække på... Der hvor jeg kommer fra, den kultur jeg er involveret i, har så meget personlighed og så mange forskellige stilarter og i mit lokale område er der rigtig mange forskellige baggrunde, og vi kender alle hinanden, vi forstår hinanden og er sat ind i de forskellige kulturer, der er her. Det er et hårdt kvarter jeg bor i, hvor nogle har gået på universitetet og nogle har været i fængsel; der er den store bredde og forskel iblandt folk der, men vi bor alle sammen sammen, det er ikke sådan, at der er en gruppe af intellektuelle og så en anden gruppe af rødder, vi har alle boet med hinanden, leget med hinanden, spillet fodbold med hinanden, gået i skole sammen eller lavet andre ting sammen, hvor vi så har fulgt forskellige ruter i livet, men vi lever i det samme område og har den samme mentalitet….Alle mennesker er specielle, men desværre udnytter de ikke deres individuelle spor. Det har jeg følt, jeg blev nød til at reflektere i min egen person, fordi når jeg hørte plader, så hørte jeg kun vrede mennesker, som nogle gange var vrede men også bare var blevet revet med af andre vrede mennesker. Så jeg vil bare være ærlig og sætte en streg over alt det andet. Og når jeg ser den amerikanske hip hop og hvad musikken gør, så har jeg ikke meget lyst til at gøre, hvad de gør, for i virkeligheden vil jeg sælge jer (USA red.) det nye niveau – for I har det ikke! I kan ikke føle eller leve det samme, som vi gør, for I har ikke det type miljø, som vi har i Europa.

Fortæl mig lidt om det specielle nummer ’Music 2 fly 2’

Helt sikkert, da Drew og jeg lavede det nummer skar vi alt fra, der ikke var åbent i forhold til musik. Så vi kunne gøre alt, vi kunne have haft ballerinaer der kom og dansede på tå…du ved, jeg nægter, at nogen folk skal komme og fortælle mig, hvad der er street. Der er så mange mennesker der har sagt til mig, åhh det her album er anderledes, det er alternativt, der er dit og dat. Og du ved, jeg kommer fra Brixton og jeg sad i Clapham, og jeg har lavet det her musik på en speciel måde, og jeg har alle de her forskellige inspirationskilder, men det gør mig ikke speciel. Jeg behøver ikke at blive kaldt ’ghetto’ eller ’anti ghetto’. Jeg kommer fra mit mors hus, og det er den virkelighed jeg har, når jeg bringer hip hop videre. Og ja, jeg repræsenterer Brixton og Syd London, og Nord London og England og alt det andet – men jeg kommer fra mit mors hus, og så går jeg udenfor, og så taler jeg med mennesker der ude. Så det er den mentalitet jeg har med. Jeg har virkelig ikke tid til at sætte den der ’super mc’ ’hard core’ på mit bryst.
Vi [em]er[/em] bare.

Du fortæller et sted, at du nogle gange føler dig som en Stevie Wonder, hvad mener du med det?

Når du ser på hvad Stevie Wonder har gjort, eks. hvis du ser nogle gamle optagelser med ham i studiet, så er han bare skabende, og han har en bestemt vibe og energi, og det er på den samme måde jeg føler, når jeg er i studiet. Når jeg laver musik, vil jeg føle mig så åben for alt. Engang var jeg bare rapper med en jakke og kasket, der stod og ventede på at rappe, mens de andre gjorde sig klar med beats. Men nu sætter vi beats’ene op, så det jeg siger er, at nogle gange når vi laver musik, så føler vi os som Stevie Wonder nok har følt i forhold til at skabe musik – waw, lad os bare kaste os ud i det!

Det er interessant at spore din musikalske indflydelse…fordi der er hele native tongue bevægelsen, særligt på det første album. Men man kan også spore den engelske soul musik fra 80erne i dit udtryk, Loose Ends eks.

Jeg tror, jeg ser på hip hop musik som et stykke historie…det jeg gør er, at jeg kigger på folk fra den ældre generation, dem der lavede musik som virkelig gælder og har haft indflydelse, og jeg ser på, hvad de gjorde og hvad de egentlig bragte os. Og én del af dem brugte faktisk den omkringliggende kultur i deres musikalske udtryk, de ting bragte de ind i hip hop. For eksempel Ice Cube og de folk, de brugte P-funk, og hvis du tager til USA, så får du en forståelse for, hvorfor netop P-funk... det er næsten som en national musik for dem. Ligesom rapmusik giver mening i New York; for når du tager en taxi i New York, og taxien går sådan ’bombombababombomba…’ den vibe får du bare af måden, taxien bevæger sig på i trafikken - det er måden New York ser ud på, der giver den vibe. Og det jeg prøver er at tage af de kulturelle stykker, hvor jeg lever, og de indflydelser vi har: Soul musik fra 80erne, specielt de sene 70ere og tidlige 80ere og ind i de tidlige 90ere, den kom virkelig fra sin egen tid, den var unik. Det var en musik, som de også tjekkede ud i USA. Og endelig hvis du ser på den engelske soul scene, den kommer ikke fra soul scenen i USA, den kommer fra Soul to Soul, Fair Play og Loose Ends’ æstetik. Så det jeg prøver med musikken er at kigge på, hvad jeg kender, og det jeg kender er 80er musik, 70er musik og UK musik og UK kultur, og egentlig tage udgangspunkt i det. Og hvis du tænker på de samples fra "You want More" – så tog jeg de plader, og jeg kan huske, når jeg mødte producere, og jeg skulle have dem til at sample det, så var de bare sådan ’åhh lad være med at være dum, det vil jeg ikke sample det der’. Og jeg var bare sådan ’hey du tænker bare ikke fremad’. Og det er det vi prøver; at tænke år fremad og lave ny musik. En masse mennesker fra USA har givet mig respons på nummeret "You want More" – fordi de har bare aldrig hørt noget lignende, for der er ingen derovre, der ville lave sådan et nummer, få den idé. Fordi der er ingen, der laver sådan noget! Og det er lige præcis det jeg prøver at sige om albummet her, og musikken som vi laver; vi prøver ikke at lave det der allerede er blevet skabt. Jeg prøver ikke at efterligne amerikanske artister, jeg elsker hvad de gør, jeg er fan, men jeg er en moden mand – jeg bliver nød til at inspirere dem også, så meget som de inspirerede mig!

Absolut! …Demon Boys, Syndicat, Brotherhood…..Hvad har den generation gjort for dig? Er der rester af dem, musikalt, i dig?

Jeg er en fortsættelse af dem. Jeg kender dem alle sammen, og jeg kender dem personligt, og vi kan sidde og have en snak sammen, eller de kommer op til mig og viser deres respekt, fordi de husker mig fra dengang, jeg var til deres koncerter, da jeg var lille. Og jeg er egentlig én af de eneste, fra den generation, der nu er en del af den nye generation. Så, det de har efterladt til os er, at de var de første, der tænkte på at rappe i England med et engelsk accent. De folk, Demon Boys, London Possé, MC Mello – alle de mennesker satte mig i gang. De arbejdede også lige om hjørnet fra mig…men de gav mig inspiration og idéer til at rappe i England og ikke at være frustreret... De er så vigtige fordi, når jeg ser på dem nu, så ser jeg garage music, jeg ser drum&bass, alt det ville ikke være sket. Folk ville ikke have været trygge ved idéen om at rappe i England med engelsk accent, hvis engelske rappere som Cookie Crew, og alle de folk ikke havde været der, og gjort det de gjorde. Så de er meget vigtige til mig.
Det er sjovt, fordi de mennesker jeg snakker om, de kom faktisk til mine workshops. Og Fallacy kom til vores workshop og gik videre og lavede store ting. Infinite Livez kom også til workshops og gik videre, New Flesh kom igennem workshoppen, Ebu kom.. Skinny Man kom.. damn, rigtig mange rappere kom til de workshops, men det var ikke fordi, vi underviste dem. Det var bare os, der skabte faciliteterne og tog ansvaret for at skabe events og situationer, hvor folk så kunne komme og lære. Der var brug for et sted, hvor folk kunne komme hen og skabe deres eget og undersøge deres egen rap. De kom bare - ’I wanna practice my freestyle’ – ok så lad os øve! Og det var cool. De skulle lære at flowe med deres krop, med deres arme, for hvis du bevæger dine arme på den måde, så vil din rap også forandre sig. Hvis du rapper hårdt, så bevæger du dig også sådan! Men hvis du bevæger dig mere blødt, rundt – så lige pludselig forandrer dit flow sig også. Så vi underviste dem i sådan noget.

Ja, dit melodiske flow, hvor kommer det fra?

Jeg ved det egentlig ikke, jeg tror ikke, jeg lægger så meget mærke til det, fordi det kommer fra mig, så det er taget fra den måde jeg er på, og hvis du hører nigeriansk musik, og du lytter efter hvordan folk de synger, så er det kulturen. Men det skal ikke forstås så umiddelbart at ’ja, TY tager et nigeriansk flow’, fordi mit rap flow er overhovedet ikke gebrokkent engelsk, men det det er, er at mit flow er udledt fra den tradition, mit flow er udledt fra at have vokset op i Brixton med sound systems rundt om mig, men ikke nødvendigvis sådan, at jeg blev en reggae mc. Mit flow er udledt af at være omgivet af alle de ting og være bevidst om alle de forskellige stilarter. Jeg har også været skuespiller elev og har øvet min stemme, improvisationer og sådan noget, der lærer du at strække grænserne for, hvad der er muligt. Jeg ser mig ikke som en der synger, jeg ser mig som en artist. Men folk bliver altid ved med at sige det til mig – ’and I’m just flowing with it’. Der er rigtig mange rappere i mit land, der kan synge bedre end jeg gør. Men måske det er melodisk... ja!

Hvad tror du den nyere generation af broken beats fra West End, garage mutationer, hybrid drum&bass betyder for engelsk hip hop?

Jeg tror, ordet ’British Hip Hop’ er dødt. Jeg tror, vi bliver nødt til at indse det nu – ’UK rap is dead’.
Hvad der stadig eksisterer er dét at rappe og være en artist fra England, men hvad vi burde gøre er at definere os selv som ’kunstnere fra Europa’. Fordi som et netværk, som et fællesskab ville vi være langt mere stærke og interessante, hvis vi prøvede – i London – i England – at være mere internationale i stedet for at være fokuseret på det engelske og lave engelsk hip hop. Noget af det engelske hip hop som er derude lige nu, er jeg ikke just fan af. Men når folk spørger mig om, hvordan det går for engelsk hip hop, ja så er vi meget langt fremme. Vi har det godt! For hvis du kigger på hvad hip hop artister har gjort og opnået, så se på Four Hero, I.G Culture, New Sector Movements hvor Esca er fra (sangerinden med TY på turné red.); de folk har skabt nye genre af musik; broken beat, drum&bass. Four Hero er nogle af dem, der er ansvarlige for at have startet den musik, de lavede nogle af de første plader. Og alle de mennesker har hip hop mentalitet, når det handler om at sample, lege med samples, lave hip hop musik og bruge hip hop instrumenter, og så gik de videre med at lave andre ting. Så i forhold til inspirationerne derfra, har hip hop musik det godt. Hvis du ser på broken beat og den måde at programmere beats på, så trækker selv Timbaland på nogle af de broken beats og drum&bass stilarter, der er der lige nu. Så der er mange gode indflydelser i verden lige nu i forhold til hip hop.

Så selv de mest traditionelle hip hop cats bliver inspireret af de nye toner?

Jeg ved ikke, hvem der er traditionel?? Jeg ved ikke, hvad der er traditionelt. Jeg tror, at de folk der tror de er traditionelle bare er endimensionelle. Og når du ser hip hop musik, i forhold til alle de stilarter, der er i det... så skal du være åben for West Coast, East Coast, Down South – bare i forhold til at lytte til det amerikanske... for som hip hop’er er du ikke en hip hop’er, hvis du ikke elsker de breaks, hvor det kommer fra, eller hvis ikke du elsker b-boying, så det du siger med hensyn til det traditionelle – de folk er ikke traditionelle, de er bare endimensionelle: ’Jeg er en rapper, jeg lytter til hip hop og det kører sådan her, og det er sådan det er!’. Og hvad der sker nu på scenen er at flere og flere bliver mere bevidste om helheden i hip hop, den fulde forståelse for hip hop, som værende musikkultur og ikke kun en bestemt måde at producere beats på, én bestemt producer eller én bestemt gruppe. Jeg er interesseret i idéen om, at hip hop er kunst – det er kunst! Og vi er kunstnere, så hey, lav en udstilling, lav det nu! Det er det, det handler om, er det ikke?

Er du influeret af den aktuelle sociale og politiske situation i England, lige fra Tony Blairs involvering i krigen i Irak til de nye sociale love?

Jeg er ikke berørt af det, på den måde at jeg ikke har meninger om det. Jeg kan sige, hvordan jeg har det med dem: Jeg har intet for dem! Jeg har ingen medfølelse for dem, ingen forståelse, intet behov til at tænke på dem, eller lyst til at give dem hånden og møde dem – jeg er overhovedet ikke involveret i Tony Blair – så meget føler jeg for det, jeg er ikke imponeret! I forhold til det at lave musik og kunst, er jeg overhovedet ikke interesseret i at involvere dem... Jeg tror, det jeg prøver at sige er bare, at jeg ikke er imponeret, så mellem linierne betyder det vel, at de rører noget meget dybt i mig, fordi jeg er skammer mig over de ting, de gør. Jeg skammer mig over krigen og alt det med masseødelæggelses våben, jeg skammer mig over min regering, fordi det ikke er min regering, og jeg har altid vist det – men de gjorde det meget åbenlyst med de valg de har truffet. De arbejder for dem selv. Jeg føler virkelig, at vi er i en meget dyster og sort tid lige nu. I min musik prøver jeg så at være ærlig. Jeg er ikke interesseret i at snakke om, hvordan regeringen er og hvordan vi får den ned. Jeg er interesseret i mennesker; ’hvad mener du’, ’hvad siger du’, ’hvordan er vi forbundet’. Jeg har mødt mennesker, der ikke har haft nogen grund til at snakke med mig pga. deres baggrund, deres status – what ever, hvis ikke det var for hip hop, og at vi havde den forbindelse sammen. Jeg har talt med mennesker i Afrika, i Japan, Brasilien – og det er pga. hip hop. Min musik er ikke et spejl på den politiske situation, det er ikke sådan, at jeg putter alting ind i musikken, som jeg er imod i den politiske verden. Musik fortæller mig, hvad jeg skal sige. Jeg fortæller ikke musikken, hvad den skal sige. Jeg kan have en idé, men hvis musikken ikke er det rette stykke til den sang, så kan det ikke ske. Hvis sangen var ment til at være en kærlighedssang,
og musikken har en hel anden stemning, så kan jeg jo ikke skabe den som en kærlighedssang. Musikken vil fortælle dig, hvad der skal ske. Da vi kom herind i dag havde vi ingen idé om, hvad den sang ville komme til at betyde. Musikken gav det til os. Så musikken fortæller mig og alle dem jeg kender, hvad vi skal sige, hvad der kommer ud af det. Vi fortæller aldrig musikken, hvad der skal siges.

Var det en fordel for dig, at De La Soul erklærede dig som deres europæiske favorit mc?

Nej nej, jeg mener, det var fedt, det er stadig fedt og vi er stadig tæt knyttet. Når de kommer til byen, når de er i Europa, ringer de og ’oy, come’. Så hænger vi ud. Du ved, de er sådan nogle mennesker, der er som brødre, når de kommer til landet eller når jeg er i deres, så må vi ses. Og det har egentlig ikke så meget med musik at gøre. Det er ikke sådan, at når jeg står tæt på De La Soul, at vi skal lave en sang sammen, eller jeg er cool med Jungle Brothers, så lad os lave noget sammen. Det har mere at gøre med respekten for, at de folk har lavet musik, som helt klart har haft enormt meget indflydelse på mit liv, og omvendt – at disse innovative kunstnere forstår vigtigheden i det jeg laver og sætter pris på det.

Du taler meget om dét ’bare at være sig selv’ – men er det ikke svært ’bare at være sig selv’, når hip hop mainstream kultur sætter så mange fascinerende images op, som unge bare kan kopiere og lade som om de er?

Alle unge har sådan en fase, hvor de ikke helt ved hvad de er, og jeg peger nødvendigvis ikke fingre af dem, at de gør noget galt, men det jeg prøver er at minde dem om, at så snart de er færdige med alt det, måske de bare kan være ægte; ’just keep it real’. Og hvis du ser op til mig og kan lide hvad jeg laver, så siger jeg til dem, at de bare skal være ægte: find hvad end det er, der er i din baggrund, som er specielt og som er i din signatur. Jeg underviser i workshops og noget af det jeg oplever, når jeg arbejder med unge, er at hvert eneste barn har noget unikt, om det er måden de går på, snakker – noget som skiller dem ud, og de ting er det der gør det specielt. Og når du har noget, der gør dig en smule anderledes - brug det til din egen fordel, for det er dig, det er essensen af dig, så gør det til den næste mode. Og det er det jeg prøver at gøre med musikken.

Hvorfor tror du, at hip hop er blevet så stereotypificeret, både i forhold til image men også i forhold til indhold?

De eneste folk der ikke stereotypificerer hip hop er ’the hip hop people’, så hip hop er blevet stereotypificeret af folk, som ikke forstår det, og folk der også er en lille bitte smule nervøse for sort kultur, og det faktum at det kommer fra en sort og latin amerikansk kultur i USA og nu tager alting i sin magt. Og der er igen en snært - en snært af smertefuld og spydig forholden sig til de stereotyper der findes i rapmusik, som kommer fra mainstream, der kommer fra den usikkerhed overfor de stereotyper; det er det der med ’hvordan sorte mennesker agerer, hvordan latin-amerikanske mennesker agerer’, for læg lige mærke til det: Du får ikke det stigma i forhold til unge i rock musik, eller du har lavere, middel til overklasse unge studerende der klæder sig ud som ’Gothics’, og de får ikke halvt så mange problemer, som folk giver til rapmusikken. Men tjek det: Som en forældre vil jeg være langt mere bange, hvis mit barn begyndte at klæde sig ud som djævlen end at klæde sig ud med en baseball-kasket! Men det bliver ikke set sådan, det bliver stadig set som farligt. Og jeg tror den mentalitet og den opfattelse stadig handler om at rapmusikken har rødder i det afro-amerikanske og latin-amerikanske, og folk de føler sig lidt…ok hip hop er world wide nu, hip hop er ikke længere bare sort, men fordi det kommer derfra og fordi det kendetegn ved hip hop stammer fra den kultur, så tror jeg der dybt nede er småracistiske overtoner, der er forbundet med stereotyper i hip hop kulturen – og det ville ikke eksistere, hvis det var én anden form for musik. Rock musik får det ikke.

Jeg kan høre på dig, du prøver at gå andre veje, men hvad mener du om det hip hop image, som hele verdenen spiller på i kraft af dets popularitet?

Det er en amerikansk globalisering, og fordi det tjener penge, er det en amerikansk globaliserings proces. Det er en globaliseret æstetik, der pleaser og laver penge, som amerikanerne sagtens kan acceptere og deale med, netop fordi det giver penge. Og når jeg rejser til Afrika og ser unge afrikanske børn komme op til mig og tage mikrofonen og rappe med et amerikansk accent, så tænker jeg virkelig ’åh shit, det er virkelig absurd det her’. Hvordan kan jeg komme fra England - og komme hjem til Afrika for at høre jer rappe med et amerikansk accent – ahh!! Der er rigtig meget tid der bliver spildt her, men jeg også på, at hvis du vil forandre noget, så må du tage små skridt og lade resten blive gjort af andre mennesker. Du kan ikke tage store skridt, du kan ikke være helten, så hvis jeg bliver i dette scenarie, hvis jeg bliver i min egen æstetik, der handler om at være refleksiv i forhold til, hvor jeg kommer fra og hvad jeg er omgivet af, da vil nogle på et tidspunkt opfange det og følge med. Og det er det der sker i England, jeg møder afrikanske unge, der kommer op til mig og siger ’yo man, you make me so proud’ – you’re from Nigeria.. man I feel proud’. De har aldrig haft en rollemodel, og de har aldrig oplevet en afrikansk artist, som ikke kun bliver forstået som ’afrikansk’, men som ’mainstream’, eller ’god’ og ’hip’ og ’ung’, der faktisk kommer fra det sted, som de også kommer fra. Fordi i London i undergrunden, hvis du er hip og du laver sort musik, så er det forventet, at du har en enten vest-indisk eller amerikansk baggrund. Så i England, for de unge der lytter til populært musik – dét at de har en, der er én af de bedste som oveni købet har en nigeriansk baggrund er nyt. Det har de aldrig haft før. Hvis det, at jeg holder fast i min personlighed og min base, giver andre mennesker et håb, der får dem til at føle, at de faktisk kan rappe med et engelsk accent og lyde dope uden at lyde som en kopi - hvis jeg kan være præsident for det udtryk, så har jeg opnået mit mål – ét af dem!

Er du inspireret af Spoken Word i din tilgang til rap?

Det er ikke kun spoken word, men hele poetry og kunst scenen. Når jeg går ud og ser en udstilling, eller hører digte og sådan noget, det gør mig ikke til en ’arty-person’. Jeg gør det bare, og jeg har venner der gør det. Og det at se, hvad der sker på de kanter, giver mig inspiration til at gå andre veje. Som en hip hop person føler jeg ikke, at jeg egentlig gør noget, der er komplet anderledes fra, hvad hip hop er, men jeg synes bare, at folk er blevet for vant til at tro, at de ved, hvad hip hop er. Og det er derfor, jeg elsker André 3000, for hver gang han laver noget, så får han mig til at tænke! Når jeg hører hans musik, tænker jeg ’hold kæft hvor er du sindssyg!! Du siger, du gør det…og så lægger du en guitar på det og så synger du’ …og du er en hip hop artist! Og du siger ’yeah det gjorde jeg! Og jeg laver denne her plade – deal with it’! - Og det er hip hop. Sådan er det ment til at være... Jeg ville ikke have denne her hardcore Brixton mentalitet i musikken, for jeg lever også i England, og jeg ser TV og jeg ser alle mulige former for ting, og det skal reflekteres i musikken, de der cross-over elementer, hvor der ikke kun er tale om én ren form. Men det er også det, mange folk i hip hop ikke gør, de har ikke sat hele deres liv og hele deres sjæl ind i deres forhold til at lave musik. De er bare sådan, ok hip hop det gøres på en bestemt måde, og hvis du skal respekteres så skal du være rapper, så der er masser af kids, der laver battle rhymes, fordi det er sådan, de tror de får respekt. Men de ved ikke, at der altså er andre muligheder i det game, du kan blive en kunstner. Så jeg har selv gået væk fra det med battle rap og begyndte at lave sange. Flere mennesker burde sætte mærkatet ’artist’ på sig, og så se hvad der kommer ud af det.

Det virker som om, du ikke bryder dig om de kategorier folk sætter dig i, eks. conscious rapper?

Nej, det kan jeg ikke deale med, det skal være mere fleksibelt, for det der sker er, at når folk får at vide, at du er en ’conscious rapper’ så sætter de dig i bås ’oh you’re a political rapper.. ah okay’. Folk læser en artikel, og fordi der står, at han er en politisk rapper, så tror de pludselig, at de ved alt om denne her rapper. Og i forhold til conscious rapper, så tror mange mennesker, at man så hader hvide og ikke bryder sig om regeringen. Så når folk hører du er en conscious rapper bliver de oftest modsættende, fordi de tror de bliver angrebet - i stedet, hvis du siger, du er en ’honest rapper’, der rapper om alt, så åbner det det hele op. Ordet ’conscious’ og ’political’ betyder, at du ikke kan lide visse mennesker eller du er for intelligent. Men der er rigtig mange journalister der bruger det ord, og det slukker bare noget i folk. Kategorier sender signaler, og de kategorier vil jeg selv ikke fremhæve, fordi så ser de kun noget ganske bestemt – så ser de faktisk ikke noget.

Men du er blevet kaldt en sofistikeret rapper…

Er jeg det! Nå ok. Ja men sofistikeret det kan jeg leve med, det er godt! Det er cool, det er en god titel.

Hvad vil ske i fremtiden for hip hop?

Jeg tror det nye niveau af hip hop - det mest spændende hip hop som vil ske – er world hip hop, det er internationalt hip hop. Hip hop hvor folk i Spanien udgiver en plade og rejser rundt i verdenen og promoverer den, og hvor folk i Brasilien udgiver en plade og rejser rundt i verdenen i hip hop miljøerne…det er den nye måde at gøre det på, og de mennesker må være de nye superstjerner, fordi jeg synes, at de superstjerner vi har for øjeblikket tager alt for givet. De tager de muligheder som hip hop har givet dem for givet. Hvis de ikke havde hip hop, hvad ville de så have gjort?? De ville kede sig! Være låst fast i et kvarter, intet at lave, ingen at tale med – men hip hop har givet dem flybilletter, penge, huse og hvad gør de, når de kommer til et nyt land? De møder ingen gang, de mennesker der bor der! De gider ingen gang at tage kontakt. Og hip hop har givet dem muligheden for at møde verdenen, og verdenen er for mennesker. Og de fleste gange er kunstnere så selvcentrerede, de gider ikke opleve nye ting. Jeg tror det næste niveau af internationale kunstnere fra eks. Frankrig, Tyskland, Japan, Afrika – de mennesker, de interesserer mig, det niveau for forståelse. Det niveau giver en mulighed for at genvinde noget igen, som jeg synes mainstream Amerika har mistet.

Så du mener, at vi vil få ’the hip hop carma effect ’, hvor mønten vender og de som har brugt af den ’oprindelige kultur’ - de ’studerende’ - bliver de nye stjerner?

Helt sikkert.

Hørt hørt hørt - Tak til TY for de vise ord.

23/03/2004 - Lagt online af Metz

Interviewarkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste >Her vises [1 - 10]